Budskabet må efterhånden været sivet ind hos selv de mest fakta-resistente redaktører og debattører: Den danske mediebranche – som så mange andre brancher – har et omfattende og systemisk problem med seksuel chikane og overgreb.

Debatten, vi har set over weekenden takket være Sofie Linde og de 1.614 underskrivere af støttebrevet til hende, er et skridt i den rigtige retning. Hvad vi nogle gange glemmer er, at debatten også er en sejr for vores rige muligheder for at diskutere frit uden at blive smidt i spjældet. Muligheder, vi nemt tager for givet.

Feministiske tiltag i den arabiske verden

Det tragiske er, at på trods af vores muligheder så sakker vi i Danmark bagud, når jeg sammenholder med erfaringer fra IMS (International Media Support), hvor vi støtter og udvikler mediearbejdspladser, journalister og befolkningens adgang til troværdig information i nogle af verdens problemfyldte lande. Til sammenligning:

I Egypten lagde en 17-årig kvinde i august en video på nettet, hvor hun fortalte om seksuelle overgreb, hun havde været udsat for. Sammen med 14 andre blev hun arresteret for at ”underminere family values” og forbryde sig mod ”public morals”. I april blev en somalisk journalist arresteret, efter at han dækkede historien om voldtægt og drab af en 14-årig pige. Journalisten stod anklaget for at have ”spredt nyheder, der unødigt forstyrrer den offentlige orden”.

I alle disse lande findes bevægelser, som kæmper for kønsligestilling, i faglige fællesskaber, i det politiske, kulturelle og sociale liv. I mange lande foregår kampen dog med livet som indsats, fordi ligestilling er en brudflade af så fundamental og eksplosiv en karakter, at patriarkalske myndigheder af enhver art vil gå langt for at kvæle spæde forsøg på at skabe fremgang.

Trods den hårde linje i nogle konservative samfund er der i øjeblikket en tydelig bølge af mere dristige feministiske tiltag i eksempelvis den arabiske verden. I online fora i både Marokko, Libyen, Egypten, Jordan og Palæstina finder uendelige mængder fortællinger om trusler, chikane og seksuel vold vej ud. Det skal ses i sammenhæng med et utal af virale hashtags på Facebook, Twitter og Instagram, der giver kvinder på tværs af regionen et rum for at fortælle deres egne historier om overgreb og udtrykke solidaritet og støtte til hinanden.

I nogle tilfælde har myndighederne følt sig så pressede af #MeToo-vreden, at de slår til. I Egypten beordrede anklagemyndigheden i august ni mænd anholdt i den såkaldte ”Fairmont Gang Rape Case”. Mændene anklages for at have gruppevoldtaget en kvinde på Cairos femstjernede Fairmont Hotel i 2014, filmet overgrebet og brugt det til at afpresse kvinden efterfølgende. Men allerede i begyndelsen af september fik en smædekampagne sat en stopper for eventuel fremgang: Sagen italesættes nu af myndighederne som en række vilde gruppesex-fester, som kvinden – der var offer for voldtægten – selv var med til at orkestrere for at undergrave den egyptiske stats image.

Kampen for retfærdighed og ligestilling er altså i den grad på fremmarch i selv de mest konservative kontekster, hvor trusler om vold, udskamning og anden gengældelse er nærværende, og hvor de politiske, sociale og kulturelle friheder på ingen måde kan tages for givet.

Stadig lang vej herhjemme

En lignende progressiv fremmarch er nu tilsyneladende også på vej i Danmark, hvor feministisk ligestilling anses for at være yt og en kamp, vi for længst har taget. En større europæisk undersøgelse slog i 2019 fast, at kun en ud af seks danskere anså sig selv som værende feminist. Måske vi skulle klappe os selv lidt mindre på skulderen og i stedet indse, hvor privilegieblinde vi er, når vi hævder, at vi har ligestilling ”nok”.

Som de mange erfaringer fra kvinder i den danske mediebranche med al tydelighed viser, er der stadig langt i mål. Men branchen har – måske indtil nu – ikke haft behov for at agere, selv om det ellers er tre år siden, #MeToo-bølgen ramte resten af verden. Det har indtil nu ikke været vigtigt nok for dem, der sætter dagsordenen herhjemme. Der har ikke været nok på spil.

Men det er der forhåbentlig nu.

Set i sammenligning med lande, hvor frihedsrettigheder og andre privilegier ikke hænger på træerne i så rigt et omfang som i Danmark, er det måske tid til dels at revurdere vores selvbillede som et progressivt ligestillingsland, dels at gøre op med den sovepude, som selvbilledet i store dele af den danske mediebranche har været. Som den seneste tids debat viser, så kommer ligestillingen med al tydelighed ikke af sig selv.

Så tag os dog sammen

Om det er i Mellemøsten, Afrika eller i vores ”ligestillede” andedam, så er den udbredte chikane og overgreb på kvindelige journalister frygtelig. Ikke kun for den enkelte journalist og mediebranchen som sådan, men for samfundet og for demokratiet.

I det omfang at der ingen forandring kommer, risikerer vi, at kvindelige journalister og andre, som ikke tilfældigvis er hvide, cis-hetero-mænd som denne skribent, trækker sig fra den offentlige debat og måske endda fra branchen. Dermed får vi færre forskelligartede stemmer i mediebilledet, dårligere repræsentation af virkeligheden samt en udtyndning af den offentlige debat i al dens mangfoldighed.

Hvis vi som samfund vil sikre os, at Danmarks kvindelige journalister, både de nuværende og de kommende generationer, ikke lukker munden og mikrofonen, så skal vi tage os sammen, tage debatten alvorligt og handle. Som arbejdsgivere, som brancheorganisationer, som kolleger og – ikke mindst – som mænd. Vi har privilegierne og frihederne, der skal til. Så tag os dog sammen.

Andreas Reventlow, vicedirektør, IMS (International Media Support)