search

Debat: Hvad gør vi, når de, der skal gå forrest, selv er tonedøve over for upassende adfærd og sexisme?

DJ’s politiske ledelse genkender ikke krænkende adfærd, ”når det bogstaveligt talt presses op i ansigtet på dem”, skriver formand for DJ Kommunikation Tina Mellergaard om en oplevelse fra DJ’s hovedbestyrelse. Nuværende og tidligere formand kommenterer

Lige for tiden har flere mediechefer travlt med at bedyre, at der ikke eksisterer en sexistisk kultur hos dem. De få lidt mere moderate sætter gang i reelle undersøgelser af det, mens andre afviser problemstillingen og henviser til, at problemet ligger i, at vi har ’forskellige grænser’. Men det at have en sexistisk kultur handler ikke om, at der sker krænkelser eller chikane hver dag hele tiden. Det handler om, at når det sker, så er det legitimt at reagere på det. Det handler om, hvordan det håndteres, om man deltager aktivt i det, forsøger at stoppe det, og om, hvordan det efterbehandles af ledelse og kolleger. Og når nu flere både menige mediefolk og mediechefer i disse dage kigger undrende på hinanden og blankt afviser nogensinde selv at have oplevet sexisme, så vil jeg dele et meget konkret eksempel fra mit faglige virke som formand for DJ Kommunikation og observatør i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse.

Umiddelbart efter det seneste ordinære delegeretmøde 2019, hvor debatter om seksuel chikane fyldte, og konkrete formuleringer blev tilføjet i handlingsprogrammet, blev der, som det er tradition, holdt en overdragelsesmiddag med formandskab, nye og gamle HB-medlemmer, observatører og medarbejdere fra forbundet. Der var flere underholdende indslag undervejs, men et bestemt har jeg haft svært ved at slippe igen. Ikke bare, fordi jeg opfattede det som gennemført upassende. Ikke bare, fordi det åbenlyst indeholdt en grænseoverskridende handling fra et mandligt HB-medlem over for i hvert fald to kvindelige HB-medlemmer. Men fordi måden, det blev modtaget på af formandskab og en del af de tilstedeværende hovedbestyrelsesmedlemmer,, var med høj latter, spandevis af tøhø, ivrige hvin og aktiv deltagelse.

Flere skraldgriner

Under middagen tager et mandligt HB-medlem nemlig ordet og fortæller stolt, at han sammen med andre faglige kolleger for nogle år siden opdagede, at hvis man holdt sine fingre/hånd ind over linsen på sin telefon/ipad/kamera på en bestemt måde, mens man tager et billede, så kunne man få det til at ligne, at der var en røv med eller uden en pik i ansigtet på den person, man tog et billede af. Han fremviser så billeder af Margrethe Vestager og Lars Werge (der stadig var formand) med en ’røv/pik’ i ansigtet. Flere i selskabet skraldgriner. Vi taler hele DJ’s formandskab og tillidsrepræsentanter og journalister fra de største medier i Danmark. Det er tydeligvis god underholdning. De griner også, da et ’røv/pik’-billede, som HB-medlemmet har taget i løbet af dagen af to yngre kvindelige HB-medlemmer, vises frem. Det er altså taget på deres første arbejdsdag sammen og uden de tos vidende eller samtykke.

Da det mandlige HB-medlem herefter går videre til at instruere selskabet i, hvordan man gør, så deltager selvsamme formandskab, TR’er og journalister gladelig i øvelsen. Hvem de er, ved de bedst selv – og ellers må et genbesøg af kamerarullen fra den aften kunne hjælpe deres hukommelse på vej.

Jeg sidder helt stille og målløs

Jeg sidder helt stille og målløs fra start til slut. Det samme gør et kvindeligt HB-medlem ved siden af mig, og de to kvindelige medlemmer, der netop har skullet se på et billede af dem selv med en ’røv/pik’ i ansigtet fremvist af en HB-kollega. Den ene forlader bordet. Jeg dirrer af vrede indeni, men jeg gør det, som jeg tror, at alt for mange gør, når de står i den slags situationer: Jeg tier for at bevare den gode stemning.

Men næste dag er jeg stadig vred. Jeg kan simpelthen ikke begribe, at man kan være så tonedøv på bagkant af en sag internt i forbundet om seksuel chikane, som har kostet medlemmerne et kæmpe beløb i form af advokatundersøgelse, fratrædelse, psykologhjælp til de krænkede med mere.

Så jeg ringer til daværende næstformand Tine Johansen og fortæller, hvordan jeg oplevede indslaget, hvor grænseoverskridende adfærd jeg mener, at der er tale om, og hvor skuffet jeg er over håndteringen fra særligt formandskabets side. Jeg understreger også, at den ’geniale’ idé, som det mandlige HB-medlem har fået, er noget, som man underviser børn i folkeskolen i ikke er i orden. Tine Johansen virker oprigtigt overrasket over min oplevelse, beklager sin egen adfærd og lover at gå videre med det og ringe til de to yngre kvindelige medlemmer. Hun ringer aldrig til dem.

Tonedøvt og sexismeblindt

Jeg vælger nu at stå frem med denne oplevelse, fordi der eksisterer en form for tonedøvhed og sexisme-blindhed i kommunikations- og mediebranchen, som vi er nødt til at få øjnene op for. Når tillidsrepræsentanter, journalister og endda den politiske ledelse i branchens eget forbund ikke genkender det, når det bogstaveligt talt presses op i ansigtet på dem, så er det svært at se, at de ville kunne identificere og genkende det i egne arbejdsliv og på arbejdspladserne. At der heller ikke handles på en konkret henvendelse efterfølgende, gør kun situationen endnu mere håbløs. Men historien viser også, at jeg var en del af den sexistiske kultur den aften, for jeg gjorde heller ikke noget for at stoppe indslaget eller sige fra i situationen. Vi kan ikke gøre den aften om, men jeg håber, at eksemplet vil få flere til at reflektere over eget ansvar i den slags situationer – uanset om de er den, der tier, den, der deltager, eller den, der sidder tilbage med ansvaret for at håndtere det efterfølgende.

Tina Mellergaard, formand for DJ Kommunikation og observatør i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse

Svar fra Tine Johansen:

Jeg husker godt indslaget med ’en røv’ og syntes selv, at det var plat. Det pågældende HB-medlem blev også allerede om aftenen gjort opmærksom på, at det havde været over grænsen for nogle. Når det går over nogens grænser, så er det jo ikke inden for skiven af, hvad et indslag til sådan en HB-velkomstmiddag skal kunne, nemlig samle alle omkring bordet. Også i DJ’s valgte politiske ledelse skal vi være ordentlige kolleger.

Tinas eksempel kalder på selvransagelse, og at vi kigger indad i vores bestræbelser på at sikre en bedre kultur i vores branche.

Svar fra Lars Werge:

Debatten om og eksemplerne på sexisme og sexistisk kultur fylder meget lige nu, og jeg vil give Tina Mellergaard ret: Vi kommer kun videre ved at investere vores egne oplevelser i det.

Jeg husker godt det optrin, som Tina Mellergaard beskriver i sit debatindlæg. Jeg deltog i forløbet uden at tage afstand og uden at sige fra over for episoden.

Det var tankeløst og uovervejet, at jeg ikke sagde stop. Jeg kan kun begrunde det med, at jeg var uopmærksom efter en lang dags HB-møde. Jeg var, med Tina Mellergaards ord, ikke i stand til at identificere og genkende sexismen den aften.

Det fortrød jeg, da jeg dagen efter fik at vide, at optrinnet havde stødt flere af deltagerne. Det fortryder jeg i dag, hvor der er gået næsten halvandet år – men det er en af de erindringer, som jeg er vendt tilbage til i løbet af disse dage og uger, hvor det står klart, at mediebranchen skal tage et opgør med fortiden.

Til Tina Mellergaard og de andre, der var til stede den aften, vil jeg hermed give min dybeste undskyldning. Det ville jeg have gjort på det næstfølgende HB-møde, men for mit vedkommende blev der ikke flere.

Journalisten har forelagt debatindlægget for det mandlige HB-medlem, der stod for indslaget, men han ønsker ikke at kommentere det.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen