For en uge siden sad jeg med, hvad der lignede mit 5. afslag på praktikansøgning. Derfor udgav jeg i frustration et indlæg på min LinkedIn med titlen:
”Her er mine afslag på praktikansøgninger … Kan man få en lønnet praktik i kommunikations/kulturverdenen baseret på et LinkedIn-opslag? Det håber jeg”
Jeg valgte at lave et eksperiment, hvor jeg viste nogle af mine svage og stærke sider baseret på mine afslag på praktikansøgninger. For jeg havde fået gode afslag, og tak for det til alle de virksomheder, jeg har søgt, som faktisk havde taget sig tid til at skrive, hvad jeg kunne gøre bedre, og givet mig en konstruktiv feedback. For det ER svært at sælge sig selv også som snart nyuddannet kommunikatør.
Jeg synes, jeg så for få afslag på LinkedIn og i virkeligheden. Det var for dårligt, syntes jeg, da det er vigtigt at turde vise alle de afslag, der kommer ens vej, før man lander drømmejobbet. Derfor var det vigtigt for mig at vise mine afslag, især som praktiksøgende 27-årig kommunikatør fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg følte, jeg sad helt alene i min praktiksøgning, og jeg kunne ikke forstå, at jeg bare ikke kunne lande en praktikplads, nu jeg fik så gode afslag. Så jeg ville teste, om afslag også kan bruges til andet end at være skuffet. Give dem lidt luft under vingerne og vise, at man som ansøger ikke er perfekt, men villig til at lære. Derudover gad jeg godt at se nogle af de afslag, som folk med de jobs, jeg selv drømmer om, fik, da de var under uddannelse. Give præstationskulturen fingeren, og tage presset lidt af alle os unge ivrige dygtige mennesker, der er villige til at arbejde fuldtid for lav eller næsten ingen løn. Det med lønnen vender jeg lige tilbage til, for den står galt til. Det var også en opfordring til virksomheder om at tage deres magtposition alvorligt over for dem, der i nogle tilfælde har brugt flere timer på en specialiseret ansøgning til netop deres virksomhed. Tag det alvorligt! For en eller anden dag så sidder den ansøger i et godt job med masser af erfaring, og så er det måske ikke jeres virksomhed, de vil arbejde med. Fordi de fik et standardafslag eller i værste fald ingen afslag. Det værste er stilheden. Den larmer også på Gmail. Ligesom den gør i virkeligheden. Og hvis I ikke ved, hvad et godt afslag er, så får I her et par eksempler som inspiration:
”Tak for din ansøgning, som stråler af god energi og begejstring for musik, event og kommunikation. Det lyder spændende alt det, som du indtil videre har beskæftiget dig med. Det skal nok bringe dig langt. Selv om du som person uden tvivl ville være en gave for vores redaktion, så har vi valgt at gå videre med andre ansøgere til samtale …
Her har vi lagt vægt på erfaringer og lyst til at arbejde med research, journalistisk vinkling og kampagnekoordinering. Til trods for, at du også har gode erfaringer i den retning …” – Større dansk medievirksomhed.
”Tusind tak for din ansøgning. Den gav et godt indtryk af dig som en mulig praktikant med stor erfaring… Du har nogle spændende kompetencer med projektledelse …
Som et godt råd med på vejen, kunne du med fordel få din motivation for at vælge praktikstedet til at fremstå endnu tydeligere i din ansøgning … Vi er ikke i tvivl om, at du ville være en dygtigt og engageret praktikant, og vi er overbeviste om, at du nok skal finde et andet praktiksted, som vil få stor glæde af dig.” – PR Bureau
”Vi synes, at du havde en spændende profil med mange gode kompetencer, og det var tydeligt, at din interesse og erfaring var fokuseret om et mere kreativt miljø end det, vi kan tilbyde her, hvor corporate communication er omdrejningspunktet. Derfor gik vi videre med andre kandidater.” – Større dansk Facility Management virksomhed.
Mit indlæg skabte røre i folk, 11.000 visninger på en uge og et par 100 likes. Og en lønnet praktikplads. Det var, som om vi havde brug for at snakke om de afslag, og mine medstuderende fik næsten ingen feedback på deres ansøgninger og spurgte mig, hvordan man fik de gode afslag. Det føltes forkert, at vi bare slog os til tåls med et standardafslag. Men det endte altså med en praktikplads for mig hos et godt praktiksted inden for kulturkommunikation, hvor jeg også fik forhandlet lønnen.
Pointen er …
Vi skal blive bedre. Bedre til at skabe bedre ansøgningsforhold for praktikanter, heriblandt de gode afslag. Om det er os studerende, der skal bede om det, eller om det er virksomhederne, der skal sende dem og tænke over det, det ved jeg ikke. Men mit bud er, at det skal gå begge veje. Respekten for studerende og praktikanter bør være på det højeste, for det er os, der styrer kommunikations-/medieverdenen om 10 år, det er os, der har den nyeste viden, og det er os, der har så sindssygt meget motivation, at vi nærmest arbejder dobbelt for at bevise vores værd. Vi skal have bedre lønningsmuligheder, nej 6.000 kroner for et fuldtidsjob, når man har erfaring, er ikke nok til at leve af. Jeg stemmer for en overenskomst på kommunikationsstudier svarende til journalistuddannelsens, for jeg er også medlem af Dansk Journalistforbund, men jeg har ikke samme rettigheder af en eller anden grund. Vi bliver opfordret til at forhandle løn, men altså hvis unge står i kø for at arbejde gratis for at få noget på CV’et, så er det måske lidt svært at være i en position, hvor man forhandler. For hvis man ikke kan afslutte sin uddannelse uden den lønnede praktik, som det er tilfældet hos os, jamen hvordan kan man så sige nej til en praktikplads?
Så min opfordring er: Vis jeres afslag!
Og til virksomheder derude: Giv nu det gode afslag, så vi kan bruge det til noget. Allerbedst, skab et godt arbejdsmiljø med en løn, man kan leve af. Det er ikke fedt for hverken os eller jer, at vi skal have barjobs og barista/tjenerjobs på aftener og weekend ved siden af et fuldtidsjob.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.