Debat: Facebooks censur

Der er grund til at diskutere det rimelige i, at DJ og en lang række medier og offentlige institutioner bruger Facebook, mener Niels-Martin Methmann

Niels-Martin Methmann, journalist

Facebook udøver censur. Det er efter min mening en kendsgerning, og da censur ikke kan gradbøjes, er der ikke grund til at diskutere arten, rimeligheden, baggrunden eller effekten af Facebooks censur. Der er derimod grund til at diskutere det rimelige i, at DJ og en lang række medier og offentlige institutioner bruger Facebook. Ved at bruge mediet accepterer brugerne den censur og den begrænsning af ytringsfriheden, som Facebook udøver. Facebook kan naturligvis redigere, som de vil, og nogle vil mene, at Facebook blot redigerer, som ethvert andet medie også gør. Sådan er det ikke. Facebook er et massemedie, som på forhånd sætter andre grænser for ytringsfriheden end de ved lov givne.         

Grænserne er opstillet med afsæt i det forfærdelige begreb ”fællesskabsfølelsen” og betegnet ”fællesskabsregler”.

Da Eriksminde Efterskole udfordrede Facebook ved at photoshoppe pigebryster over på drengekroppe og omvendt, reagerede Facebook prompte med censur. Dog med den undtagelse, at mænds bryster ikke bliver censureret af Facebook, men det gør kvinders. 

Censur er næppe det store problem for kommuner og offentlige institutioner som fx DSB. Men det er eksklusion af dem, der ønsker at deltage i debatten på de offentlige sider. De, der ikke vil acceptere Facebooks betingelser, kan ikke deltage i debatten. 

I Facebooks fællesskabsregler står om nøgenhed blandt andet – mine understregninger:

”Vi fjerner fotografier af personer, der viser deres kønsdele eller fokuserer på fuldt synlige baller. Vi begrænser også visse billeder af kvindebryster, hvis brystvorten er synlig … Begrænsningerne på visningen af både nøgenhed og seksuel aktivitet gælder også for digitalt oprettet indhold, medmindre indholdet slås op med uddannelsesmæssige, humoristiske eller satiriske formål. Eksplicitte billeder af samleje­situationer er forbudt. Levende beskrivelser af seksuelle udskejelser kan også blive fjernet.”

Ovenstående bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mennesker, der beskæftiger sig med demokratisk debat. DJ, danske medier og offentlige institutioner må tage afstand fra ytringsfrihedens begrænsning og fjerne sig fra mediet. Skulle de medieansvarlige mene, at Facebooks ”fællesskabsregler” alene er udtryk for ret til at redigere, bør de overveje, om de vil gå i seng med et medie, der forlods fjerner billeder af kvinders brystvorter.

Vil DJ, DR, DSB med flere miste noget ved at slette deres profiler? Utvivlsomt. Sikkert meget, men historien er fuld af eksempler på flertal med usympatiske holdninger – fællesskabsfølelser – der er gået hårdt ud over mindretal med andre holdninger. Og så må man vælge. 

Svar til Niels-Martin Methmann

Troels Johannesen, kommunikationschef, DJ 

Kære Niels-Martin Methmann

I DJ er vi stærkt kritiske over for Facebooks regler om nøgenhed, og den måde nøgenhed censureres på. Det har DJ tidligere været i dialog med Facebook om i forbindelse med Peter Øvigs problemer med censur af billeder fra Hippie-bøgerne. Den sag har vi også kritiseret Facebook for offentligt.

Generelt skal vi og andre organisationer være meget opmærksomme på ikke at lægge alt vores indhold og debat på Facebook, fordi man så bliver alt for afhængig af Facebooks betingelser og krav.

I DJ kender vi Facebooks og andre sociale mediers betingelser indgående, fordi vi blandt andet hjælper medlemmer med ikke at overtræde reglerne. Det gør også, at vi er meget bevidste om, hvordan vi bruger Facebook til at trække opmærksomhed til vores budskaber.

I den forbindelse må vi sige, at sociale medier er så udbredt blandt DJ’s medlemmer og danskerne i almindelighed, at de også fremadrettet vil spille en væsentlig rolle for, at medlemmer og andre, vi gerne vil kommunikere med, ser vores budskaber. Det betyder ikke, at vi lukker øjnene for de problemer, der er ved at kommunikere gennem Facebook. I DJ vil vi altid være kritiske brugere af Facebook og vil i øvrigt kontinuerligt forsøge at påvirke Facebook, så virksomheden får en anden politik, hvad angår at censurere brugernes indhold. 

0 Kommentarer