Ottende semester er ved at gå på hæld. Fire år på drømmeuddannelsen rinder ud. Værktøjskassen er fyldt med spritnye versioner, og hjertet banker endnu usvækket for det journalistiske fag.

Med selvtilliden i top begynder man så at bladre lidt rundt i jobannoncer. Vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi nok ikke ender på en avis, da de fleste redaktioner lige nu tilpasser sig en multimedial virkelighed ved at effektivisere arbejdsgangene. Det, man nede på gulvet kalder fyringsrunder og besparelser. 

Derfor tager man et kig over mod den sorte side, der hvor kommunikationsfolkene sidder. Her er der stillinger, og man læser grådigt den ene annonce efter den anden, indtil det pludselig går op for en, at virksomhederne har et ufravigeligt krav. I stort set alle opslag står der, at man skal have mindst to års erfaring fra lignende job. 

Det lyder da egentlig voldsomt snæversynet, tænker man og sender en ansøgning alligevel. Man indser dog, at virksomhederne rent faktisk mener det. Men hvordan får man erfaring, når man skal have erfaring for at blive ansat?

Jeg forestiller mig en tinderprofil, hvor en mand skriver, at for at være interessant skal en kvinde have været sammen med en, der ligner ham (helst hans bror) i mindst to år. 

Jeg håber, han får svært ved at finde en kæreste. Han får i hvert fald svært ved at udvikle sig og få nye input.

Men har virksomhederne så ikke det samme problem? Hvorfor er de så bange for os nyuddannede? 

Man bliver hurtigt bange for det store grimme jobmarked på den anden side af bacheloropgaven. 

Bjarke Kirkegaard Nielsen, studerende