I sin ny bog, ’Hymne til friheden’, beskriver redaktør Flemming Rose forskellen mellem almindelig høflighed – etikette – og selvcensur ud fra en samtale, han har haft med den franske satiriker Plantu i forlængelse af mordene på ugemagasinet Charlie Hebdos ansatte.

”Når jeg er sammen med min hustru, er det noget, jeg selv har valgt, ligesom jeg frivilligt vælger en omgangsform. Og når jeg går på restaurant, spiser jeg ikke med fingrene, men med kniv og gaffel. Det er etikette. Selvcensur er noget andet. Jeg siger: Jeg har lyst til at sige dette offentligt, men jeg gør det ikke, fordi jeg er bange for, hvad der sker mig, hvis jeg siger det, hvis jeg ytrer den holdning, hvis jeg laver den tegning, hvis jeg udgiver den bog, hvis jeg udstiller det maleri, hvis jeg har den episode med i min film. Selvcensur er styret af frygt, mens gode manerer og etikette er noget, man frivilligt følger.”

Bogen er udgivet i anledning af et sørgeligt jubilæum. Sørgeligt for de involverede, ophavsmændene til 12 satiretegninger bragt i Jyllands-Posten 30. september 2005 efter anmodning fra daværende kulturredaktør Flemming Rose, for hvem jubilæet også er sørgeligt al den stund, at han erkender, at han af samme årsag vil være under bevogtning resten af sit liv.

Men det er også et sørgeligt jubilæum, fordi Muhammed-tegningerne cementerede polariseringen i samfundet; med støtte i et påstået overgreb mod muslimer anvender yderligtgående muslimer tegningerne til at angribe budbringerne af tegningernes budskab.

Og da det sker samtidig med, at den vestlige verden i særdeleshed, men som sådan hele kloden i almindelighed, i stigende grad bliver multietnisk og multikulturel, så er det så sørgeligt at opleve, at det multikulturelle ikke indeholder evnen til at acceptere forskelle, men tværtimod fastholder viljen til at ville udjævne de samme forskelle og skabe ét billede af alle kulturer.

På et lukket heldagsmøde hos Danske Bladtegnere den 26. september – en masterclass med besøg af tegnere fra USA og Norge, med i alt næsten 35 tegnere på Den Sorte Diamant i København – fik jeg syn for sagen omkring konsekvenserne.

Mødet var blevet annonceret via personlige henvendelser, og det blev ikke omtalt offentligt. I løbet af lørdagen, hvor jeg havde den store ære at byde velkommen til deltagerne, skulle de forblive i samme rum og samme lukkede del af Det Kgl. Bibliotek.

Ingen måtte skrive om oplevelserne på Twitter, Facebook eller andre sociale medier i løbet af dagen, og det hele blev til overflod dækket op af adskillige betjente fra PET.

Det er sørgeligt, at det er kommet dertil. Jeg forstår ikke, at ytringer, tegninger og artikler om profeten Muhammed – eller for den sags skyld andre religiøse, politiske og kulturelle ledere – kan blive anledning til dødstrusler og mord.

Men jeg må nødtvungent og sørgmodigt konstatere, at det er sådan.

Dagen efter bladtegnernes masterclass havde dagbladet Politiken et større interview med tidligere chefredaktør Carsten Juste fra Jyllands-Posten. Den nu pensionerede bladmand lever under bevogtning på en anonym adresse i Aarhus.

I gennemgangen af forløbet op til offentliggørelsen af tegningerne i avisen 30. september omtaler Juste den ledsagende tekst til avissiden med tegningerne, og han erkender, at den ”kunne udlægges sådan, at vi mener, at man uden videre kan håne og spotte og latterliggøre”.

Det er og var ikke tilfældet, pointerer Carsten Juste:

”Men den forståelse forudsætter, at teksten bliver læst i sin helhed, og det ved vi, at journalister, politikere og mange andre kan have svært ved.”

Det er en væsentlig pointe, mener jeg. Ytringer, tegninger og billeder bliver i stigende grad i den globale landsby trukket ud af kontekst og kan med få klik ekspederes rundt i verden. Det var, hvad bladtegnerne diskuterede – risikoen for at blive misforstået – og det bør man holde sig for øje.

Vi kan, med ytringer, tegninger, artikler og åben debat, forhåbentlig påvirke opfattelsen, så de følgende generationer ikke vil gribe til våben, når de ser en satiretegning.

Forudsætningen for dette er, at vi fortsætter ad dialogens vej. I respekt for hinanden, men også med respekt for det frie ord – uden selvcensur, men gerne med god etikette.

Lars Werge er formand i Dansk Journalistforbund