Regnen er begyndt at falde, igen. Heldigvis. Men den journalistiske effekt af en rekordvarm sommer ses tydeligt i aviser og nyhedsudsendelser, hvor dækning af klima og klimaforandringerne er røget op i den journalistiske dagsordens absolutte top.

Ja, klimadagsordenen nærmer sig førstepladsen som det hotteste politiske emne herhjemme, så det ikke mere giver mening at tale om rød og blå blok, men rettere sort og grøn blok.

Med så vigtigt et emne og stofområde er det på sin plads at lave et servicetjek på måden, vi som journalister dækker klimaet. Er vi gode til at opnå retvisende balance? Eller giver vi for meget taletid til kilder, som har synspunkter, der kan anses for at være ”ekstreme” eller ”yderligtgående” i forhold til, hvad langt de fleste klimaforskere er enige om?

For, hvordan er det nu, vi har lært at opnå balance i de historier, vi laver? Dét spørgsmål stiller jeg altid til de journalister, jeg underviser.

Tjoo, svarer de. Det handler om at have en, der er “for”, og så en “imod”.

Den, der er for, er med andre ord hovedkilden. Det er personen, der repræsenterer sagen, historiens vinkel. Dernæst handler det om at finde én, som er imod.

Det skal være en kilde, der er i opposition og går kritisk til den første kildes udtalelser. Dermed opnår vi balance i historien, for begge sider er hørt, svarer kollegerne. Jeg har selv været med på metoden igennem mange år, for vi lærte den på min journalistuddannelse.

Underholdende, men ingen bliver klogere

Men, spørger jeg nu: Hvad er der egentlig tale om i sådan en situation? Er der tale om balance? Er der ikke i virkeligheden tale om to kilder, som bare er diametralt uenige? Og dermed kommer til at repræsentere to yderstillinger?

Hvis man skulle tegne den situation som en tegning, ville det minde om en vippe med to kilder som de to på vippen herunder. Hvor langt vippens bræt bliver, handler om, hvor langt de to kilder står fra hinanden i synspunkter. Jo længere de står fra hinanden, jo mere ekstreme yderpunkter repræsenterer de. Det giver ofte en udveksling med ramasjang, men gør det nogen rigtig klogere, eller er vi bare underholdt?

Som vi alle ved, så sker der oftest det, at dén kilde, som har mest styr på sine argumenter, eller bare er skarpest skåret på tungebåndet, vinder udvekslingen. Uanset hvor tyngden af fakta og dokumentation måtte ligge. Samtidig er det desværre ikke tilfældet, at mennesker med andre holdninger særlig ofte bliver overbevist af fakta og dokumentation, som udfordrer deres verdenssyn. For at rykke noget der må vi trække på psykologiens indsigter. Hvordan det kan gøres, kan du se i tidligere indlæg her på Journalisten. Artiklerne finder du her og her.

“Vi skaber rundhyl i stedet for at komme videre“

Er det uheldigt, at vi på vores journalistuddannelser lærer, at balance opnås på denne måde? Bare vi sørger for at høre begge sider? Ja, absolut! For et par år tilbage interviewede jeg en dansk kollega, som dækker klimastoffet. Dengang sagde hun følgende:

“Vi har en tendens til at gå efter det ledige standpunkt, det kontroversielle og modsatte. I klima- og miljødækningen har det betydet, at de samme anker og bekymringer kommer frem igen og igen, selv om de ikke repræsenterer, hvad et flertal af forskerne er enige om. Vi skaber rundhyl i stedet for at komme videre og præsentere det, der er enighed om. Det har forsinket selve debatten, men også beslutningerne inden for de store klimaspørgsmål med 10-15 år.” (citatet optræder i ’Håndbog i konstruktiv journalistik’)

Det er journalistikkens store samfundsindflydelse, at vi påvirker folks måde at se en sag på og påvirker deres handlekraft. Jeg er godt klar over, at der er forskellige meninger i vores profession om, hvorvidt det er et ansvar, journalistikken skal påtage sig. Men det ændrer ikke ved, at VI HAR en påvirkning. Det, vi forhåbentlig kan blive enige om, er at gøre noget ved de sort-hvide forsimplinger, som skaber stereotyper og decideret fejlbehæftet journalistik.

Et sted at begynde er at tænke over ovenstående balance-metode. Lad være med at tro, at balance opstår ved at finde to kilder, som præsenterer diametralt modsatrettede synspunkter.

Vær tro mod, at der findes nuancer og dilemmaer. Arbejd systematisk med dem i stedet for med konflikt-scenarier.

BBC har erkendt skævvridningen

BBC er en af de store broadcastere, som har erkendt problemet og arbejdet med at løse situationen med falsk balance. I 2011 og 2014 udgav BBC to interne rapporter, som kortlagde alvorlig skævvredet journalistik som et resultat af vores journalistskole-indlærte måde at søge balance.

Det drejede sig om fejlbehæftning i netop klimadækning, som skete som følge af metoden, hvor vi vælger kilder med yderliggende, modsatrettede synspunkter. Rapporterne dokumenterede, at såkaldte “fringe scientists” (fringe betyder yderkant eller yderligtgående) fik for meget taletid i forhold til forskere, som repræsenterede den dominerende konsensus på forskningsområdet.

Situationen var fuldstændig ligesom tv-komikeren John Oliver skitserer så rammende og præcist i denne sketch: Nemlig at vi forbryder os mod overvældende faktuel dokumentation, hvis vi giver kilder med yderliggende synspunkter uden solid faktuel forankring samme vægt som kilder med solid faktuel forankring. Efter at rapporterne kom ud, søsatte BBC en række interne workshops og tydeliggjorde metoden for BBC’s journalister i de interne etiske regelsæt. Læs særligt afsnittet om “Due Weight”.

Hidtil har 200 af BBC’s journalister modtaget denne efteruddannelse, hvor formålet er at indskærpe, at balance ikke opnås ved at udvælge de mest yderliggende og modsatrettede synspunkter.

Husk at angive, med hvilken vægt kilder udtaler sig

Betyder det så, at det kun er de dominerende meninger og midtersøgende kilder, der må få taletid? Selvfølgelig ikke. Kontroversielle eller yderliggende synspunkter skal også høres, blot skal journalisten huske at nævne, med hvilken vægt kilden udtaler sig, ligesom det skal fremgå, om der er tale om fakta eller holdninger. I tilfældet med klimajournalistik betyder det, at det skal fremgå, at 97 procent af forskerne på området mener, at klimaforandringerne er primært menneskeskabte, mens 3 procent mener det modsatte.

Måske tænker du: ”Arghh! Endnu en tidskrævende besværliggørelse af min arbejdsdag, som i forvejen er alt for travl.” Men jeg er sikker på, at du også ofte overvejer, hvordan vi i faget kan øge kvaliteten af vores journalistik.

I digital journalistik ligger potentialet for at kunne fremlægge flere nuancer og fakta lige for. Det kan ligge i et digitalt, interaktivt lag, som eksempelvis mine hollandske kolleger på tv-stationen VPRO gør det fantastisk her.

I disse tider, hvor vi skal arbejde med at være endnu mere troværdige, transparente, nuancerede og derfor retvisende, ligger der en opgave i at erkende egne skævvridende metoder. Der kan vi begynde med det samme.

Første skridt er en erkendelse af, at vi skaber en falsk balance, og at den falske balance starter i de metoder, vi lærer på journalistuddannelserne. Næste skridt er at spørge dig selv: Hvad kan jeg gøre ved det? Ovenstående var BBC’s bud, men måske har du et bedre bud selv? Lad os høre!