For nylig blev jeg inviteret på kaffe hos en tidligere kollega, der for nogle år siden forlod sin gode, faste stilling for at blive selvstændig journalist og kommunikatør med hjemmekontor, fakturering og revisor. Hun er glad for sit arbejdsliv – for fleksibiliteten, variationen i opgaver og en indtægt, der de fleste måneder nogenlunde svarer til den, hun havde som fastansat.

Hun er en af de mange DJ-medlemmer, der arbejder ’atypisk’ – et træls ord, som i mangel af bedre bliver brugt, selv om det efterhånden er meget typisk ikke at have én fast arbejdsgiver, kantineordning og overenskomst.

Flere end hver fjerde medlem af DJ arbejder som freelancer, selvstændig, kombinatør eller i en endeløs række af tidsbegrænsede projektansættelser. En stor del har positivt tilvalgt den måde at arbejde på, fordi de foretrækker at være chef i egen virksomhed. Andre føler sig tvunget af nødvendigheden.

Desværre er vores lovgivning ikke fulgt med den måde, som flere og flere arbejder på. Hverken dagpenge- eller barselsregler passer til de fleksible arbejdsformer. Det presser DJ på sammen med andre faglige organisationer for at ændre.

En ting er ufleksibel lovgivning. En anden forhindring, som nogle DJ-freelancere oplever, ligger i vores egne hænder: Den manglende forståelse fra fastansatte kolleger.

Min gamle kollega fortalte mig, at nogle fastansatte kolleger mangler en grundlæggende forståelse for, hvad der er rimeligt at betale en freelancer for et stykke arbejde. For det går ikke at dividere en månedsløn med 160 for at få en fair timeløn. Langtfra. 

Omvendt hører vi fra tillidsfolk, at de mangler viden om og indsigt i de forhold, som freelancere arbejder under på deres arbejdsplads. Og så er det svært at rådgive eller forhandle bedre vilkår.

En intern arbejdsgruppe har de senere måneder diskuteret, hvordan DJ kan styrke samarbejdet mellem faste og frie, der er tilknyttet samme arbejdspladser. Vi vil så gerne have, at den gensidige forståelse og solidaritet er til stede på mediearbejdspladserne, og at vi i højere grad opfatter hinanden som kolleger uanset ansættelsesform.

Nogle steder fungerer det upåklageligt allerede i dag. Her er freelancere med i medarbejderforeningen – sådan som man bør ifølge forbundslovene, når man har mere end 80 procent af sin indtægt fra en arbejdsplads – og tillidsrepræsentanten opfatter sig som repræsentant for alle. Den praksis vil vi gerne have udbredt, for kun ved at rykke tættere sammen og dele viden om vores vilkår kan vi løfte hinanden.

Ansvaret er delt, men interesserne er sammenfaldende: Freelanceren bør være åben om honorarer og øvrige vilkår for ikke at underbyde. De fastansatte må indse, at hvis en freelancer er for billig, skader det ikke alene vedkommendes økonomi, men i sidste ende også de fastansatte selv, fordi det bedre kan betale sig at veksle faste stillinger til løse tilknytninger.

Det er ikke bare solidarisk, det er også sund fornuft.