
”TV 2 har nu censureret mit opslag væk!,” skrev Kristian Thulesen Dahl på sin Facebook-profil efter at have kommenteret en artikel hos TV 2. Philip Davali/Ritzau Scanpix
Først fik Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fjernet en kommentar til en artikel på TV 2’s Facebook-side, fordi TV 2 mente, at den afsporede debatten.
Men så fik kommentaren lov til at komme tilbage, fordi debatten om formandens fjernede opslag fik TV 2 til at gå historien efter i sømmene.
Kommentaren fra Kristian Thulesen Dahl blev skrevet til artiklen ’Fem drab på kvinder ryster Sverige’.
I den oprindelige artikel stod der ikke noget om etnicitet på de mistænkte bag drabene. Derfor fjernede TV 2 Kristian Thulesen Dahls kommentar, der handlede om svensk udlændinge- og indvandringspolitik, med henvisning til, at den ikke holdt sig inden for artiklens emne.
Nu er artiklen så rettet, og Kristian Thulesen Dahls kommentar har fået lov at komme frem.
”Da vi undersøger det, viser det sig, at flere af de mistænkte har anden etnisk baggrund end svensk, og at der også er en debat om det nogle steder i Sverige. Og så synes vi ikke længere, at det er fair at sige, at han ikke holder sig til emnet, når det faktisk er en del af emnet,” siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør på tv2.dk.
Anden retorik i Sverige
Det fremgår nu af artiklen på tv2.dk, at flere af de mistænkte har anden etnisk baggrund end svensk.
Samtidig er TV 2’s korrespondent i Sverige citeret for at sige, at spørgsmålet om etnicitet i forbindelse med drab på kvinder fylder meget lidt i den svenske debat.
”Der er en helt anden retorik om udlændinge i Sverige, hvor de svenske medier synes, det er mindre relevant at tale om etnicitet,” siger Kristoffer Pinholt.
”Derfor synes vi ikke, at vores første artikel var fyldestgørende, fordi den ikke refererer, at der også er en debat om etnicitet. Det fylder bare mindre i de toneangivende svenske medier, end debatten typisk gør i danske medier,” siger Kristoffer Pinholt.
Vil drøfte Sverige i ledelsen
Redaktionschefen mener, at det er et dilemma, hvordan sager om indvandring og udlændinge i Sverige skal dækkes på TV 2.
”Vi kommer til at drøfte i nyhedsledelsen, hvordan vi dækker Sverige, og hvordan vi sørger for, at vi selv får undersøgt sagerne og ikke bare ukritisk overtager den svenske retorik, som kan være anderledes end den danske. På godt og ondt. Vi må selv finde ud af, hvordan vi positionerer os, og det er vigtigt, at vi gør os nogle tanker om, hvad vi gør i de enkelte sager,” siger Kristoffer Pinholt.
Kristian Thulesen Dahl har på sociale medier gjort opmærksom på, at TV 2 har ”censureret” hans kommentar. Også Dansk Folkepartis online-medie Dit Overblik er gået ind i sagen, og TV 2 har beklaget fejlen.
”Det var Kristian Thulesen Dahl, der gjorde opmærksom på det. Men vi har ikke diskuteret artiklens indhold med Kristian Thulesen Dahl. Vi havde også rettet det, hvis vi selv var blevet opmærksomme på det,” siger Kristoffer Pinholt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.