Debat: Ekstraordinært

”Jeg håber, at alle får de svar og de afklaringer, de ønsker. Men først og fremmest glæder jeg mig til, at vi får set hinanden i øjnene, og at vi som organisation kommer godt videre,” skriver DJ-formand Tine Johansen om det forestående ekstraordinære delegeretmøde

Det er snart 20 år siden, jeg som nyuddannet blev overtalt til at deltage i mit første delegeretmøde på Hotel Nyborg Strand som hangaround for min daværende medarbejderforening.

Bevares, nogle af debatterne føltes som ørkenvandringer for en nyslået fagligt interesseret, men alligevel måtte jeg ved den lejlighed erkende, at jeg var blevet bidt af fagpolitik og medlemsdemokrati. Siden har jeg i forskellige roller deltaget i de fleste delegeretmøder i DJ.

Nu skal jeg snart til mit første ekstraordinære delegeretmøde. 316 medlemmer har bedt om, at hovedbestyrelsen indkalder til sådan et møde, og det har vi gjort til afholdelse søndag 24. november i DGI-Byen i København.

Blandt de 316 medlemmer, der har ønsket et ekstraordinært møde, er begrundelserne mange. Jeg håber, at alle får de svar og de afklaringer, de ønsker. Men først og fremmest glæder jeg mig til, at vi får set hinanden i øjnene, og at vi som organisation kommer godt videre efter en sommer, hvor vi har set alt for meget indad.

Forhåbentlig bliver ’luften renset’, som nogle underskrivere har ønsket sig, så vi kan rejse os fra konferencestolene i DGI-Byen og igen kaste os over alle de vigtige opgaver, der skal løses. Der er nok at tage fat på.

Vores fag og arbejdsmarked står midt i voldsomme omkalfatringer, og det stiller store og nye krav til os som fagforening.

Det voksende prekære arbejdsmarked er allerøverst på vores dagsorden, for at løfte vilkårene for de dårligst stillede gavner os alle. Bliver det for billigt at hyre fleksibel arbejdskraft, konverteres de faste stillinger til mikrojob for lavestbydende.

Kun halvdelen af DJ’s medlemmer er i dag ansat på overenskomst, og derfor har vi som fagforening en pligt til at skabe andre typer sikkerhed end den, der skrives ned i kollektive aftaler.
Mit og næstformand Jakob Pons­gårds fælles politiske projekt kan opsummeres i tre hovedtemaer:

· Arbejde for bedre vilkår for løstansatte og selvstændige

· Hjælpe medlemmerne til at fastholde deres værdi på arbejdsmarkedet gennem kompetenceudvikling

· Styrkelse af fagidentiteterne i DJ

Som fagforening skal vi indrette os efter, hvordan medlemmernes arbejdsliv udvikler sig. Overenskomster er fortsat det ideelle mål, men de kan ikke stå alene. For en stor del af DJ’s medlemmer kommer aldrig i nærheden af en kollektiv aftale – andre skal gå store omveje for at nå dertil.

DJ gør allerede meget på området, både hvad angår tilbud til og rådgivning af freelancere og selvstændige, og hvad angår påvirkning af lovgivningen, så den i højere grad tilpasses det højt besungne fleksible arbejdsmarked. Vi har for eksempel fået beskæftigelsesministeren i tale både i forhold til en genindførelse af barselsfonden for selvstændige og problemerne omkring sygedagpengelovgivningen, som fortsat er indrettet til lønmodtagere med ét fast job.

Og så skal vi sammen med medlemmerne og de faglige repræsentanter i grupper, kredse og foreninger udvikle på helt nye initiativer, der kan løfte vilkårene, klæde os på til fremtiden og skabe mere sikkerhed.

Vi glæder os til at diskutere fagpolitiske løsninger med jer – både på delegeretmøde og i en masse andre sammenhænge.

0 Kommentarer

Læs også

DJ indkalder til ekstraordinært delegeretmøde - her er, hvad der skal ske

Nu er det besluttet – DJ afholder ekstraordinært delegeretmøde

08. OKTOBER 2019
DJ indkalder til ekstraordinært delegeretmøde - her er, hvad der skal ske

Sådan gør du, hvis du vil stille op til valget i DJ

15. OKTOBER 2019
<span class=Q&A: Hun startede kampen for delegeretmøde – men ved ikke, om hun får svar">

Q&A: Hun startede kampen for delegeretmøde – men ved ikke, om hun får svar

10. OKTOBER 2019
data_usage
chevron_left
chevron_right