Jeg havde taget JA-hatten på. Det har jeg altid, når jeg skal møde noget nyt. Og fordommene? Dem forsøgte jeg at ignorere, da jeg første gang mødte A-kasse-systemet. Jeg havde jo hørt rygter om, at det ikke fungerede optimalt, men der skal mere til at ødelægge mit gode humør. Troede jeg!

Bevares. Jeg blev mødt af kompetente og flinker, flinker folk fra A-kassen. Også de andre ligesindede på det obligatoriske ”CV og vejledningsmøde” var behageligt selskab – selv om jeg med lidt god vilje kunne være bedstefar til en stor del af dem.

Men vi blev præsenteret for et system, der kun leder tankerne hen mod det tidligere DDR. Kontrol, kontrol, kontrol. Endda af to parter: A-kassen og de kommunale jobcentre.

”I skal søge mindst to jobs om ugen,” lød det igen og igen. ”Og I skal huske at registrere alt i det digitale jobsøgningssystem, ellers mister I retten til dagpenge.”

Ja, hvad pokker tror I? Jeg søger med arme og ben på alt, der ligner noget af det, jeg er uddannet til. Jeg har sgu ikke lyst til at være ledig, men jeg tillader mig – forhåbentlig kortvarigt – at gøre brug af den forsikringsordning, som dagpengesystemet er, og som jeg selv har betalt til i 37 år.

Da jeg er over 55 år, vil jeg inden for 13 uger blive sendt i aktivering eller i jobtilbud med tilskud. Det har jeg ikke rigtig lyst til. Især ikke efter at have hørt om den cand.comm.er, som blev sendt ud for at snitte frugt til de ældre i den kommunale madordning. Da han stille gjorde opmærksom på, at det måske lå lidt uden for hans kompetenceområde, lød beskeden, ”at han jo i det job kunne gøre ledelsen opmærksom på, at han havde kommunikative evner og måske derved kunne skaffe sig et andet job …” Den lader vi lige stå et øjeblik.

For at undgå at havne i samme situation har jeg tilladt mig her i lokalområdet at spørge virksomhedsledere, om jeg ikke kan få et job som ufaglært eller butiksansat. Jeg ved godt, at jeg er ukvalificeret til disse jobs, men alt andet end at komme ind i den kommunale mølle.

Igen: Flinker, flinker folk, hvoraf nogle overvejer at ansætte mig. Men det bliver nok ved overvejelserne, for som en af dem ærligt sagde: ”Kim, de folk, vi ansætter, får vi med et løntilskud på 75 kroner i timen, så jeg venter, til jeg kan få dig med tilskud.” Så tror da pokker, at man ikke kan få et almindeligt job, når der direkte spekuleres i at spare lønomkostninger. Jeg bebrejder skam ikke firmaerne noget, de SKAL tænke i bundlinje – men måske denne ordning trænger til et grundigt gennemsyn.

Da den flinke redaktør spurgte, om jeg ville skrive en klumme om mine oplevelser med systemet, sagde jeg fluks ja. Også selv om det honorar, det udløser, betyder, at jeg får trukket flere timers understøttelse. Selv om den kun har taget et par timer at skrive. Men honorarer trækkes efter en omregningsfaktor på godt 200 kroner i timen. Så jeg betaler faktisk selv min løn for at skrive dette.

Til gengæld må jeg godt holde to-tre foredrag om måneden ”uden for normal arbejdstid” og tjene 25.000-30.000 kroner uden at miste en øre i dagpenge. ”Uden for normal arbejdstid” er om aftenen og i weekenden – selv om alle ved, at det er ”normal arbejdstid” for rigtig, rigtig mange journalister. Men dét skeler systemet skam ikke til.

Men sådan er der jo så meget. Tak fordi jeg måtte tage lidt af jeres tid. Jeg skal i gang med at skrive ansøgninger og registrere det!

Dette er ikke skrevet, fordi jeg med min baggrund som chefredaktør eller som ramt af en psykisk sygdom forlanger/forventer særbehandling. Og jeg skal absolut ikke ynkes! Det er blot en fortælling, der burde give stof til eftertanke. 

Kim Henningsen er tidligere chefredaktør på SE og HØR. Han har også arbejdet på BT, Frederiksborg Amts Avis, Danmarks Radio og Lolland-Falsters Folketidende