Debat: Hvad er det vejr?

Medieforsker eller ej, så er påstanden om, hvorvidt noget er "rigtig godt stof og rigtig godt tv", vel stadig en smagssag? spørger Christian Friis

Det var lige før, jeg blæste væk, da jeg satte mig med februars udgave af Journalisten. Seks siders intens læsning om vejrudsigten på DR gennem tiden.

Artiklen ’10 gange mere vejr’ forklarer fornemt, hvordan vejrudsigten fylder mere og mere i sendefladen: I 1967 var længden af TV Avisens vejrudsigter 38 sekunder, og i 2016 varer den over 10 minutter. Fred være med det.

Men journalisten bag artiklen, Kerstin Bruun-Hansen, tager historien et skridt videre. "Seerne elsker det!" og "Kun ’X-factor’ og DR’s nye dramaserie havde flere seere end ’Vores Vejr’ i de første to uger af januar", skriver hun i underrubrikken. Det er her, at min vejr-film knækker. For hvor meget elsker vi seere rent faktisk ’Vores Vejr’?

I artiklen er der reelt set to belæg for, at seerne skulle elske ’Vores Vejr’ (Klaus Wendelboe, redaktør på DR Vejret, er udeladt som habil kilde i forhold til belæg). Det første belæg er medieforsker Stig Hjarvard, der forskede i området for mere end 16 år siden, som siger: "Vejret er stadig rigtig godt stof og rigtig godt tv."

Det andet er, at seertallene for ’Vores Vejr’ er på over 700.000.

Nuvel. Én ting ad gangen.

Medieforsker eller ej, så er påstanden om, hvorvidt noget er "rigtig godt stof og rigtig godt tv", vel stadig en smagssag? Jeg synes personligt, at nutidens vejrudsigter er forfærdeligt tv. For min skyld måtte vejrudsigten gerne vare meget mindre end de nuværende 10 minutter. Men det kunne være, at jeg skulle blive medieforsker, for så ville min holdning måske blive vægtet højere?

Og hvordan er det nu med seertal – er de altid et udtryk for succes? Som eksempel havde første afsnit af Ole Bornedals ’1864’ knap 1,7 millioner seere. Men tv-serien endte alligevel med at blive slagtet af rigtig mange seere. Og hvordan forholder det sig, når ’Vores Vejr’ kommer lige i hælene på TV Avisen, som kunne mistænkes for at være det egentlige trækplaster i forhold til seertal?

Noget helt andet, som slet ikke bliver nævnt i artiklen, er nyhedsværternes evige – og mildest talt elendige – ’afleveringer’ til vejrværterne: »Nå, bliver det så også vejr til at sende ungerne ud og lege i børnehaven i morgen?«

Hvad blev der af: »Og nu til vejret?«

Christian Friis, journalist

0 Kommentarer