Under Socialdemokraternes kongres i Aalborg i september faldt jeg i snak med nogle journalister. Det havde været en lang dag med formandsberetning og replikker, men pressens repræsentanter var utilfredse. For kongressen var helt blottet for nyheder, mente de. Ingen splittelse, ingen iøjnefaldende udmeldinger, ingenting.

Jeg blev lidt provokeret og spurgte, om der da var større nyheder på DF’s årsmøde, som blev holdt samme weekend. Jo, det var der da, mente journalisterne. For eksempel havde Kristian Thulesen Dahl bakket op om Viktor Orbáns måde at håndtere flygtninge og indvandrere på i Ungarn. I det hele taget virkede det, som om journalisterne meget hellere ville have været til årsmøde 130 kilometer mod syd. For her var 20-års jubilæum, konfetti, røde pølser og Keld og Hilda. Simpelthen kitsch for alle pengene.

Selvfølgelig skal man være påpasselig med at blæse samtalen i Aalborg op som et eksempel på, hvordan den samlede danske journaliststand tænker. Men den viser alligevel noget om, hvordan Dansk Folkeparti tit måles på en anden vægt end de andre to store partier, Socialdemokraterne og Venstre. Der gælder tilsyneladende helt andre spilleregler for en folkepartist end en socialdemokrat eller Venstremand.

Hvordan kan det være, at Kristian Thulesen Dahl kan slippe af sted med på DF’s årsmøde at åbne for topskattelettelser, når han blot en uge før havde afvist det blankt?

Hvordan kan det være, at DF kan slippe af sted med at sige, at man skal hjælpe flygtninge mere i nærområderne, men samtidig igen og igen har foreslået at skære i ulandsbistanden?

Hvordan kan det være, at DF’s politikere på Christiansborg kan slippe af sted med at tordne mod foliepakket ældremad, hudflette kommunale besparelser på ældreområdet og rase over udlicitering af ældreplejen, mens deres egne partimedlemmer stemmer for det ude i byrådene?

Listen over DF-meldinger, der stritter i øst og vest, er uendelig. Er der én ting, DF er eksperter i, så er det at ville alting på én gang – uden at tage ansvar for noget. Og i øvrigt uden at anvise finansiering.

De kritiske spørgsmål fra pressen er desværre alt for sjældne. I stedet falder mange i svime over DF’s kiksede folkelighed. Der er simpelthen for meget reality-show og for lidt reality-tjek i dækningen af DF. 

Yildiz Akdogan (S), medlem af Folketinget