Det var vist godt, at teglbrænder Jeppe Olsens søn Henrik tog navneforandring fra sin fars efternavn ‘Olsen’ til sin mors ‘Cavling’. Bare tanken om, at ‘Olsen-prisen’ kunne brandes som det journalistiske fags største anerkendelse, er håbløst naivt. En ‘Cavling’ dufter af noget særligt: Et kvalitetsstempel, højeste karat, selv om stemplet gennem årene er sat med forskellige begrundelser og motiver, og selv om vi måske hver især har en mening om, hvad den helt rigtige modtager skal præstere.

Jeg er så absolut til den dybtborende, uforfærdede, vedholdende, respektløse og afslørende journalistik, der får konsekvenser, så alle indser journalistikkens nødvendighed. Og uanset hvem der får prisen for hvad, så er fagets nytårskur en glimrende anledning til at tænke på og gøre alt for at fremme den solide, grundige og væsentlige journalistik, der tegner et retvisende billede af virkelighed og verden. Og når de nominerede journalister dukker frem som æresgæster i Nationalmuseet på fredag, har de hver og én fortjent at få papir på deres faglighed.

Men for mig er det store spørgsmål, om de nåede så langt i kraft af medvind eller på trods af modvind?

Medier bør støtte de andres historier

Jeg synes sjældent, vi gør nok for at støtte de kolleger, der graver noget frem. Vi skal jo tage deres historier op og ikke opføre os som ræven, der kaldte de uopnåelige rønnebær for sure. Eller sagt på en anden måde: Alt for mange fagfæller og medier lader alt for mange solohistorier forblive i de medier, der rejste dem.

Der var i 2016 og ’17 et optræk til et samarbejde omkring politisk misbrug af EU-midler. Nogle steder skal de nok have spildt tiden med at overveje, om det var EU-medarbejderen, den politiske medarbejder eller kriminalreporteren, som skulle løfte sagen, og da de aldrig blev enige med sig selv, skete der ikke meget. Nogle medier gik foran og gravede guld frem, og det var indlysende, at der blev samarbejdet og delt oplysninger i porten. Det blev dog aldrig mediernes fælles sag om fup eller fakta, men et spørgsmål om de berørte politikere havde været gode eller dårlige til at lukke sagen, og spekulationer om nu Morten Messerschmidt havde en fremtid i Dansk Folkeparti.

Sager skal ikke lukkes. De skal opklares. Og hvis flere går sammen, bliver de det også.

Der er også en hel del sager på listen over de 52 sager, der blev indstillet til Cavling-prisen 2017, som fik lov til at være alene alt for længe. Hvis flere medier var gået ind med sideløbende gravearbejde i de oplagte sager, så havde fagets samlede anseelse fået et par løft, og et par institutioner havde fået større eller flere fortjente skrammer.

Se på nogle af de senere års Cavling-priser for afsløringer: Det var enkeltmedier, der huggede til uden ret meget støtte fra de konkurrenter, som uden at tabe kunne have gjort sig til kolleger.

Tættere på sandheden

I den lange liste over prismodtagere gennem årene ses et enkelt eksempel på, at flere medier fik prisen for artikler om samme sag. Information og Ekstra Bladet gravede på hver sin måde – og ikke koordineret – efter sandheden om, hvorfor Danmark absolut skulle i krig i Irak i 2003. Måske var vi kommet tættere på sandheden, hvis flere medier var gået med. Under alle omstændigheder kunne man have presset en kommissionsundersøgelse frem noget tidligere.

Med årene er journalister dog blevet bedre til at hjælpe hinanden på de enkelte medier.

I Cavling-prisens første mange år var det næsten altid en enkelt person, der fik prisen. Det var undtagelsen, hvis to journalister på samme avis havde samarbejdet om en sag. Sådan var tiden, journalister arbejdede alene, og først langt oppe i firserne fik vi oftere det holdarbejde, hvor flere delte prisen. I år er der mulighed for en slags rekord. Blandt de nominerede er en gruppe på ni journalister, som alle har deltaget i samme afsløring.

PS: Politikens letantændelige chefreporter Henrik Cavling har lagt navn til prisen, fordi han tog initiativ til det faglige samarbejde, der i dag er Dansk Journalistforbund, og tak for det. Han var en gudbenådet skribent, en skrivekugle med vidsyn og udsyn, men også følgagtig som en stor beundrer af tidens største erhvervsmand, H.N. Andersen, stifteren af rederiet Det Østasiatiske Kompagni. Så var der alligevel mere kant i hans lillebror, Frejlif Olsen, der blev Ekstra Bladets første chefredaktør; han kom i fængsel for at skrive sandheden og skrev videre. Måske var det der med Olsen-prisen naivt, men vist ikke så ringe endda.