Skal vi som forskere boykotte DR? Efter at det selvudråbte satireprogram ’Ellen Imellem’ har lokket forskere til at deltage på falske præmisser, er dette et spørgsmål, som har floreret på universiteternes gange. Er DR gået over stregen denne gang?

Mange af mine medforskere har været utvetydige i deres kritik. Medier kan selvfølgelig ikke byde forskere ind i et program, hvor intervieweren blot er et talerør for en konspirationsteoretiserende ”journalisthvisker”. Det er dårlig presseetik. Og det er med til at dadle den ofte skatteyderbetalte viden, vi som forskere arbejder på at skabe og formidle.

Jeg er derfor enig i megen af den kritik, som DR har mødt. Samtidig kan jeg godt følge Professor MSO, Asmus Leth Olsens, argument om, at Ellen Imellem er en ”sejr” for videnskaben. Som Olsen påpeger i Berlingeren, så afmonterer de medvirkende forskere i høj grad deres skyggemodstanderes påstande som, ja, påstande. Hurra!

Alligevel synes jeg, at DR har gjort i nælderne.

Det handler ikke blot om det uartige i et enkelt dårligt program. Der er en større tendens – en tendens, hvor der i stigende grad sker en desavouering af videns værdi i medieverdenen. Som en tidligere statsminister mente, så er vi alle eksperter. Men sandheden er jo, at dette er en løgn. Jeg afleverer ikke min bil hos mekanikeren uden at lytte til ham. Det samme gælder forskningen. Vi kan ikke alle være lige gode til at skrue på biler. Og vi kan ikke alle være lige gode til at vide noget om kvantefysik eller kriminologi. Ekspertviden skal ikke accepteres blindt, men den skal heller ikke fjernes fuldstændigt fra sin piedestal.

Det er i ingens interesse – heller ikke journalisters – at man sår tvivl om, hvorvidt det folk siger er videns- eller holdningsbaseret.

Heri ser jeg den største udfordring. Jeg ser ’Ellen Imellem’ som et eksempel på en stigende lemfældig omgang med vigtigheden af viden i et forsøg på at lave ”spændende” tv. Væk er programmerne, hvor der er tid til tanke (også for unge). Ind er kommet underholdning – underholdning, som måske er underholdende, men som er med til at forplumre forskellen mellem fakta og fiktion. Og selv om Asmus Leth Olsen synes, at ’Ellen Imellem’ er en sejr for videnskaben, tror jeg, det er, fordi han selv er videnskaben. Mit bud er, at målgruppen ikke tænker det samme. Professor Olsen ser den videnskabelige metode stå og skinne. Andre ser bare to mennesker, der deler forskellige holdninger.

Tilbage til det indledende spørgsmål.

Skal vi som forskere boykotte DR? Svaret er nej. DR skal kritiseres. Ja. Men vejen frem må være mere dialog, ikke mindre.

Hvis vi som forskere vil kæmpe for vægten og vigtigheden af det, som danskerne betaler os for at finde frem til, går det ikke, at vi melder fra. Vi må melde til, tage debatten og forsøge at forklare, hvad vi ved, og hvorfor det er vigtigt.

Med andre ord er det at true med boykot i min verden blot med til yderligere at bidrage til den slags dramatisering, som er selve problemet. I en alt for ofte dramasøgende (medie)verden må det være forskerens rolle ikke at bidrage unødvendigt til tragedien. Vi må i stedet være den kedelige type, der tager telefonen og maner til besindighed. Vi skal selvfølgelig ikke snydes og manipuleres. Men vi skal heller ikke snyde os selv og – ikke mindst – dem, der gider lytte, for muligheden for at fortælle om det, vi ved noget om. Dét ville for mig være en endnu større tragedie, end risikoen ved at blive fanget imellem Ellen, og hvem end der gemmer sig bag ved forhænget.

David Sausdal er kriminolog og docent i sociologi på Lunds Universitet