Hvad er den gode journalistiske historie? Egentlig kunne svaret være ret enkelt: En historie om et emne, der savner belysning. Fortalt til mennesker, der har interesse i eller bør blive oplyst og formidlet med en journalistisk metode, der tager udgangspunkt i kritiske spørgsmål.

På det seneste er der genopblusset en diskussion om konstruktiv over for kritisk journalistisk. En diskussion, som har den uheldige effekt, at den blander emnevalg og journalistisk metode sammen og dermed skaber en begrebsforvirring, der kan komme til udtryk i en misforstået negativ holdning over for mediernes virke.

De to ’fløje’

Diskussionen kan for så vidt være sund for faget, men den er misforstået.

Den konstruktive ’skole’ inden for journalistikken har slået sig op på, at medier i højere grad bør  fokusere på mere løsningsorienterede historier, hvilket de fleste politikere godt kan lide. For hvorfor skal de journalister nu også være så sure, når der nu er masser af positive historier at fortælle?

Den modsatte fløj, senest repræsenteret ved Tom Jensen i Berlingske, fremhæver på den anden side, at selve journalistikkens rolle i demokratiet netop er at stille de kritiske spørgsmål.

Problemet er, at ingen af standpunkterne er fyldestgørende. Og de dækker over to forskellige dimensioner i publicismen.

I klassisk forstand kan den gode historie forstås derhen, at der skal ligge noget grundlæggende nyt i de informationer, man sidder med – men også meget gerne, at oplysningerne rummer noget, der er anderledes, end man skulle tro. Eller sagt på en anden måde: Har en magthaver givet oplysninger til offentligheden, der ikke stemmer overens med virkeligheden? Det er den klassiske journalistiske konflikt og de situationer, hvor journalistikken traditionelt indtager sin rolle som demokratiets vagthund.

Der kan samtidig sagtens ligge noget grundlæggende nyt i en historie, uden at den behøver være negativ. Det kan begge fløje formentlig blive enige om. Problemet opstår, når vi skal præcisere det kritiske spørgsmål. For kritiske spørgsmål kan føre til positive historier, men det er hjertet af den journalistiske metode, at de stilles kritisk til de oplysninger, der forelægges, med det formål at belyse og berige oplysningerne. Også her vil ’de konstruktive’ formentlig være enige i, at vi som journalister ikke skal stille lalleglade spørgsmål.

Publicismens mål er at søge den tilstræbt objektive, bedst opnåelige version af sandheden. Den beskrivelse kan holde for både den ene og den anden fløjs standpunkt. Problemet er, at typer af medier bliver blandet sammen med den grundlæggende journalistiske metode.

 Vi har i Teknologiens Mediehus dybt specialiserede medier, der blandt andet har til opgave at formidle interessante historier om nye løsninger og tiltag, der kan fungere som katalysatorer for et bedre samfund. Det er medier, hvis opgave i høj grad er at oplyse og formidle ny viden til mennesker, som denne måtte være interessant for. Mange medier har med rette den tilgang, som Erik Rasmussen også helt rigtigt fremhæver i Berlingske.

Vi dækker både historier, der turde betegnes som klassisk kritiske konfliktjournalistiske, og dem, som kunne betegnes som konstruktive. Jeg er imidlertid modstander af at bruge de betegnelser, fordi jeg mener, de på den ene side kommer til at forherlige og ophøje det kritiske for kritikkens skyld – og at man omvendt kan risikere at blive ’journalistisk doven’, hvis man forstår det konstruktive derhen, at der ikke ligger nogen kritisk forpligtelse i det journalistiske arbejde.

Hvis et nichemedie f.eks. fortæller historien om nye energiøer i første omgang rent oplysende, er det ikke en historie, der ville finde vej til Berlingske eller Ekstra Bladet. Men uanset hvad dit emnefelt er som journalist, så bør din metode og tænkning være ens. Det er det, der skelner journalister fra pressemedarbejdere. Der skal – også i arbejdet med at oplyse og fortælle om nye konstruktive løsninger – altid stilles kritiske spørgsmål. Så hvis man f.eks. baserer alle de fine tal, der løser samfundets energiproblemer, på en power to x-løsning, som godt nok ikke lige er opfundet endnu, så skal der selvfølgelig stilles kritiske spørgsmål til det. Og viser det sig så at rumme en konflikt, ja så er det vel ikke konstruktiv journalistik mere?

En falsk modsætning

Modsætningen er altså falsk. Der vil naturligvis være medier, der i højere grad søger at belyse og oplyse historier, der ikke nødvendigvis oppebærer en stor konflikt. Det er mediepluralisme. Det gælder på samme måde, når der fra politisk side sættes lighedstegn mellem ’langsom journalistisk’ og undersøgende journalistik. Det sidste vil oftest være det første, men det første behøver på ingen måde være det sidste. De to er altså ikke ens.

Skal vi holde fanen for mediernes troværdighed, er det en fejl at grave grøfter mellem ’konstruktiv’ og ’kritisk’ journalistik. Vil man påberåbe sig publicismen, må det nødvendigvis altid ske med den kritiske journalistiske metode som værktøj. Ellers er det ikke publicisme, så er det kommunikationsarbejde.

Christina Blaagaard er CEO i Teknologiens Mediehus A/S

Foto: Cecilie Bach