search

Debat: Fagforening for og med medlemmerne

”Vi er nødt til at flytte os og træffe nogle svære beslutninger for forbundet i et højere tempo, end vi tidligere har været vant til,” skriver DJ's næstformand, Jakob Ponsgård

I takt med at fagbevægelsen ”har sejret ad helvede til”, og fordums store samlende mærkesager er stadfæstet ved lov, er forventningerne til fagforeningerne også blevet anderledes. I højere grad ses fagforeninger som leverandører af faglige serviceydelser for kontingentmidler og i mindre grad som kamporganisationer, drevet af solidaritet og engagement.

Nu står vi så igen i en situation, hvor den hektiske virkelighed gnaver os i anklerne, hvor fyringsrunder i de store mediehuse skaber fortvivlelse og forandringer, og hvor vi må stå sammen for at kæmpe imod prekariseringen og de andre trusler fra det nye mediearbejdsmarked. Behovet for at udvikle os som forening og som fagligheder for at kunne håndtere de enormt forskelligartede arbejdssituationer, som vores medlemmer vælger – eller tvinges ud i – er enormt.

Ambitionen om at tænde ilden under et medlemsdemokrati og få det til at blomstre på ny kræver, i mine øjne, at vi stiller skarpt på en inspirerende pointe, som jeg har tyvstjålet fra bogen ’Deltagereffekten’ af Rune Bastrup, Bjørn Hansen m.fl. En pointe, som mange andre fagforeninger har arbejdet målrettet med i længere tid, nemlig at: ”En moderne fagbevægelse må gå på to ben: Både for og med.”

Altså må vi forholde os til, hvornår vi er fagforening for vores medlemmer, og hvornår vi er fagforening med vores medlemmer, hvis vi vil styrke engagementet og det faglige fællesskab.

Der uddybes i bogen:

”Det ene ben repræsenterer og forhandler, det andet ben organiserer, involverer og hæver stemmen for at opnå øget styrke og bedre resultater. Det ene ben giver styrke til det andet – og begge er afgørende for at videreudvikle en fagforening, der kan svare på tidens udfordringer.”

Omskrevet til Dansk Journalistforbund:

Vi skal handle for: Være forhandlingspart og repræsentere vores godt 18.000 medlemmers interesser politisk og over for arbejdsgivermodparter. Være serviceorgan og kontinuerligt skærpe vores viden om medlemmernes vilkår, så vi fortsat kan gøre en konkret forskel for dem, der har brug for hjælp.

Vi skal handle med: Vi skal inspirere og støtte vores medlemmer til, sammen, at turde gå i kødet på og overvinde forhindringer, der ellers virker uoverkommelige. Træne tillidsrepræsentanter og ambassadører til at organisere medlemmerne i ultra-lokale netværk på og uden for arbejdspladser, så de kan hjælpe hinanden med de udfordringer og behov, der er allertættest på deres egen hverdag.

Netop i denne fordeling mellem, hvad der er for, og hvad der er med medlemmerne, skal vi også tage diskussionen om, hvorvidt vores struktur stadig er hensigtsmæssig for det, vi gerne vil opnå.

Specialgrupperne er på vej i den rigtige retning til at kunne være den faglige ballast og repræsentation, som medlemmerne har brug for – men hvis kredsene fortsat skal forblive relevante, så tror jeg, dette er deres mulighed for at sætte sig selv i spil som det samlende, geografiske organiseringsorgan. Man kunne forestille sig, at kredsene kunne få nyt liv og mening ved at være dér, hvor TR, meningsdannere og ambassadører kan samles og sammen udvikle, hvordan man bedst organiserer og inspirerer i netop deres del af landet med de udfordringer og den medlemssammensætning, der tegner området.

En ting er i hvert fald sikkert: Vi er nødt til at flytte os og træffe nogle svære beslutninger for forbundet i et højere tempo, end vi tidligere har været vant til. Og det kræver, at vi sammen udviser et organisatorisk mod og går til forhandlingsbordet med en fælles vilje til forandring og nytænkning. Også når det gør ondt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen