search

Debat: Efter protestopsigelse fra debatredaktør: Er NYT blevet et venstreorienteret aktivistmedie? Svaret er nej

Så er der ballade på New York Times igen med en opsigelse i protest fra en debatredaktør, der siger, at avisen nu bliver ”redigeret på og af Twitter”. Danske redaktører er enige og begræder ”amerikanske tilstande”, hvor uenighed og publicistiske principper er forsvundet til fordel for lukkede ekkokamre. Virkeligheden er en anden og mere nuanceret

WASHINGTON D.C. – Det siges ofte, at New York Times er verdens bedste avis, men hvis man skal tro bedømmelsen fra danske redaktører, er denne ære komplet forfejlet.

Som jeg skrev om for nylig i en anden artikel, haglede skældsordene ned over den amerikanske avis i juni. Anklagen mod avisen var, at den havde forladt journalistikkens dyder til fordel for en ”krænkelseskultur”, der foretrækker ”safe spaces”. Den ”publicistiske falliterklæring”, som redaktørerne talte om, handlede om en aftrædelse/fyring af NYT’s opinionsredaktør James Bennett, efter at avisen havde bragt en debatartikel fra en ledende Trump-allieret senator, der argumenterede for at sætte hæren ind mod protesterende amerikanere. I min artikel argumenterede jeg for, at Bennetts fratrædelse mere handlede om, at debatindlægget ikke levede op til avisens egne standarder for sandfærdighed, end om ”meningscensur”.

Og nu er den så gal igen. I sidste uge sagde en anden redaktør og debatskribent, Bari Weiss, op, og hun gik mildest talt ikke i stilhed.

Tværtimod opsagde den 36-årige kendte enfant terrible sin stilling med et åbent brev til NYT’s udgiver, A.G. Sulzberger, der gav genlyd over hele mediebranchen i USA.

Opsigelsen kan læses her, og den siger kort sagt det samme, som de danske redaktører mener ovenfor:

New York Times er blevet et woke helvede af et ekkokammer, der, som hun siger, ”redigeres på og af Twitter” i stedet for af chefredaktionen. Diversitet er en by i Rusland, uenighed og intellektuel hæderlighed er ikke længere idealet; en kritik, der naturligvis begejstrede pro-Trump stemmer på internettet samt konservative politikere, der var rørende enige.

Selv er Weiss, der er en kendt jødisk og selverklæret ’centrist liberal’ skribent, blevet kaldt alt fra ”racist” til ”nazist” på avisens indre debatkanal, Slack, og på Twitter af kolleger, uden at ledelsen har grebet ind, hed det også.

Det sidste er selvsagt usympatisk, og fuldstændigt utilstedeligt. Hvis Bari Weiss har været udsat for mobning på sit arbejde eller af sine kolleger online, har New York Times et betydeligt problem med sin personalepolitik.

Dansk diagnose er ikke dækkende

Men hvad med avisens linje? Et det sandt, at den berømte avis har forladt forne tiders opbakning til ytringsfriheden og ”all the news that fit to print”?

Er den med andre ord degenereret til et ”ekkokammer, der har forladt publicistiske principper”, så avisen nu blot er et aktivistisk debatunivers, som har lukket sig om sig selv?
Og er det endelig sådan, at alle amerikanske medier generelt har tabt balancen og er gået i forsvarsmode over for Trump som en reaktion på præsidentens konstante angreb på medierne?

Når det er rimeligt også at tage den diskussion i et dansk journalistisk fagblad, er det, fordi det stort set var det, tre danske redaktører, Inger Gry Reiter, Mads Kastrup og Lisbeth Knudsen var rørende enige med vært Niels Kraus Kjær om i ’Deadline’ på DR2 den 16. juli.

Problemet med diagnosen er, at den ikke er dækkende for virkeligheden. Hverken når det gælder New York Times eller den amerikanske medieverden, der – vil jeg hævde – er langt mere nuanceret. Hvilket forfatter og journalist Sara Maria Glanowski faktisk gjorde udtrykkeligt opmærksom på, da hun kortvarigt medvirkede i samme program direkte fra New York, før den længere diskussion mellem de danske redaktører gik i gang.

Desværre virkede det, som om de indbudte gæster og værten var opsat på deres helt egen (danske) vinkel, og de inddrog på intet tidspunkt de indspark fra New York, som de ellers må have lyttet til, før de gik i gang.

Glanowski gjorde nemlig opmærksom på, at New York Times faktisk har lært af deres alt for elitære og indspiste dækning af amerikansk politik under det seneste præsidentvalg i 2016 og i dag har en forbilledlig regional dækning, der udtrykkeligt fokuserer både på den hvide arbejderklasse i Midtvesten og på ”bread and butter issues”, som man siger i USA, når man mener folks faktiske levede hverdag fremfor skrivebordsanalyser fra Østkysten.

En anden væsentlig oplysning fra den i USA bosiddende danske journalist var, at der p.t. er en ”generationskamp” i gang på avisen – noget som Bari Weiss også skrev om på Twitter i sidste måned:

Påstanden fra Weiss, der er en særdeles dygtig skribent, men som også er en kendt ”diva” med høje tanker om sig selv, og som har et par misforståede mini-skandaler på samvittigheden (den mest kendte var, da hun for et par år siden henviste til en ikke-eksisterende Antifa-profil på Twitter i en artikel, en fejl, som hun senere undskyldte for), er, at det er de ”woke unge” forstået som de identitetspolitiske ”værdikrigere”, der har sat sig på avisen. Mens den gamle ”midtsøgende” garde, der ifølge Weiss selv kan beskrives som ”civile libertarianere” er blevet udgrænset.

Men hvis man faktisk læser New York Times hver dag og kender til forholdene på avisen samt til USA og den amerikanske mediebranche – hvilket man ikke kan gå ud fra, at danske avisredaktører gør eller har tid til – vil man vide, at avisen da facto ikke har forandret sig synderligt i nyere tid. Den er fortsat den intellektuelle elites legeplads, og den har en ulyksalig hang til det systembevarende.

NYT var mikrofonholdere for Bush

Den største skandale i nyere tid var således uden tvivl, da avisen agerede kritikløse mikrofonholdere for regeringen under George W. Bush op til Irak-krigen – en fadæse, som avisen selv endte med at skrive en alenlang mea culpa-leder om.

Her viste det sig, at avisen simpelthen delte kilder med velbetalte informanter, som de amerikanske efterretningstjenester og regeringen også havde ansat. Senere – i andre forhold f.eks. i dækningen af ISIS, forholdene i Syrien, Afghanistan, Irak og Edward Snowden, for blot at nævne nogle af de største knaster, har den amerikanske venstrefløj også været ude med riven og beskyldt NYT for at være i lommen på ”systemet”.

Talrige er de journalistiske vagthunde, som tilsvarende har påpeget de nære bånd mellem Wall Street og i det hele taget den amerikanske finansielle sektor og donorklasse og The Gray Lady. Som den kendte marxist Amber A’Lee Frost skrev sidste år: ”Venstrefløjen kan ikke udstå the New York Times”. Læs alle grundene (og der er mange) her. Eller hvad med de konstante angreb, også fra venstre, på avisen og på den midtsøgende liberal-konservative NYT-skribent David Brooks, der sendte the Guardians kendte feminist Jessica Valenti ud i et rent raserianfald sidste år, hvor hun som en kommentar skrev, at hun var ’so fucking done’ over NYT og deres ”angreb på kvinders ret til abort”.

At kalde New York Times for ”systembevarende” er med andre ord fortsat en rørende præcis observation. Som Financial Times eller Wall Street Journal, som NYT igennem tidens løb har delt mange journalister med (og hvor Bari Weiss kom fra, da hun blev ansat tilbage i 2017). Det er ikke derfra eller fra NYT’s hovedkontor på 8th Avenue i Manhattan, at der kommer nogen amerikansk revolution.

Styres af velnærede, midaldrende redaktører

New York Times styres nu som tidligere af en særdeles velnæret, mestendels hvid og særdeles veluddannet gruppe af midaldrende redaktører, hvor en del har tunge forfatterskaber og velbetalte bijobs i kulturbranchen i New York.

Endvidere er den beriget – i ordets egentlige forstand – med en velbeslået familie som ejere og et kæmpe globalt publikum. NYT er således på ingen måde presset på finanserne, som diskussionen i DR2’s ’Deadline’ mystisk nok også var inde på. Som AP skrev i februar 2020, har avisen tværtimod en økonomi, som ingen dansk avis (eller medie) nogensinde kan drømme om at komme i nærheden af:

”The New York Times Co. reported that overall fourth-quarter earnings rose 20% to $68.2 million, or 41 cents per share, while revenue rose 1% to $508.4 million.

For the year, the New York-based company reported profit of $140 million on revenue of $1.81 billion”.

Alene sidste år steg aktieprisen på avisen med 30 %.

Når det er sagt, har avisen nyansat en generation af mere aktivistiske millenials, der er en anelse ”mindre hvide” end den dominerende ledelse. Og hvis de ikke har opført sig ordentligt personligt over for Bari Weiss, er det som sagt dybt kritisabelt.

Men man godt tillade sig også at notere sig den hærskare af kolleger og kommentatorer på Twitter, der dels har peget på, at Weiss heller ikke selv just har sparet på kritikken af andre, dels er 100 % uenige med hende i karakteristikken af forholdene. Og at hun med en debattørs ord ”kunne have sagt op fra Twitter fremfor at sige op fra NYT”, der indtil i sidste uge betalte hende en høj løn for at skrive lige, hvad hun havde lyst til på verdens mest kendte avis.

Som her:

Og her:

Andre var endnu mere hårdkogte; som den tidligere chefredaktør for avisen, Jill Abramson (der selv blev fyret fra avisen efter en konflikt med udgiveren), og som sagde til Fox News om Bari Weiss:If you are going to dish it out, you’ve got to be ready to take it.”

Eller som udgiver og journalist Elizabeth Spiers udtrykte det: ”If your entire brand is that you’re going to say the things you think people don’t want said, then it’s completely disingenuous to act surprised when there’s blowback.”

Summa summarum, som Abramson også siger, og som jeg kan bevidne efter 12 år som trofast abonnent i Washington, er det simpelthen ikke sandt, at moderate stemmer ikke kan komme til orde i spalterne på NYT.

Jeg afviser ikke, at nye stemmer er i spil på avisen, men de unuancerede påstande fra danske avisredaktører afspejler ikke forholdene på New York Times eller den amerikanske avisverden. En mindre skråsikker tilgang ville klæde de danske mediers redaktører.

 

Kommentarer
11
Jesper Larsen
21.07.20 14:48
Diskussionen om NYT’s troværdighed misser desværre målet totalt, selvom jeg ikke betvivler Annegrethe Rasmussen udtrykker sin holdning.

Bari Weiss er ligegyldig. Hendes ”opsigelse” får en overset zionistisk kæphest med efter den traditionelle opskrift: Stigmatisering og udskamning med antisemit-mærkat.

Problemet med New York Times er, at det er fake news.
Senest bragte avisen historien om ”russiske dusører til Taliban for at dræbe amerikanske soldater i Afghanistan” uden en eneste kilde. Omvendt modsiges historien på alle niveauer i amerikansk efterretningstjeneste, af Rusland og af Taliban.

Danske medier har alligevel bragt historien, vinklet som NYT, selvom det er retarderet set i lyset af, at Taliban har bekæmpet besættelsesstyrkerne i 19 år - gratis. Den venstreorienterede progressive komiker, Jimmy Dore, illustrerede absurditeten ved at spørge retorisk, om USA under besættelse af Afghanistan først ville begynde at dræbe afghanske soldater, når de fik en dusør?

Målet med historien var aktivistisk. Trumps aftale med Taliban om tilbagetrækning er nu på is. Krigen og pengene kan fortsætte. Mission Accomplished.


Elefanten i rummet er hele Trump/Russia-dækningen.

NYT har vundet Pulitzerpriser for deres Trump/Rusland-dækning, hvor alt har vist sig at være løgn. Alt.

Annegrete Rasmussen og alle danske etablerede medier tror stadig på disse konspirationsteorier, som de selv har publiceret, analyseret og kommenteret på. De har fordummet danskerne, mens Trump korrekt har sagt ”when you report fake news you are the enemy of the people” som han gjorde til CNNs Jim Acosta.

Min kommentar på journalistens hjemmeside kan ikke imødegå 4 års falsk dækning af Trump/Rusland og de vrangforestillinger og det irrationelle had til manden, som medierne har skabt i Danmark.

Så for den håndfuld journalister, der er interesseret i sandfærdig information, oplister jeg herunder nogle kendsgerninger:

- Hele grundlaget for Russiagate er fabrikeret.
- Der var ingen hacking af Demokraternes server.
- Der var intet samarbejde mellem WikiLeaks og Rusland.
- General Michael Flynn har ikke løjet for FBI.
- Kampagnefrivillig George Papadopoulos har ikke løjet for FBI.
- Kampagneleder Paul Manafort har ikke samarbejdet med Rusland.
- FBI fabrikerede beviser og forfalskede dokumenter overfor en hemmelig ret mindst fire gange, for at spionere på Trump.
- Hillary Clinton betalte for et fabrikeret Steele-dossier, som FBI i februar 2017 vidste var løgn da de interviewede Steeles primære kilde.
- Tidligere FBI-chef, James Comey, lækkede via en ven ulovligt til NETOP New York Times for at få en undersøgelse, som så resulterede i Mueller-undersøgelsen.
- Efter en uge kunne Mueller have lukket undersøgelsen, men kupforsøget mod Trump fortsatte.

Det hele var forbryderisk iscenesat på højeste niveau og involverer forbrydere som daværende præsident Obama, CIA-direktør John Brennan, ODNI chef James Clapper og en række navngivne personer på topposter i FBI og Justitsministeriet.

Jeg kunne blive ved i en uendelighed. I februar 2018 kunne jeg, som iagttager, konstatere at løgnen om Russiagate var ved at krakelere, men i danske medier fortsatte konspirationsteorierne, beskyldningerne og håbet om snarlig afsættelse af Trump.

https://www.folkets.dk/node/2576

Hvordan kan det være der knap 2½ år senere ikke findes en eneste sandfærdig historie i danske medier om samme emne? Og hvordan kan det være, at NYTs Pulitzerpriser på falsk grundlag ikke er tilbageleveret med avisens egne rettelser?

Det er ikke længere værd at spekulere over.

NYT er fake news, ligesom Amazon Washington Post, CNN, MSNBC osv. og i Danmark inkluderer det samtlige etablerede medier, hvor man nærmest som en kult tilbeder disse afguder og forkynder deres evangelie for egne læsere.

Journalister og Journalisten’s debat om NYTs troværdighed (eller redaktionelle bias) er derfor surrealistisk. For mig er det som at følge en debat om tyngdekraft, hvor der er forskellige positioner, men alle er enige om, at jorden er flad.
Fremhævet af Journalisten
Erik Blicher Hansen
22.07.20 20:26
Vedkommende tak
Fremhævet af Journalisten
Annegrethe Rasmussen
23.07.20 04:07
Selv tak. Jeg er glad for, at du fik noget ud af teksten.
Fremhævet af Journalisten
Kim Elmose
23.07.20 08:32
Som altid leverer du et værdifuldt perspektiv og korrektiv på, hvad vi nu går og forestiller os og antager i den danske mediedebat.

Det gør mig meget klogere på "What's Going down" i USA.

Tak for det, Annegrethe :-)
Fremhævet af Journalisten
Maziar Mazor Etemadi
23.07.20 10:30
Tak for denne gode og solide analyse.
Fremhævet af Journalisten
Lotte Dahlmann
24.07.20 09:49
Tak for indspark, Anne-Grethe. Jeg er sikker på, at der er mange flere nuancer i historien om NYT, og at vi ser for snævert på det herhjemme. Men jeg synes helt overordnet at kontroverserne omkring NYT bør være en anledning til, at DJ herhjemme tager fat på at se på, hvad det er der sker med medierne. For sagen er et sindbillede på, at det er lykkedes kræfter at så tvivl om mediernes troværdighed og agtværdighed - og at så tvivl internt på redaktioner verden over om mediernes rolle i det hele taget. Det kan vi bla. takke Trump for, men undermineringen af mediernes troværdighed som vagthunden, der hjælper dig med at skelne fup fra fakta, går længere tilbage og før Trumps tid, og den kamp også har stået på herhjemme i flere år, omend i mere subtil form. Hvis vi vil gøre noget ved det, er der brug for en langt mere tilbundsgående debat i professionen om, hvordan medierne modarbejder denne konstante underminering af selve fundamentet: troværdighed. Og her er jeg ærlig takt træt af gang på gang at høre de samme nuværende og tidligere mediechefer ytre sig. Jeg mener, de af alle er systembevarere, for de er nødt til at forfægte de beslutninger de selv træffer om deres egen redaktionelle linje. Hvis vores profession virkelig vil bidrage til at genoprette professionens troværdighed, er vi alle nødt til at tænke ud af boksen og turde tage diskussionen om, hvordan vi i fremtiden sikrer bedre repræsentation af uortodokse synspunkter, skelner mellem opinion og redaktionelt stof, bliver mindre elitære i forhold til kildevalg, skelner mellem journalistik og aktivisme, og i det hele taget, hvordan medierne skaber en kultur på redaktionerne, der ikke tolererer fake news eller manglende faktatjek i spalterne. Vi er også nødt til at se på, hvad det gør ved journalistikken, at journalister i dag varetager deres eget brand på fx Twitter: Overskygger ens egen imagepleje loyaliteten overfor arbejdspladsen? Hvad betyder det for ens arbejdsindsats - og offentlighedens tillid til den enkelte journalist og mediet? Der er så mange konsekvenser af den måde, medierne arbejder på i dag, at der er behov for et serviceeftersyn. Det ville klæde DJ at tage opgaven på sig - og at inddrage medlemskredsen i bredeste forstand.
Fremhævet af Journalisten
Nicolaj Bang
24.07.20 23:58
“ ...den har en ulyksalig hang til det systembevarende.”

Så ved man da hvor Annegrethe Rasmussens sympatier ligger - og dermed gennem hvilket filter man bør læse artiklen...
Fremhævet af Journalisten
Jens Halling
26.07.20 23:13
Her er en af de seneste artikler fra NYT, som ifølge Annegrethe altså ikke er at anse for venstreorienteret. Den handler kort fortalt om, at en NYT-skribent kræver, at man skal holde op med at lave auditions, hvor man ikke kan se kandidaten. I stedet skal man ifølge NYTs skribent tage hensyn til hudfarver, fordi det har vist sig at det stort set kun er hvide og asiater, der er gode nok til at blive optaget i et orkester.
Men den slags er vel ifølge Annegrethe vel heller ikke venstreorienteret
https://www.nytimes.com/2020/07/16/arts/music/blind-auditions-orchestras-race.html
Fremhævet af Journalisten
Bruno Ingemann
27.07.20 10:05
Tak for at henlede opmærksomheden på denne meget interessante artikel, som belyser problemet med rekruttere dygtige, sorte musikere til de fineste klassiske orkestre i USA. Min anbefaling er, at man læser hele artiklen selv og ikke nøjes med Jens Hallings mangelfulde referat.
Fremhævet af Journalisten
Annegrethe Rasmussen
03.08.20 08:44
Kære Nicolaj Bang,
Tak for din kommentar. Når jeg skriver "en ulyksaling hang til det systembevarende", er det selvsagt i kontekst af den aktuelle diskussion, hvor NYT af Bari Weiss med flere bliver beskyldt for at være radikalt venstreorienterede, en avis, der har indskrevet sig i den "kritiske teoris" kernetropper. Det er i den sammenhæng jeg - med et glimt i øjet - bemærker, at avisen faktisk er det modsatte: systembevarende med (som jeg også nævner) en solid overvægt af "en særdeles velnæret, mestendels hvid og særdeles veluddannet gruppe af midaldrende redaktører, hvor en del har tunge forfatterskaber og velbetalte bijobs i kulturbranchen i New York." Det er ikke fordi, JEG har noget imod hverken systembevarende medier eller den ressourcestærke (hvide) middelklasse i USA - jeg tilhører den selv, og vi er vældig sympatiske :-)

Til dig, Jens Halling vil jeg også sige tak. Man kan i NYT finde både venstre- og højreorienterede debatartikler samt (overvejende) centristiske. De fleste beskriver blot virkeligheden - ofte (heldigvis) indenfor områder, som enten er svært tilgængelige eller oversete, ligesom den politiske reportage og dækninge er 'second to none'.
Man kan således ikke konkludere noget om, "hvad avisen er" ved at henvise til specifikke artikler. Den, du har valgt, er i øvrigt, som Bruno Ingemann skriver, vældig interessant IMHO.
Fremhævet af Journalisten
Lars Møller-Rasmussen
04.08.20 12:00
Jeg vil gerne tilslutte mig Jesper Larsens karakteristik af NYT's dækning af "Russiagate" og Lotte Dahlmanns opfordring til debat om mediernes troværdighed. Interessant, at netop disse 2 indlæg så at sige er uden ekko i denne kommentarstreng.
I øvrigt har jeg svært ved at se, at ord som "systembevarende" og "venstreorienteret" stadig har mening i en tid, hvor en bevægelse som Black Lives Matter har modtaget hundrede millioner dollar i støtte fra Ford Foundation og store beløb fra en lang række verdenskendte koncerner. Se også Matt Taibbis artikel "The Left is Now the Right" på taibbi.substack.com
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen