search

Debat: Journalistik eller orgasme?

"Nu hvor OL er overstået, tør man håbe, at der bliver tid til selvransagelse," skriver Aage Jørgensen

At en forvokset, middelmådigt spillende portugisisk baby under EM endte med at komme i centrum og blive den egentlige sensation, er tankevækkende, men logisk nok, for medierne gik tilsyneladende efter persondyrkelsen i stedet for at levere den journalistiske vare. Derfor sagde de også i dagen-derpå-radio-avisen "fuldstændig vanvittigt" to gange og "fuldstændig sindssygt" én gang. 

I lange tider forud var vi tvangsindlagt til en "forfilm", hvor sportsredaktionens samtlige medlemmer førte sig frem med orgastisk jubel over fremtidige begivenheder. Og slutnummeret var næsten hver gang Peter Møller som tyrekalv, et kært minde vel om egen karriere. Hvad mon så mange timers selvsving kostede? 

På Islands Brygge var samme Møller vært for en flok hidkaldte "eksperter", som vel skulle formidle det hellige fodboldbudskab på bedste vis. I stedet talte de sportsjournalistisk særsprog som maskingeværer henvendt til sig selv og hinanden. Rolig, velbetænkt formidling henvendt til interesserede seere og tilhørere blev der alt for lidt af. Møller stillede forudsigelige spørgsmål og gav gæsterne lige meget snakketid efter en sindrig plan. 

Men ikke nok med det, ude i virkeligheden, rundt omkring i franske byer og også i hovedstæder, hvis spillere enten tabte med ære eller ligefrem vandt, dukkede der folk op fra redaktionen, ofte assisteret af folk fra branchens pensionistkreds. Meningen er vel ikke, at journalister skal promovere sig selv?

Går public service ikke netop ud på, at de skal lade sagen komme til sin ret, at formidlingen skal bringes i fokus og formidleren med koldt hoved og varmt hjerte holde sig i baggrunden?

Nu hvor også OL er overstået, tør man håbe, at der bliver tid til selvransagelse. Hvor mange faste folk skal medvirke og have hjælp af hvor mange folk fra andre platforme? Og hvad bør man som minimum fordre rent journalistisk af de medvirkende? I hvert fald næppe skinbarlig selvpromotion!   

Aage Jørgensen, lektor emer., Mårslet

SVAR.

På DR Sporten tror vi på, at faglighed og viden godt kan gå hånd i hånd med glæde og passion. Det udstråler vores værter. Og det er vi glade for. 

Søren Vestergaard, sportschef, DR

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen