Forleden delte et familiemedlem en artikel på Facebook fra Den Korte Avis. Artiklen handlede om en kvinde i Sverige, der følte, at hendes boligkvarter blev styret af muslimer. Kvinden var den eneste kilde, der indgik i historien, og hendes påstande stod uden hverken modsvar eller nuancering fra andre kilder. Og der lød selvfølgelig diverse ramaskrig, da facebookkrigerne strøg til tasterne i kommentarfeltet.
På journalisthøjskolen lærer vi, at artikler skal baseres på flere kilder. Vi lærer, at en påstand ikke kan bringes u-understøttet. Påstår man således, at muslimer krænker svenskere i deres kvarter, så skal der være flere kilder, der understøtter det. Samtidig er det fordelagtigt at inddrage en forsker, der kan nuancere og perspektivere emnet. På den måde undgår man den famøse journalistiske stramning.
Vi bliver også undervist i at forholde os kritisk til den kilde, vi interviewer. Den svenske kvinde udtaler i artiklen, at indvandrere får flere penge, end de har ret til. Som eksempel nævner hun, at hun ofte ser somaliske kvinder med helt nye barnevogne. Et bud er, at den svenske kvinde ikke ved ret meget om somaliske kvinders økonomi, og derfor er det forkert, at hun får lov at udtale sig om det.
Fremmedfjendske facebookkrigere spiser artikler som denne råt. Det er benzin på et brændende bål, og det ødelægger debatten, at journalister lader oplysninger og meninger gro, uden at nogen er kritiske over for det. En debat uden fakta er ikke en givende debat, og den bidrager ikke til løsninger.
Mennesker uden udgangspunkt for at forholde sig kritisk til, hvad de læser, vildledes af forkerte eller overdrevne historier og risikerer at forholde sig til usande oplysninger, som var de fakta. Vi kan ikke forhindre dårlige artikler i at blive delt, men det bør være en del af det journalistiske arbejde at give mediebrugeren en mulighed for selv at forholde sig kritisk til, hvad hun læser, og det vil i sidste ende bidrage til en mere konstruktiv debat.
Sabina Louise Nesheim, journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Den Korte Avis har ikke ønsket at svare på kritikken.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.