For nyligt blev der lagt en efterlysning af konkrete historier om svigt på landets botilbud op på facebooksiden for ’Enmillionstemmer’, hvor der fra et unavngivet medie blev efterspurgt video, foto eller lydoptagelser af svigt fra de mange tusind følgere af siden.

Jeg er bekymret for, at efterlysningen markerer et skred i de etiske standarder for måden, medier benytter skjulte optagelser. Vi har før set lyd, foto og video blive brugt til at dokumentere svigt og mangelfuld pleje af børn, ældre og mennesker med handicap. Vi har også set skjulte optagelser blive brugt som det primære indhold i journalistiske produktioner til at belyse en problematik gennem enkelttilfælde. Fælles for dem er, at man fra journalisternes side på den ene eller anden måde er blevet opmærksomme på en konkret sag, som man vil dokumentere.

Vi har netop set en forargende og dagsordensættende dokumentar om forholdene på Herlufsholm. Her får vi fra start at vide, at journalisterne bag har spurgt, om de måtte filme på skolen. De fik afslag, men beslutter sig for at dokumentere forholdene på en anden måde end ved brug af optagelser fra sovesalene og gangene på kostskolen. Den manglende billeddokumentation har betydet, at redaktionen skulle grave dybere, tale med flere kilder og tænke kreativt for at fremstille problemet. Resultatet er, at debatten handler om rammerne og kulturen – ikke den enkelte elev, der optræder grænseoverskridende på skjulte optagelser.

Skjulte optagelser er som udgangspunkt ulovlige. Kun i tilfælde, hvor det vurderes, at offentlighedens interesse er større end hensynet til den enkeltes privatliv, må optagelserne offentliggøres. Det kræver i hvert tilfælde en etisk og faglig vurdering fra journalister, hvor man først har afklaret, om historien kan afdækkes på andre måder, inden man skrider til at opsætte video- eller lydoptagelsesudstyr til at dokumentere kritisable forhold.

Det førnævnte tilfælde ligner en fisketur, hvor man fra journalisternes side kun har en overordnet idé om, at der må foregå svigt på bosteder – og altså ikke konkrete idéer om, hvor det foregår. Med andre ord er processen vendt på hovedet, så dokumentationen, som ligger på forhånd, afgør, hvilken historie journalisten vil arbejde på.

Der kan af gode grunde ikke ligge en vurdering af offentlighedens interesse i en konkret sag, når journalisten på den måde bare efterspørger allerede optaget materiale – uden at kende til sagen på forhånd.

Teknologien til at lave skjulte optagelser er blevet meget let tilgængelig: Alle kan nu købe en skjult mikrofon eller kamera, som sender lyden og billederne videre til en mobil enhed. En mobiltelefon kan efterlades på værelset hos en ældre som filmer eller optager lyd af det, der foregår i rummet. Men ny og mere tilgængelig teknologi bør følges af en fornyet overvejelse blandt journalister af, hvornår og hvordan man bruger skjulte optagelser.

Skjulte optagelser som en del af det journalistiske produkt er et stærkt virkemiddel, men det må aldrig blive en researchmetode eller det første, man tyr til for at dokumentere et problem. Jeg frygter en forelskelse i metoden og billederne, hvor man som journalist først lægger sig fast på virkemidlerne i en dokumentar – at den skal bygges op om skjulte optagelser. Jeg frygter en udvikling, hvor flere journalister i jagten på en Cavling tyr til den letteste løsning i stedet for at indsamle dokumentation, som kan pege på rammerne og årsagerne til problemerne.

Jeg ved, at jeg begiver mig ind på et farligt område med dette indlæg. Automatreaktionen fra nogle i medieverdenen vil være, at FOA beskytter sine medlemmer og ikke vil have sager om svigt frem i lyset.

Det første er helt korrekt. FOA repræsenterer de mange medarbejdere i blandt andet ældreplejen og i daginstitutioner, og jeg har en særlig forpligtelse til at sikre, at man som medarbejder på et plejecenter kan gå på arbejde uden at bekymre sig om at blive optaget af enten pårørende eller medier. FOA står også vagt omkring ytringsfriheden for vores medlemmer og andre offentligt ansatte.

Jeg ser det som en helt grundlæggende og vigtig del af vores velfærdssamfund, at vi har tillid til, at de mennesker, der passer på vores børn, syge, svage og ældre, gør deres ypperste for netop det, og at de siger fra, hvis de oplever, at tingene ikke foregår, som de burde.

Svigt på velfærdsområdet skal ikke forekomme, og de skal frem i lyset, så vi kan løse de problemer, der ligger bag. Jeg opfordrer FOA’s medlemmer til at sige fra, hvis de oplever, at borgerne ikke får den nødvendige hjælp.

Desværre er tilliden blevet mindre. Hver syvende medarbejder i ældreplejen har oplevet at blive overvåget – de fleste af pårørende.

Velfærdsområdet er kraftigt underprioriteret, og som medarbejder har man kun lige – hvis man overhovedet har det – tid til at løse kerneopgaven. Hjælpen til borgerne er ringere, end den har været før. Det er systemets skyld, ikke den enkelte medarbejder. Alligevel oplever mange af FOA’s medlemmer konflikter med pårørende.

Jeg forstår godt, hvor mistilliden kommer fra. Hvis man som pårørende ikke oplever, at ens kære får den omsorg og behandling, som man mener han/hun har behov for, og ikke føler sig hørt, når man retter en kritik mod ledelsen, kan man i afmagt skride til andre handlinger.

Skjulte optagelser optager per definition det, kameraet eller mikrofonen er rettet mod i et snævert synsfelt. I mange tilfælde vil det være handlinger eller ord fra en medarbejder, men ikke omstændighederne: Er der generelt et problem med arbejdsvilkårene på stedet – er der forsvundet mange medarbejdere på kort tid? Hvis den journalistiske behandling ikke går et spadestik dybere og undersøger, hvorfor svigt og mistrivsel forekommer på en arbejdsplads, bliver vi forargede og får lyst til at gribe til handling. Hvis man ikke kender til hele omfanget af det problem, man bliver præsenteret for i de skjulte optagelser, risikerer man at handle forkert.

Torben Hollmann er sektorformand i FOA