DEBAT: Medierne er i krise, og med internettet og sociale medier er der ingen, der længere vil betale for nyheder. Sådan lyder forklaringen ofte på de mange mediers blødende læser- og seertal. Men det er ikke, fordi folks hang til den gode historie mangler. ”Longreads” er fx nogle af de mest læste historier nogensinde på dagblade som Politiken og Berlingske. Og tendenserne er de samme i lande som Norge og USA. Folk lader altså ikke til at være skræmt væk af det lange format. Tværtimod. Det kan pege i retning af, at mediernes vej ud af krisen er at gentænke sig selv som mere og andet end overfladiske og hurtige nyheder.
Derfor er det opmuntrende, at flere og flere danske journalister prøver kræfter med longread-genren etnografisk journalistik. Det viser mit speciale fra juni 2018, der undersøger, hvordan seks udvalgte danske journalister trækker på genren. De tæller DR-journalist Anders Agger, Informations Line Vaaben, Zetland-journalist Sara Alfort, freelancejournalist Nana Toft, krigskorrespondent og freelancejournalist Nagieb Khaja samt freelancejournalist Steffen Stubager, der er på en længere rundrejse i Afrika og udgiver en bog om sine rejseoplevelser.
Etnografisk journalistik er en hybridgenre, der kombinerer etnografiens – mest kendt som antropologiens – metode med journalistisk formidling. Her benytter journalisten sig af deltagerobservation, også kaldet feltarbejde, til at komme tæt på og deltage i kildernes hverdag for at forstå deres virkelighed indefra. Man bor derfor ofte sammen med kilderne og er en del af deres liv igennem længere tid. Det kan spænde fra uger til måneder – og år. Hverdagsfænomener og det ”almindelige” er derfor i centrum frem for sensationer og konflikter som i nyhedsjournalistikken. Det bliver typisk til længere journalistiske fortællinger, hvor journalisten kan vælge at bringe sit eget jeg i spil.
Nye takter – med freelancerne i spidsen
Anne Kirstine Hermann er journalist og antropolog og udgav i 2015 ph.d. om etnografisk journalistik i USA. Ifølge hende er genren primært et amerikansk fænomen, der endnu ikke har slået rod i Europa.
Men mit speciale viser andre takter. De seks danske journalister trækker alle stærkt på etnografisk journalistik, når det kommer til, hvad de gerne vil opnå med de produktioner, jeg har stillet skarpt på. Også selv om de ikke alle direkte identificerer sig med genren. Her har de en ambition om at forstå kildernes virkelighed i dybden og gøre op med især nyhedsmediernes stereotype og endimensionelle fortællinger. Fx om romaerne som folkeslag og Taliban-bevægelsen, som Nana Toft og Nagieb Khaja har beskæftiget sig med, henholdsvis i artiklen 'ROMA-RAGNAROK' udgivet i Jyllands-Posten i 2016 og i Zetland-singlen 'Seks dage med Taliban' fra 2015. Alle journalister forsøger desuden at have en åben, fordomsfri og empatisk tilgang til kilderne og bruge lang tid i deres selskab – helt i den etnografiske journalistiks ånd.
Men så stopper ligheden med genren også der. For det varierer, hvor meget de involverer sig i kilderne. Her er det påfaldende, at det er freelancejournalisterne Nana Toft og Steffen Stubager, der går tættest på og dermed trækker mest på genren. De fortæller begge, hvordan freelancetilværelsen gør det muligt at realisere projekter med præg af etnografisk journalistik. For ”hvem på de etablerede medier får fjorten dage til Sofia, hvorefter man kommer hjem og laver én lang fortælling?” spørger Nana Toft fx retorisk.
Selv om Informations Line Vaaben beskriver at sidde i ”en luksusstilling”, hvor hun primært laver de lange formater, skal hun som fastansat stadig levere til det ugentlige tillæg med korte formater. Også Zetland-journalist Sara Alfort skal til daglig levere nyhedshistorier – omend de har et længere format end på andre medier, hvilket begrænser, hvor meget hun kan dedikere sig til genren. Hendes single 'De gode mæslinger' fra 2015, som jeg har fokuseret på i specialet, er også fra hendes tid som freelancer for Zetland, inden det overgik til dagligt nyhedsmedie.
Etnografisk journalistik bygger broer
Det er altså freelancejournalisterne i mit speciale, der trækker mest på etnografisk journalistik. På mange måder indikerer det de etablerede mediers forsigtighed over for andre genrer end de nyhedsrelaterede. Og det er måske ikke underligt, da nyhedsgenren ifølge Michael Bruun Andersen, lektor i journalistik på RUC, kan beskrives som et decideret ”journalistisk paradigme”, der dominerer journalistikkens tænke- og arbejdsmåde. Sådan lød hans dom tilbage i 2007 i artiklen 'Om journalistik'.
Mit speciale viser konturerne af, at tingene ikke har rykket sig meget siden da. Men på mig virker det besynderligt, at nyhedsgenren fylder så meget i medierne, når publikum kan få de ”samme” nyheder gratis hos B.T. Metro eller dagens.dk. Og det kunne tyde på, at de hungrer efter noget andet. Jeg er klar over, at de ord kan få manges indre publicist til at skælve. Men i mine øjne behøver dét at imødekomme, at folk, potentielt, ønsker mere af longread-genren, og at bedrive seriøs journalistik ikke at udelukke hinanden. Og etnografisk journalistik kan være en mindst lige så seriøs og betydningsfuld genre som nyheder.
Især i vores polariserede tid med krig om fakta og store skel mellem land og by og den politiske højre- og venstrefløj. For som genre giver den sig tid til at male nuancerne frem og sætte sig ind i ”det fremmede” ved at gå tæt på og involvere sig i kilderne uden at stemple på forhånd. Dermed er etnografisk journalistik med til at gøre os klogere i stedet for at grave grøfter. Den er enormt tidskrævende, ja. Men mange mediers økonomisk pressede situation kan måske netop være en grund til at tænke nyt. Også selv om det kan virke som et sats og økonomisk indhug på den korte bane at give journalisterne mere tid. For på den lange kan det blive en yderst værdifuld investering – med stort afkast på flere fronter.
Gentænk de journalistiske kerneidealer
Men jeg er ikke blind over for de problematiske sider af genren – set med journalistiske briller. For det at gå tæt på kan udfordre idealet om distance til kilderne, der er vævet tæt sammen med ansvaret over for at varetage offentlighedens interesse. Derfor er man også nødt til at gentænke distance-idealet, hvis etnografisk journalistik skal have en chance for at slå rod i Danmark. For det nytter ikke noget at holde kilderne ud i strakt arm, hvis man gerne vil have det unikke og dybe indblik i deres liv.
Men der må være en grænse for, hvor tæt på man skal gå som etnografisk journalist. For i sidste ende har man stadig et ansvar over for offentligheden. Derfor er man som journalist der også for historiens – og ikke kildernes – skyld, hvormed man ofte forsvinder ud af deres liv igen. Desuden kan det at komme (for) tæt på gøre det svært at formidle historien bagefter, da man risikerer at miste det iagttagende blik.
Så der er mange gode grunde til ikke helt at vende det ædle distance-princip ryggen som etnografisk journalist. Derfor skal man finde en balance mellem at involvere sig og undgå at blive venner med kilderne.
Jeg har ikke opskriften på, hvordan man finder den balance med mit speciale. Den skal man bruge sine journalistiske fingerspidsfornemmelser og etiske kompas til at finde frem til.
Louise Egholm Burcharth er uddannet cand.comm. i journalistik og socialvidenskab fra Roskilde Universitet. Hun har derudover en bachelor i sociologi fra Københavns Universitet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for et godt og spændende indlæg. Jeg skrev selv speciale om et relateret emne, nemlig slow journalism, i 2015, og mulighederne for at denne type journalistik kan slå igennem i Danmark.
http://studenttheses.cbs.dk/bitstream/handle/10417/5678/simon_haugaard_corydon.pdf?sequence=1