Fra ældre journalister hører man ofte forfaldshistorien om, at nutidens journalistik er dårligere og mere sjusket end i de gode gamle dage, hvor etikken var i orden, og man aldrig lavede stavefejl.

Og ja, der er mere travlt på redaktionerne i dag og færre fagspecialister. Men jeg vil vove den påstand, at vi i vores omgang med fakta i dag er mere omhyggelige end tidligere. Vi ser mere kritisk på hinandens arbejde, og vi ved, at læserne har lettere ved at faktatjekke os end for bare 15 eller 20 år siden.

Endnu en gang er den celebre, afdøde krigsreporter Jan Stage blevet kritiseret for at lave journalistik, der var digteri, dramatisering eller noget derimellem. Det er Weekendavisen, der blandt andet har afsløret, at Jan Stage i en reportage fra Bolivia i 1992 malende beskrev, hvordan han fulgtes med New York Times-journalisten Juan de Onis til et interview med Bolivias præsident.

Problemet er bare, at Juan de Onis senere fortalte den danske journalist Øjvind Kyrø, at Jan Stages udlægning var det rene opspind.

Kritikken af Jan Stages arbejde er blevet forelagt branchekoryfæer og Jan Stage-støtter som Lasse Jensen, Lasse Ellegaard og Georg Metz, der bare trækker på skuldrene.

De mener kort fortalt, at Jan Stage var en så gudsbenådet skribent, at det ikke var noget problem, at han fra tid til anden tog sig nogle friheder.

I ’Deadline’ på DR2 lød forsvaret fra tidligere redaktør på Information Georg Metz:

”Hvis man ikke tror, at der er et vist element af fiktion i journalistik, gør man sig selv en dårlig tjeneste.”

Ifølge Georg Metz er det fra tid til anden nødvendigt at ”bygge broer, hvor kilderne ikke rækker”.

Kære Lasse, Lasse og Georg. I forsvarer en mand, der repræsenterede en metode, som heldigvis er passé. Hvis man tror, at det er i orden at bruge ”et vist element af fiktion” i journalistik, skal man ikke kalde det journalistik.

Da Øjvind Kyrø opdagede, hvad der var galt med reportagen fra Bolivia, skrev han et læserbrev til Information, der havde trykt artiklen. Men det blev ikke bragt. Og Jan Stage fik dermed heller ikke mulighed for at svare på kritikken.

I dag kunne Information ikke have stoppet klagen. For Øjvind Kyrø kunne bare have lagt den på Facebook. Historien ville have været ude.

Journalister løber i dag en betydelig risiko, hvis de pynter eller dramatiserer, fordi oplysningerne i mange tilfælde vil kunne efterprøves med nogle få klik. Hvis journalistens nærmeste kolleger sågar har kendskab til det, håber jeg ved gud, at de siger klart fra. Sådan var det åbenbart ikke i kredsen omkring Jan Stage dengang.

En af Jan Stages defensorer, Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl, har om den seneste kritik af Jan Stage skrevet:

”Måske skulle både han og hans redaktører blot have været mere præcise i varedeklarationen.”

Tillad mig at være endnu mere præcis end forlagsdirektøren: Hvis det er fiktion, så kald det fiktion. Det skal ikke præsenteres som journalistik, der egner sig til at blive bragt i en avis.