Debat: Et fællesskab af forskelle

Kommunikation er en del af DJ-fællesskabet. Det fungerer, så længe vi fastholder et fællesskab af forskelle, hvor vi ikke taler lighederne op for at skabe en falsk harmoni, skriver Øjvind Hesselager

Der er en del signaler i tiden, der går på, at journalistik og kommunikation sådan stort set er det samme. Det handler jo for eksempel om at formidle viden til borgerne, og det gør både den ærlige kommunikatør og den dygtige journalist.

Vi bruger også de samme metoder: Fortæller historier, interviewer kilder. Skriver på computer. Trækker vejret 🙂

Begge lejre har tilmed en indbygget risiko for at undertrykke nuancerne: Kommunikatørerne versionerer måske lige lovligt meget til fordel for sin betalende afsender. Omvendt strammer journalisten måske garnet for hårdt, for at vække sit betalende publikum.

Men forskellene er i praksis større end lighederne.

Kommunikation er i sin grundsubstans et fag, der tjener afsenderens sag. Det interview, kommunikatøren for eksempel laver med chefen, har sjældent undersøgende karakter – lige meget hvor meget det ligner for eksempel et avisinterview.

Derfor er det meget få kommunikationsinterviews med eksempelvis organisationsledere, der har citerede spørgsmål. For det citerede spørgsmål forudsætter, at man som læser tror på, at spørgeren ikke allerede kender svaret. Det er kontrakten med læseren.

Journalistik er licensbåret og mediestøttet, fordi vi ved, at det styrker demokratiet at overvåge og udfordre det. Ministeren skal ud, for at en bedre kan tage over.

Kommunikation er finansieret institutionelt eller privat, fordi det tjener snævrere interesser. Ministeren skal beskyttes, for han er en del af systemet.

De to fag modvægter i et moderne mediebillede hinanden. En stærk presse vil skabe stærk modkommunikation. En svag presse – med færre journalister i de private medier – risikerer at udløse et overidylliseret billede, hvor udviklingen går langsommere og magtfordrejningen vokser.

Hundredvis af stillinger løber ud af aviserne i disse år. Og selv om velmenende chefer taler om bedre og mere fokuserede produkter, så er sandheden også, at det er lettere at komme igennem med sit kommunikerede budskab. Det er lettere for ministeren at glide af.

DJ står i sin oprindelse på journalistikkens og publicismens side. Det er den ytringsfrihed, fundatsen taler om. I dag er kommunikation en del af fællesskabet. Det fungerer, så længe vi fastholder et fællesskab af forskelle, hvor vi ikke taler lighederne op, for at skabe en falsk harmoni.

 

0 Kommentarer