search

Debat: Juryen har voldtaget Årets Pressefoto med deres egne holdninger

”Juryen har med bind for øjnene taget Årets Pressefoto som gidsel og hyldet indholdsløsheden,” skriver Politiken-fotograf Martin Lehmann i en kommentar til Årets Pressefoto. En af årets dommere i tv/web-kategorien svarer på kritikken

Det ser ud til, at der er to lejre i danske pressefotografi for tiden. Og de to lejre er langt fra hinanden.

I år har dommerne ved Årets Pressefoto hyldet en helt anden stil end tidligere. Nogle kalder det nybrud, og siden priserne blev uddelt 1. marts 2019, har debatten raset. Især om billedet, der blev Årets Pressefoto, og om de fem billeder, der blev hyldet i kategorien Årets Pressefotograf.

Og noget nyt er der sket. I de sekunder, spændingen blev udløst, og Årets Pressefotograf og Årets Pressefoto tonede frem på storskærmen i den Sorte Diamant, blev noget inden i mig forløst. Især da jeg så de fem billeder, Årets Pressefotograf blev hyldet for, kunne jeg mærke glæden. Her var nye varer på hylderne.

Men – for der kom efter meget kort tid et stort ”men”: Der er jo ikke noget på billederne. Det er ikke bare ligesom i ’Kejserens nye Klæder’ – Årets Pressefoto 2018 ER ’Kejserens nye Klæder’.

Billedet er i dommernes hoved

Det kræver en vis robusthed at vælge de bedste billeder. Det er utaknemmeligt at være jury, fordi man på en måde har magten over andres holdninger og følelser.

Men med magten følger også et ansvar for at kunne argumentere for sine valg. Om selve billedet, der blev Årets Pressefoto, skriver juryen bl.a.:

”… festen, farverne og boblerne står i stærk kontrast til de mange statistikker om unges depressioner, stress og manglende robusthed. Det viser billedet … ”

Men det viser billedet altså ikke. Billedet viser en mand, der sprøjter champagne ud over to piger. Det ville da være interessant at se det billede, som juryen skriver om. Men det sidder altså inde i jurymedlemmernes hoveder.

Metaltræthed over hårdt fotografisk sprog

Der er tydeligvis og heldigvis en udpræget metaltræthed hos mange over for det til tider vel hårde fotografiske sprog fra alverdens ulykker, der bliver hyldet ved Årets Pressefoto. Og det er da tiltrængt at give Årets Pressefoto et kærligt los bagi.

Juryen har i år hyldet det eksperimenterende, det underfortalte og den kunstneriske retning, hvilket de selv beskriver i deres begrundelser for valg af vinderbillederne. Det er da interessant.

Hvis vi skal forstå behovet for noget nyt, kan vi lige kigge lidt tilbage. Årets pressefotograf fra sidste år blev hædret med fem billeder, der står i voldsom kontrast til dette års vinder. Sidste år skrev dommerne bl.a.:

”Det er super gode billeder, de er næsten visuelt perfekte. De er med andre ord taget af en dygtig fotograf …”

Når jeg ser på vinderbillederne fra sidste år, tænker jeg og flere, jeg har mødt: Hold op, hvor er han modig – altså fotografen.

Særligt udtalt ved det første billede, der viser bevæbnede bandemedlemmer, der kigger på fotografen. Et andet billede viser et helt perfekt sollys, der trænger ind i et mørkt rum, hvor nogle flygtninge varmer sig ved et smukt bål. Et vanvittigt klassisk godt billede. Jeg har set det utallige gange de seneste mange år, hvilket gør udtrykket noget slidt. Og så er der også en sultende sort mand, i et varmt land langt fra os.

De tre billeder råber højt, vil mange synes. Og jeg synes da også, at disse billeder viser, hvor svært det er at dokumentere verdens barske virkelighed, uden at resultatet også hælder lige lovligt meget til at blive en fortælling om en barsk fotograf.

Men det er gode billeder, der indeholder livets komplekse virkelighed – som for mange desværre er meget barsk. Billederne har noget på spil, hvilket man på ingen måde kan sige om vinderbillederne i år, der overordnet er kedelige og indholdsløse.

Måske sømmet i kisten

Stilen med hårde billeder taget af modige fotografer har nok peaket. Vil nogen mene. Vi er blevet trætte af at se den ydre krig, indfanget af barske fotografer – vil vi se indre krig, indfanget af bløde fotografer. Sat vel hårdt op, men sådan kan man aflæse det store skift, der er sket i Årets Pressefoto fra sidste år og til i år.

Måske er det sidste års vinder, der ubevidst satte søm i kisten med sit lige lovligt voldsomme, højtråbende billedsprog – og så har juryen i år ikke kunnet dy sig. De har hamret sømmene helt i bund.

I en lettere depression over at blive ved med at se på perfekt sollys, der falder perfekt på lidende flygtende mennesker – som vi i øvrigt synes skal blive langt væk og ellers bare skride hjem eller ud på en øde ø – har juryen med bind for øjnene taget Årets Pressefoto som gidsel og hyldet indholdsløsheden.

Sidste års vinder af Årets Pressefotograf-kategorien var Martin Lehmanns kollega på Politiken Mads Nissen.
 

Et svar på kritikken

Journalisten har sendt Martin Lehmanns kritik til jurymedlemmerne i still-kategorierne ved Årets Pressefoto. Ingen er vendt tilbage med svar. Men Rasmus Degnbol, en af dommerne i tv/web-kategorierne, har sendt sit svar. Han understreger, at det ikke er en samlet udtalelse fra tv/web-juryen.

Jeg mener, at vi, som kolleger, skal passe på med at udskælde hinandens billedsyn- og valg. For er det netop ikke kernen i vores fag og den eneste grund til, at vi alle kan leve af at være fotografer? At vi alle hver især har noget at sige, på vores egen måde?

Om vi laver hårde direkte billeder eller synes, den indre krig er mere interessant, er jo i sidste ende en smagssag og et personligt valg. Jeg mener, der er plads til og brug for begge dele i vores fag. Men det hele skal følges op af indhold, det er klart – det er vi nødt til at holde fast i!

Martin Lehmann har en pointe, når han siger, at der lige nu er forskellige lejre i fotojournalistikken. Men det er ikke bare i Danmark, men helt generelt i vores fag. Vi freelancere er tvunget til at genfinde os selv og vores visuelle sprog konstant, og derfor flytter det visuelle sprog blandt freelancere verden over i en anden retning end den klassiske fotojournalistik. Men det gør også, at billedet af, hvad fotojournalistik er, er mudret lige nu. Hvem kan svare helt klart på, hvordan fotojournalistik ser ud i 2019?

Den ene lejr er gennemtestet og måske lidt gennemtæsket, om man vil, men den virker og gør det fortsat. Den anden bliver mødt til Visa pour l'image i Perpignan med sætningen ”This is not photojournalism”, som Mathias Svold oplevede på sin første tur derned. Året efter var mig bekendt en helt anden sag. Ikke fordi Mathias havde rykket sig visuelt, men fordi forståelsen og accepten af hans billedsyn havde.

Min pointe er, at jeg mener, vi skal passe på med at mene, at vi har den absolutte sandhed om fotografiet. Den har hverken jeg eller Martin Lehmann. Når det så er sagt, tager jeg også mig selv i at tænke på samme måde som Martin Lehmann, når jeg læser teksten til dette års pressefoto: Indeholder billedet virkelig det, der står i teksten?

Men det ér blot mit billedsyn, og min smag. Og jeg har fuld respekt og forståelse for, at de seks jurymedlemmer i still-kategorierne naturligvis også har deres, og at deres valg afspejler et felt, som ingen af os andre har set.

 

 

Kommentarer
1
Kim Jensen
05.04.19 10:50
Voldtaget ligefrem? Tillad
Voldtaget ligefrem? Tillad mig i så fald sarkastisk at kalde indlægget for et folkemord på god debatstil.

Jeg ved ikke, om debatten er en lukket fest for fotografer. Jeg kan godt forstå, at man har behov for at diskutere det blandt ligesindede, men nu er det på vores fælles platform, så her er mit indtryk som ikke-fotograf:

Jeg kunne også lide Mads Nissens billeder. Også selvom nogle efter min smag var for voldsomme. Det blev de især af den kontekst, man kan læse ind i dem. Præcis som Martin gør i sit indlæg.

Derfor forstår jeg simpelthen ikke kritikken af, at juryen ser noget i billederne, som ikke umiddelbart kan afkodes af alle i første omgang. Mads Nissens billeder bliver (åbenbart) aflæst i en kontekst af fotografisk heltemod og danskeres holdning til flygtninge, og årets i en kontekst af unges forhold. Hvad er der at blive så ophidset over?

Jeres såkaldt 'indre krig' skal jeg helst ikke blandes ind i, men kunne I ikke tage en snak på delegeretmøde eller sådan noget? Det virker til, at der er noget at snakke.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen