search

Debat: En grød af kønsklichéer

”Hvad er det for en historie, som Journalisten med sine billedvalg fortæller om mandlige og om kvindelige journalister?” spørger Bo Elkjær 

”Jeg får sådan en helt gammeldags ungdomshusagtig vrede,” siger Iben Maria Zeuthen på Journalistens hjemmeside i artikeltemaet ”Til citat”.

Jeg ville normalt forbinde gammeldags ungdomshusagtig vrede med stenkast, råb og skrig, bål og skrål i gaden. Men billedet stikker helt af. Iben Maria Zeuthen smider ikke om sig med de to stentøjsfigurer på stuebordet. Hun sidder for helvede lige så blidt på hug på et mørkt, høvlet trægulv ved siden af en pæn, rød sofa. Vi står sammen med den oprejste fotograf og ser ned på Zeuthen, der sidder på gulvet. Nu kunne man være ligeglad. Det er bare et billede, der ikke fortæller den samme historie som artiklen. Det sker hver dag i alle medier.

Men det ligner bare ved en lidt overfladisk gennemgang, at der er en tendens i Journalistens valg af billeder. 

Mænd står op, forblæste og seje, med kraverne oppe om ørerne og med blikket indstillet på horisonten. De er vidtskuende og handlingsstærke. Farverne er ofte blå-i-blå eller sort-hvide. Iskolde, klare og analytiske.

Kvinderne kigger vi ned på. De sidder ned, vi har enten direkte øjenkontakt med dem, eller de har øjnene lukket. De er indelukkede og handlingslammede. Farverne er varme, bløde, måske lidt dæmpede, ofte røde. Det hele er klasket til med følelser.

Et par eksempler fra de seneste udgaver af "Til citat": Kaare Sørensen i sort-hvid er ved at hive frakkekraven så langt op, så den dækker selv Tintin-totten. Blikket er zoomet helt ud.

Niels Christian Jung ”har det bedst sammen med de bedste” siger han blåt og skarpt og er nærmest på spring, hurtigere end sin egen skygge. Også Virgil Nicholas har blikket rettet derudad, bare i stik modsat retning.

Med Herbert Pundik sker der noget spændende: Han læser avis, siddende på en bænk foran en boghandel. En mand, der sidder ned! Men fotografen har gudhjælpemig også sat sig. 

Så vi er stadig i øjenhøjde med Pundik. 

Men hvad så med kvinderne?

Nola Grace Gaardmand er næsten i øjenhøjde med os. Der er direkte øjenkontakt. Hendes horisont – det er os.

Cecilie Frøkjær sidder på jorden. Vi står og ser ned på hende. Hun er lænet op ad et slidt plankeværk, og det hele ligner et tysk stockphoto af en husmor i sit livs krise. Frøkjær kigger direkte op i kameraet, men dækker munden med den ene hånd. Har hun fået prygl? Det ser sådan ud.

Eva Jung fortæller i sin artikel, at det er svært at se, at der er krise i journalistikken. Men på billedet lukker hun øjnene, sænker hovedet og er ved at dække ørerne med hænderne.

Lukkede øjne. Dækkede ører. Dækket mund. Ikke se, ikke høre, ikke tale.

Hvad er det for en historie, som Journalisten med sine billedvalg fortæller om mandlige og om kvindelige journalister? 

Prøv dog at tage billederne omvendt. Sæt mændene på hug med bedende øjne og hænderne i skødet. Lad kvinderne erobre horisonten. Se, hvad der sker. Det kan være, at de alle sammen bliver helt gammeldags ungdoms­husagtigt vrede.

Bo Elkjær, journalist, DR Nyheder

Svar 
Kære Bo

Jeg synes, du har en god pointe med, at vi skal være opmærksomme på ikke at være for kønsstereotype i vores billedvalg. Det vil vi tage til os, men når jeg ser tilbage på de seneste tre års fotos ”Til Citat”, så synes jeg faktisk, Journalisten leverer en samling stærke kvindeportrætter. Det visuelt interessante ved dette element er, at vi får mulighed for at se et menneske portrætteret anderledes end normalt. Kaare Sørensens portræt er også en ny måde at se en medieperson på. Det er et supermands-billede, ja, men det er også en professionel medieperson, som her pludselig er fanget i en, for ham, anderledes næsten forfængelig gestus. De to eneste billeder, som er fotograferet oppefra, er de to af Zeuthen og Frøkjær. I begge tilfælde en kendt personlighed, hvis ansigt i den grad kan tåle at ses fra en anden vinkel. ”Til Citat” er, når det fungerer visuelt bedst, et sted, hvor man kan lege med udtrykket og for eksempel lade et lysspil eller en bevægelse være markant i billedet. Vi er glade, når billede og overskrift passer godt sammen, men vi ser ingen fordel i at gennemtrumfe en sammenhæng. Det er den visuelle tanke bag ”Til Citat”, og nogle gange fungerer det bedre end andre. 

Esben Niklasson, art director, Journalisten
 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen