search

Debat: Esben og boldbanerne

Kommunikatører og journalister har forskellige interesser og mål, og den uafhængige journalistik er i afgørende forandring, for ikke at sige afvikling, skriver Bent Stenbakken. Det er ikke kommunikatørernes skyld, mener Esben Ørberg

I Journalisten nummer 1 gør kommunikatør Esben Ørberg sig til talsmand for, at kommunikation og journalistik er to fag, der i praksis sjældent kommer i konflikt med hinanden:

”Der er kun i ringe omfang tale om, at kommunikatører skyder bolden ind på den journalistiske bane.”

Jeg kunne ikke være mere uenig, og en spørgskemaundersøgelse gennemført i efteråret 2015 blandt specialforeningen Journalisternes medlemmer fortæller da også en helt anden historie.

Møder du gatekeepere, der søger at bremse eller forsinke dig i at lave en historie? 44,1 procent svarer altid/ofte. Møder du kilder, der søger at lede din research i en bestemt retning? 64,1 procent svarer altid/ofte. Møder du kilder, der vil have tilsendt dine spørgsmål på forhånd? 44 procent svarer altid/ofte.

De journalister, der svarer, er medieansatte, som til daglig kæmper med netop kommunikatører, der ansat i offentlig institution, virksomhed eller koncern skal varetage og ”damage”-kontrollere og sørge for, at mediebilledet af deres arbejdsgiver bliver så nydeligt som muligt.

Et par citater fra medlemsundersøgelsen: ”Svært at få adgang til de kilder, som man tidligere kunne ringe direkte til.” ”Selv fakta er blevet meget kontroversielle og ”politiske.” ”Aktindsigt er blevet et begreb, der kan gradbøjes. Tidsgrænser bliver på ingen måde respekteret.” 

Medlemsundersøgelsen viser, at den uafhængige journalistik er midt i en afgørende forandring. For ikke at sige afvikling. De store traditionelle mediearbejdspladser får stadigt sværere ved at satse på det dybdeborende, det velresearchede, det gennemarbejdede. Men må nu konkurrere med de hurtige netmedier, Facebook og Twitter og prøve at finde en vej til at tjene penge, hvis der skal være råd til kernekompetencen – journalistik, der vil andet og mere end blot at underholde og kradse i overfladen.

Det er dette lange seje stræk – at få DJ til at forholde sig til den problematik, og hvordan det i sidste ende vil forandre den demokratiske proces og borgernes mulighed for at vide, hvordan deres samfund er skruet sammen – som skulle være et fokus for forbundets langsigtede arbejde.

Vi spiller på samme bane, kommunikatører og journalister, men vore interesser og mål er forskellige. Ingen kan være interesserede i blot det ”manipulerede” skønmaleri. Der skal journalistik til, ligesom der skal salt i maden. 

Bent Stenbakken, journalist, Nordjyske Medier

—-

SVAR:

Jeg er enig i, at den frie journalist er presset. Men at give kommunikatører skylden er helt hen i vejret – og det er da heller ikke, hvad Journalisternes egen undersøgelse siger. Journalisternes helt store problem er tidspresset, ikke presset fra kommunikatører. 

Selvfølgelig hænder det, at kommunikatører spænder ben for journalisterne, men de store og mere valide undersøgelser viser, at kommunikatører langt oftere er nyttige døråbnere for journalister. Selvfølgelig er kilderne blevet mere professionelle og kan opleves genstridige, men det er der ingen større nyhed i.

Når jeg bruger billedet med boldbanerne i samme klub, hænger det sammen med de to fags identiske formidlings-fundament. Til daglig bruger udøverne forskellige værktøjer, bolde, men i hver deres turnering og på hver deres bane. Hvis en spiller skyder bolden ind på den forkerte bane, giver det strafpoint.  

Min pointe nummer et er, at journalister og kommunikatører i det store hele lever hver deres professionelle liv, hvor der nok er kontakt i klubhuset og på generalforsamlingen, men de spiller ikke sammen og har forskellige formål: Journalistens opgave er at publicere, at afdække og beskrive verden uden filter. Uden anden hensigt. I princippet fri.

Kommunikatøren er ikke fri, men afhængig. Kommunikatøren skal fremme sin herres formål. Kommunikatøren er i andres brød ved at bekende sig til en kunde/arbejdsgiver, og bør stå ved det.

Min anden pointe er, at kommunikatøren sjældent kommer i karambolage med journalisten. Kommunikatøren spiller nemlig ikke på samme bane! I kommunikatørens turnering spiller klassiske medier en marginal rolle. 

Det er en myte, at parterne strides. For hvad skulle de strides om, når 90 procent af alle kommunikatører aldrig eller kun sjældent har en professionel relation til frie mediejournalister? Jeg har selv et job som fagbladsredaktør (altså er jeg kommunikatør) med masser af muligheder for at kommunikere med vores medlemmer gennem website, papirblad, Facebook, på møder og rejser. Og frem for alt har vores 90 afdelinger et enormt aktivitetsniveau, som lokale medier ofte viser interesse for – uden min medvirken. 

At den uafhængige journalistik er under pres, er begrædeligt, men det er dumt at bruge kræfter på at skyde skylden på kommunikatører, som har rigeligt at gøre med at passe deres eget spil – på egen bane. 

Esben Ørberg, journalist, redaktør i Foreningen Norden

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen