Kære Lars Werge. Tak for dit svar, som fint adresserer et par af mine bekymringer, men dog ikke alle (Journalisten nummer 1).

Når jeg skriver, ‘at ingen ved, at vi er gode’, så omhandler det det faktum, at den generelle opfattelse i branchen stadig er, at fotojournalisten/pressefotografen er en servicemedarbejder for den skrivende journalist.

Det er fuldstændigt korrekt, at vi fejrer os selv en gang om året ved uddelingen af Årets Pressefoto, og i dén forbindelse er der ganske rigtigt lidt hype de efterfølgende uger omkring pressefotografiet.

Men jeg vil vove den påstand, at få eller snarere INGEN faste stillinger bliver genereret på baggrund af hverken priserne eller udstillingens tur rundt i landet. At tro på det er at stikke sig selv blår i øjnene. Det er i bedste fald naivt, i værste fald en aldeles overfortolket udlægning af betydningen af Årets Pressefoto set i forhold til jobskabelse.

At vi har mulighed for at søge midler hos Public Service-puljen er fint. Men projekter skaber IKKE faste jobs.

Ved at fokusere på de to positive muligheder for promovering undlader du at gå ind på min præmis og svare på et konkret spørgsmål: Hvad vil mit forbund gøre, for at branchen i bred forstand får øjnene op for de kvaliteter og muligheder, fotojournalister har for at bidrage positivt til et medielandskab i massiv omvæltning? Min pointe er, at fotojournalister kan MEGET andet end blot tage billeder. Men det gør de med statsgaranti meget bedre end journalister, der har været tre dage på et opgraderingskursus med mobil fotografi. Vi har en meget konkret forståelse for, hvordan en historie folder sig ud på en visuel platform som internettet. Hvorfor bliver den ressource ikke brugt aktivt?

Jeg kvitterer og takker for dit nytårsforsæt. Det varmer, men jeg er bange for, at et debatindlæg på side 45 i vores fagblad ikke flytter bjerge. Så hvad kan vi gøre, Lars? 

Henrik Kastenskov, fotojournalist og multimedieproducer

—

Lars Werge har valgt ikke at kommentere indlægget.