Allerede den amerikanske sociolog Robert K. Merton beskrev sidst i 1960’erne den såkaldte Matthæus-effekt og viste, hvordan repeterede handlinger inden for forskningen fører til, at de samme forskere fik opbakning og opmærksomhed, mens andre forskere, der ikke blev fremhævet, blev ekskluderet – uden at det handlede om en faktuel vurdering.

Syndromet refererer til Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 29, hvor det hedder:

”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod ”

Altså: Den, der allerede har fordele, vil automatisk få flere fordele tildelt.

Mere opmærksomhed og vejledning til bestemte studerende fører for eksempel til en bestemt studieadfærd – og dermed en bestemt type studerende, der søger resultater på en given måde. Og dermed finder bestemte resultater.

Og i sport inkluderes talenter, så sandsynligheden for en succesfuld sportskarriere bliver større, end hvis man ikke er blevet inkluderet – selv om andre talenter måske kunne udfoldes, hvis de blev stimuleret på samme måde.

I de sidste par år har jeg set de samme processer og kumulative effekter og tendenser i medieverdenen og i journalistikkens udvikling. Det bekymrer mig en del.

Analyse i stedet for fakta

Mediernes mange fortolkninger og analyser indgår i en genkendelig og gentaget fortolkningsproces, hvor bestemte journalister, skribenter, meningsdannere og eksperter indgår i et værdiorienteret kilde- og researchunivers, hvori de gensidigt be- og afkræfter hinandens hypoteser og fortolkninger og analyser. Hvilket i sig selv forstærker nogle forklaringer og undertrykker alternative forklaringer og fakta.

Og flere og flere eksperter optræder med udgangspunkt i deres subjektive fortolkning snarere end objektive analyser.

I april 2015 viste en undersøgelse gennemført af Politikens Research, at 77 procent ud af 352 forskere havde oplevet, at en kollega var citeret i pressen, uden at vedkommende havde forskningsmæssig ekspertise på området, de udtalte sig om.

Politiken Research havde spurgt 950 samfundsvidenskabelige forskere på seks forskellige universiteter.

Journalistik bliver sparring

Vi ser den samme subjektive fortolkning afspejle sig i vinklingen på historierne, fordi en journalist ofte har en hypotese, som han/hun henvender sig til en ekspert med og igennem en sparring når frem til en vinkel på en historie:

Journalist, der mener noget, ringer til ekspert, der ikke ved noget.

Rektor for medie og Journalisthøjskolen Jens Otto Kjær Hansen sagde det vel egentlig ganske præcist, da han i forlængelse af undersøgelsen ovenfor i Politiken gjorde opmærksom på, at: ”Journalisterne er pressede på tid og laver af den grund hypotesejournalistik, hvor man ringer en forsker op, som man på forhånd ved hvad vil sige.”

Politiken fastslog dengang:

”Adspurgt om, hvor enige de er i oplevelsen af, at ”journalister på nyhedsmedier i stigende grad ønsker en ekspertvurdering, der kan underbygge den vinkel, redaktøren/journalisten i forvejen har lagt”, svarer 27,8 procent, at de er helt enige, mens 47,2 procent erklærer sig delvist enige.”

Det er opsigtsvækkende tal, der i sig selv udfordrer forestillingen om den nøgterne journalistik.

Konstruktiv journalistik er subjektiv

Også i den såkaldt konstruktive journalistik, som vinder mere og mere terræn, kan man se, hvordan den sociale identitet og de subjektive værdier afspejler sig i journalistikken.

Vælger man at ville forandre den aktuelle virkelighed – sådan som den konstruktive journalistik vil – ved at foreslå løsninger, så den passer med mediets sociale identitet, ja så skriver den konstruktive journalistik sig ind i den ovenfor beskrevne udvikling.

Fyens Stiftstidende og avisens kamp for et ekstra spor på de fynske motorveje er blot et af de seneste eksempler på en gennemført og vellykket konstruktiv journalistik, som ændrede på noget i den aktuelle virkelighed til fordel for regionen selv.

Også i den konstruktive journalistik afhænger det sete nu af det journalistiske øje, der ser – og den sociale identitet. Og ikke af en nøgtern præsentation af fakta.

Som Poul Kjærgaard, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, forklarede, da han skulle understrege avisens styrke og retning:

”Vi ser Fyens Stiftstidende og alle vores øvrige medier som aktører, der gennem kritisk, kærlig og konstruktiv journalistik skal stræbe efter at gøre Fyn til et bedre sted at leve. Den mission er både vigtig for Fyn og for Fyens Stiftstidendes fremtid.”

Umiddelbart uafviseligt og godt. Men ordene ”et bedre sted at leve” er jo ikke neutrale. De dækker over et givent syn på verden. Og undertrykker fx dem, der måtte mene, at man hellere skulle bruge pengene på cykelstier.

Mere af det samme

Som Robert K. Merton og mange andre forskere efter ham har gjort opmærksom på, så vil en mekanisme, hvor en bestemt adfærd anprises, betyde, at der kommer mere af den. Når redaktøren roser journalistik, der fremmer motorveje, så får han mere journalistik om, at vi skal have mere motorvej. Og omvendt.

Men hvis ikke journalistikken og medierne primært beskriver og oplyser om den aktuelle virkelighed, som den er, så er der slet ingen, som gør det. Politikere har jo også holdninger. Og eksperter, som beskrevet ovenfor, udtaler sig om ting, de mener noget om, men ikke ved noget faktuelt om.

Virkeligheden bliver så ikke længere afdækket, men tildækket, og hvordan vil det så overhovedet være muligt for nogen at forholde sig til og vurdere den aktuelle virkelighed?

Journalister skal indse faren

Heldigvis er kumulative processer ikke statiske og effekten ikke evig. De er derimod dynamiske, begrænsede og kan ændres over tid.

Men kun de, der er med i processen – her journalistikken – kan ændre journalistikken. Det forudsætter, at journalister indser den indre fare for, at journalistikken, som vi kender den, er ved at forsvinde.

Hvis ikke journalisterne indser dette, så vil udviklingen fortsætte og skaderne blive meget omfattende. Det kan sågar ende med, at den tidligere amerikanske præsident Thomas Jefferson får ret med hensyn til medierne og den aktuelle virkelighed:

“The man who reads nothing at all is better educated than the man who reads nothing but newspapers.”

Sådan må det forhåbentlig aldrig nogensinde gå hen og blive.