Jeg hedder Nathalie. Jeg arbejder røven ud af bukserne og prioriterer grundlæggende ikke mine venner højt nok. Jeg har været tæt på en fyreseddel i et tidligere job. Jeg har mistet kunder, også store kunder. Jeg fik kun 4 i mit speciale. Jeg har sagt 7 til flere i mit netværk. Det var løgn. Jeg havde også to fjumreår før Uni. Privat er jeg en slags kattedame – bare med kanin som fortegn. Jeg dyrker ikke motion, og jeg spiser for dyrt og dårligt.

Det er mig.

Og det er det her også:

Mit navn er Nathalie, og jeg er digital chef i LEAD Agency, hvor jeg er ansvarlig for virksomhedens digitale team og er en del af den daglige ledelse. Jeg er fast kommentator i Go’ Morgen Danmark, og jeg er, hvad Berlingske Business kalder ’Talent 100’ årgang 2017. Jeg har skabt virale succeser og lagt strategier for offentlige og private kunder. Jeg er cand.mag. i Retorik. Jeg har kun haft én sygedag de sidste 4 år, og min kanin har mere succes på Instagram end dig.

Historie nummer et og historie nummer to

For nylig holdte jeg oplæg for et netværk hos Djøf. Det handlede om min karrierevej. Jeg blev bedt om at fortælle om min ”vej til succes”: Hvad har jeg gjort rigtigt? Og hvilke råd vil jeg give til fremtidens potentielle karrierekometer?

Jeg fokuserede selvfølgelig på at fortælle min historie nummer to. Det er klart. Det er også det, jeg til dagligt træner og rådgiver kunder i.

Men alligevel er det altid de elementer af historie nummer et, jeg vælger at dele, som for alvor får folk til at spidse ører. Fordi tilskuerne kan mærke, der er noget på spil, og fordi det bryder med forventningerne til, hvad sådan et oplæg byder på. Det skaber et intimt rum, og det trækker opmærksomhed. Og så er det bare mere ærligt.

Fejltrin og ups’ere får folk til at lytte

Historierne om fejltrin, slag og ups’ere er der, hvor vi lærer noget om os selv. Det er gammel vin. Men er her de nye flasker til den pointe: Vi skal fortælle den til andre. Og det er der tre årsager til. Det skal vi gøre fordi:

• Så fylder historien mindre for os selv. Den negative fortælling optager simpelthen mindre plads i bevidstheden. Og man trækker følelserne ud af historien og kan bruge den konstruktivt.
• Fordi historien er pisseinteressant! En lige linje er normal. Det er, når der er udfald, og det går op og ned, at der er en reel historie. En læring. Og det siger meget om mennesker, hvordan de agerer i de situationer.
• Den gør os skarpere på, hvad vi vil finde os i, og hvor personlige grænser og svagheder er. Det værste er folk, der tror, de kan noget, de ikke kan. Er man selv bevidst om, hvor man har huller, så er man langt!

Jeg har holdt en del karriereoplæg for nyuddannede i branchen, og hver gang gør jeg mig samme erfaring: Gør man sin personlige elevatortale mere nuanceret, så er chancen for, at man bliver hørt, også større.

Et nærværende ærligt menneske

Det kan være svært at formidle sig selv om en succeshistorie. Det har jeg efterhånden lært at gøre, men jeg bliver stadig mere bevidst om, at grunden til, at jeg kan gøre det med troværdighed, er, at jeg har sluttet fred med bagsiden af medaljen – og faktisk også har valgt at brande mig på den.

Jeg brander mig på, at jeg har fejl. Det er ikke et kalkuleret og kynisk valg. Jeg gør det som en slags overlevelsesstrategi, fordi jeg ellers ville bruge fejlene til at holde mig selv nede. Ved at dele det utjekkede og det, jeg ikke er stolt af, får jeg frigivet den energi, jeg ellers ville bruge på at holde historierne private.

Jeg bruger det også aktivt i min rådgivning – fordi kunderne typisk også foretrækker at få rådgivning fra et nærværende, ærligt menneske fremfor en perfekt skabelon. Med den tilgang håber jeg, at mine kollegaer og kunder ved, hvad de får, og hvad de ikke kan få af mig.

Kæmp ikke for at være noget, du ikke er

Men tilbage til oplægget for netværket for en kort bemærkning. Noget af det, der altid præger de opfølgende spørgsmål fra salen, er nemlig, hvordan man så kan blive ”mere sulten, opmærksom, offensiv (fortsæt selv rækken)” – ofte noget andet, end man er i forvejen.

Og her er min pointe tilsvarende navlefokuseret, fordi: Ja, det er vigtigt at lytte til kollegaer, chefer eller jobcenteret og tage feedback ind – men det er fandeme også vigtigt at huske sig selv. Og stå ved, at man er en loyal penalhuspige, og bruge det til noget. Jeg har i hvert fald selv erfaret, at hvis man hver dag tager kampen op for at være det modsatte af, hvem man er, så bliver det fuldstændig udmattende.

Og inden jeg falder i min egen fælde og fremstår som et uperfekt-perfekt glansbillede, vil jeg indskyde, at det her også stadig er en proces for mig: At der er historier og nuancer, jeg burde dele, som jeg stadig ikke er klar til at dele, og der er ting, jeg skjuler ubevidst. Det her indlæg er i sig selv et skridt på vejen hen mod mere åbenhed og perspektiv i brandingen af mig selv.

Med det sagt, vil jeg slutte med en påstand: Vi opfatter personlig branding som noget svært eller uoverskueligt, fordi vi tror, at vi skal være nogle andre, end vi er.

Og DET er en fejl!