Et lille, men spændende hjørne af den danske mediestøtte er den såkaldte etableringsstøtte til nye medier. Det er en enestående nyskabelse; jeg kender ingen andre lande, der har sådan én, heller ikke Norge og Sverige, som ellers giver heftig mediestøtte.

Formålet med etableringsstøtten er, ”at pluralisme og innovation i mediebilledet skal understøttes”; sådan er det beskrevet i lovtekstens bemærkninger, og det understreges flere gange, at ordningen skal være risikovillig, selv om man også skal se på ”bæredygtigheden i projektet”, når man giver støtte – altså om der kan forventes at komme et levedygtigt medie ud af det.

Eller som den socialdemokratiske ordfører, Mogens Jensen, udtrykte det under førstebehandlingen i oktober 2013: ”Det er en pulje, der skal sikre mulighed for, at også nye medier kan udvikles, og at mangfoldigheden i det danske mediebillede kan bevares.”

Man kan læse om ordningen her, og Folketingets arbejde med loven kan man studere her.

Jeg har spurgt i Kulturministeriet, om man har tænkt sig at gennemføre en evaluering af etableringsstøtten, men det er der ingen planer om.

Og så må jeg jo selv i gang.

Hvem fik hvad

Da jeg ikke har et helt ministeriums analysekapacitet, har jeg valgt at nøjes med at kigge på de 15 projekter, der fik deres første bevilling i 2015; det er to år siden, og to år er nok til at bedømme, om et medie er på vej til at kunne klare sig. Jeg holder mig til selve etableringsstøtten, og jeg tæller supplerende bevillinger givet i 2016 med.

I 2015 blev der i øvrigt givet afslag til 33 ansøgninger om etableringsstøtte; kun hver tredje ansøger fik altså penge. Her er oversigten:

Føljeton: 4.400.000 kr.

Zetland: 4.350.000 kr.

Koncentrat (3 Minutter): 3.163.005 kr.

Bias: 2.200.000 kr.

Goldberg.nu: 1.400.000 kr.

HavneFront: 1.433.646 kr.

Silkeborg Nyt: 492.800 kr.

Minartikel.dk: 200.000 kr.

Projekt ABC: 200.000 kr.

Substans: 200.000 kr.

Doxa: 150.000 kr.

Korrespondenterne.dk: 100.000 kr.

Tyskland Watch: 99.443 kr.

My Daily Space: 95.000 kr.

105.dk: 54.000 kr.

Otte af navnene er markeret med fed skrift og link; det er dem, jeg har kunnet se er i drift som medier i dag.

Otte ud af 15 er vel ikke så ringe for en støtteordning, som skal være risikovillig, især da to af de overlevende, Føljeton og Zetland, har en del ansatte, og fra i år også får regulær produktionsstøtte og dermed officielt er ude af opstartsfasen. Alene Zetland brugte i 2016 9,8 millioner kroner på personaleomkostninger.

En ting springer i øjnene: De overlevende er typisk dem, som har fået store støttebeløb. Så en foreløbig konklusion kunne være, at med etableringsstøtte skal man klodse, ikke klatte; store projekter med store budgetter har større overlevelseschancer end småprojekter.

Status for overleverne

Men at være i live er jo ikke det samme som at være levedygtig. Her kniber det mere. Zetlands 2016-regnskab er blevet grundigt omtalt, for eksempel her. Underskuddet blev på 7,6 millioner.

Men tilsyneladende går det den rigtige vej: Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, sagde i februar sidste år, at man havde 7.000 abonnenter og skulle op på 16.000-17.000 for at løbe rundt, og i december sagde hun, at man nu havde rundet 10.000 abonnenter. Det svarer til en vækstrate på 50 procent per år, og holder man den, så kan man faktisk blive lønsom i 2019.

Føljetons økonomi ved vi ikke så meget om endnu; i 2016 gav man underskud. Selskabet bag Koncentrat har ikke aflagt regnskab endnu, men står registreret til at have to-fire ansatte; også her er man altså i drift. Man har en forretningsmodel i form af abonnementsbetaling for et produkt rettet mod folkeskoler.

Bias har ikke noget selvstændigt regnskab; det udgives af Kommunikationsforum. Men hvad forretningsmodellen end er, så må den være utraditionel: Der opkræves ikke abonnement, og der er ingen annoncer. Silkeborg Nyt har heller ikke eget regnskab; det er et site drevet af Midtjyllands Avis, som det også deler stof med, og kan vel knap kaldes et selvstændigt medie. Der er et par annonceplaceringer, og jeg er i tvivl om, om det kan betale for de tre redaktionelle årsværk, et medie skal have for at være berettiget til almindelig produktionsstøtte. Siden er ikke med i Dansk Online Index, så trafiktallene kender vi ikke.

Goldberg ser aldrig ud til at være blevet andet end et con amore-medie; der er få annoncer, intet abonnementskrav og en opfordring til at donere penge.

Havnefronten – som i øvrigt er en gammeldags lokalavis på papir – gav underskud i seneste regnskab, som er fra 2016, så her er også et stykke vej. Men forretningsmodellen er der, og den er traditionel: Papirannoncer.

Endelig er der My Daily Space, hvis forretningsmodel omfatter annoncer og sponseret indhold. Kan det leve? Det har i hvert fald folk ansat; personaleudgifterne i det seneste regnskab svarer vel til to årsværk, og indtægterne var stigende. Men også My Daily Space gav underskud.

Så hvad er status? Ingen af medierne er overskudsgivende endnu, og det er tvivlsomt, om mere end et par stykker nogensinde bliver det. Bæredygtighed kan i hvert fald ikke nås på de tre år, der maksimalt gives etableringsstøtte i.

Journalistisk bæredygtighed?

Og så er der den journalistiske bæredygtighed. Zetland og Føljeton har Mandag Morgens chefredaktør, Lisbeth Knudsen, regnet af med; de er ifølge hende ”klubmedier”, eller som det lidt høfligere er udtrykt af mediekommentatoren Lasse Jensen: De er ”medier, der klart henvender sig til de samfundsinteresserede, der i forvejen er ret velorienterede”.

Silkeborg Nyt er ikke spor nyt; det er traditionel lokaljournalistik. Det er Havnefronten også, selv om det selvfølgelig er nyt at udgive et fælles medie for folk på begge sider af Havneløbet i København, fra Sluseholmen i syd til Nordhavn i nord.

Er der slet ikke noget lyspunkt? Intet medie med en begribelig forretningsmodel og et indhold, som peger i retning af den mangfoldighed, Mogens Jensen gerne ville fremme? Jeg kan kun få øje på ét projekt, nemlig My Daily Space, som henvender sig til unge kvinder. Der er godt nok meget stof om mode og skønhed, men også artikler om den truende offentlige storkonflikt og USA’s våbenglæde.

My Daily Space søgte i 2016 om ekstra etableringsstøtte oven i den første beskedne forundersøgelsesbevilling.

Medienævnet gav afslag. Ifølge mediets ejer, tidligere Aller-direktør Per Ingdal, var Medienævnet ikke ”overbevist om, at hovedparten af artiklerne på sitet vil omhandle politisk, økonomisk eller kulturelt indhold”.

Et andet lille medieprojekt, jeg kender til, men ikke vil nævne navnet på her, fik i 2017 afslag med den begrundelse, at ”det er nævnets vurdering, at det er tvivlsomt, om mediet i tilstrækkelig omfang har et indhold, som består af beskrivelser af danske samfundsforhold eller har et dansk perspektiv på udenlandske begivenheder henset til mediets samlede indhold”.

Sådan er kravene i loven nemlig. I et læseværdigt høringssvar skrev Zetland i 2015, at hele mediestøtteordningen er udformet, så man reelt skal være en slags avis på nettet for at få støtte. Erhvervsmedier skal derfor også ud og finde på noget kulturstof for at få støtte, og medier, der skriver om udlandet, skal endelig huske den danske vinkel.

Det er der jo ikke megen innovation i.

Måske er det klogeste og mest forudseende, der er sagt om denne ordning, de ord, der faldt fra Liberal Alliances ordfører under Folketingets førstebehandling:

”Danmark jo er et rigtig lille land, og nu nedsætter man så sådan et medienævn – er det ikke det, det hedder? – som så skal sidde og uddele innovationsstøtte og andre ting. Vi mennesker er indrettet på den måde, at vi drejer næsen hen i den retning, hvor der er puljer, der kan søges, og min erfaring er, at det ikke fremmer innovation. Innovation er benhårdt arbejde, innovation er noget, der koster blod, sved og tårer, og noget, som kan skabe underskud i en lang årrække. Innovation skabes ikke, ved at vi i dette lille land har et nævn – jeg tror næsten, at jeg ville kunne sætte navn på de mennesker, som kommer til at sidde i sådan et nævn, og jeg vil bare sige, at det ikke er fremtidens folk.”

Ordføreren hed for resten Mette Bock; i dag er hun kulturminister.

Reformforslag

Lad mig slutte af med mit eget lille reformforslag:

1) Etableringsstøtte – efter forundersøgelser – skal mindst gives med et par millioner ad gangen; alt andet er pjat.

2) Etableringsstøtte skal gives for fem år ad gangen.

3) Drop de fjollede indholdskrav til kulturstof, danske vinkler osv.

4) Gør i det hele taget støttekriterierne så objektive som muligt. Der skal ikke sidde et medienævn og dele ud efter skøn og forgodtbefindende, og mediegrundlæggere skal kunne vide på forhånd, om de har ret til støtte.

Jeg ser frem til en spændende debat.

Interesseerklæring: Jeg er redaktør på Tysklandheute.dk, et nyt webmedie. Det har ikke søgt etableringsstøtte eller anden støtte, men vil ikke udelukke at gøre det.