Debat: Kompetente ledere til mediebranchen søges

”De seneste mange dages rystende historier om dårlig ledelse på de største medievirksomheder er et wakeupcall for såvel de ansvarlige ejere som de ansatte. De talrige eksempler på, hvordan ledere ikke har været deres ansvar voksent eller ligefrem har misbrugt deres magt mere end skriger på professionelle ledere,” skriver Bestyrelsen for Ledere i DJ 

De seneste mange dages rystende historier om dårlig ledelse på de største medievirksomheder er et wakeupcall for såvel de ansvarlige ejere som de ansatte. De talrige eksempler på, hvordan ledere ikke har været deres ansvar voksent eller ligefrem har misbrugt deres magt mere end skriger på professionelle ledere.

Der er næppe nogen anden type virksomhed med samme økonomi, betydning og antal medarbejdere, som kunne overleve i længere tid med så ringe ledere.

Derfor er det på høje tid, at medieejerne sikrer professionelle ledere og trygge arbejdsforhold, og en kultur, hvor medarbejderne kan sige fra.

Hvis vi skal sikre frie, uafhængige medier, skal mediehusene ganske enkelt tage sig sammen.

Grunden til, at specialforeningen Ledere i DJ blev stiftet, var netop, at vi så behovet for dygtige og mere professionelle ledere i mediebranchen. I alt for mange år har vi set, hvordan kammerateri har floreret i topledelserne, og hvordan usunde kulturer har fået lov til at eksistere, fordi mellemledere er sat ind på deres poster uden reelt at være uddannet til at varetage opgaverne, hverken fagligt eller menneskeligt.

Nu skriver vi snart 2022, og vi behøver ikke gøre os flere erfaringer med dårlig ledelse. Nu er det på tide at sikre alle ledere i mediebranchen de rette kompetencer.

Heldigvis ved vi i Lederne i DJ, at der er rigtig mange dygtige mellemledere i mediebranchen. Mennesker, der brænder fagligt for medier, meninger og ytringsfrihed. I Lederne i DJ mener vi, at det netop er i krisetider som disse, at vi skal huske at pege på det, der lykkes, de arbejdspladser, der har et godt arbejdsklima, de ledere, som er med til at gøre det værd at gå på arbejde og giver plads til at være et helt menneske, også når arbejdsdagen er slut.

Snart vil specialforeningen Ledere i DJ derfor igen kåre ’Årets Leder i Medie- og Kommunikationsbranchen’.

Vi gør det, fordi vi tror på, at det er muligt at ændre på den dårlige ledelse og fremme den gode ledelse ved at sætte fokus på det, der virker. For der er masser af gode ledere, som kan foregå som et godt eksempel og agere rollemodeller for fremtidens lederadfærd. Folk, som har fokus på en anderkendende og konstruktiv tilgang, og som får medarbejderne til at trives, samtidig med at de leverer gode resultater.

I Lederne i DJ håber vi , at I vil være med til at fremhæve de rigtige ledere og indstille dem til årets pris. De ledere, som gør arbejdskulturen god og medarbejderne endnu bedre. Ledere, som tager ledelse seriøst og er bevidst om deres ansvar. Ledere, som har de ledelseskompetencer, man kan forvente – på samme måde som man kan forvente journalistiske kompetencer hos journalisterne eller grafiske kompetencer hos grafikerne.

Så i bestyrelsen for Ledere i DJ vil vi glæde os til at kåre Årets Leder, for det har nok aldrig været vigtigere at råbe højt om, hvor vigtigt det er med god ledelse og de skadelige konsekvenser af det modsatte.

Bestyrelsen for Ledere i DJ 

0 Kommentarer