Sidste efterår havde jeg en snak med en af mine redaktører. Jeg skulle lave et portræt af Donald Trump til ’21Søndag’, og redaktøren og jeg blev enige om, at vi skulle skynde os. For hvor længe mon Trump kunne fortsætte?
Portrættet af Trump går ikke over i tv-historien som noget særligt. Men jeg var lykkelig over, at vi nåede at sende det, før Trump blev tvunget til at trække sig fra valgkampen på grund af en skandale eller svigtende opbakning. Det var jo utænkeligt, at han skulle vinde primærvælget – endsige blive præsident i USA.
Vi ryster lidt på hovedet, når vi tænker på den dag i oktober. Men i dag fortæller den mig noget mere alvorligt: Vi har dækket Trump som en underholdende og umulig kandidat, der siger vanvittige ting til sine gale tilhængere. Og her tænker jeg ikke kun på DR. Det gælder samtlige danske og internationale medier.
Glem alt om Ny Alliance, Alternativet og stråhatte i marinade. Kommentatoriet har meget større ting at sluge:
“Jeg vil – for the record – æde en spand rustne søm, hvis ejendomsspekulanten med det høje hår nupper den republikanske nominering.” Sådan skrev CNBC’s økonomikorrespondent, Ben White, den 17. juli i sin klumme. Og Huffington Post besluttede ligefrem at placere samtlige historier om Trump i underholdningssektionen på deres site. Det er jo lettere at grine af hans hårpragt end undersøge årsagerne til hans succes.
Man kan finde kommentarer, hvor jeg og de fleste af mine danske kolleger har sagt og skrevet noget lignende. Vores sædvanlige redskaber har ikke været i stand til at registrere og behandle folkebevægelsen bag Trump. Meningsmålingerne har været fejlagtige, og vi har læst dem forkert. Mange amerikanere er desperate, og den bevægelse har vores seismograf ikke opfattet. Vi har selvfølgelig lænet os op ad vores amerikanske kolleger, men vi er ikke et hak bedre selv.
Men det er ikke et amerikansk fænomen. Vi har ikke i tilstrækkelig grad forstået og forklaret fløjenes succes i international politik i kølvandet på finanskrisen. Vi overså tendenserne i de amerikanske valg i 2010, 2012 og 2014. Vi har skiftevis rystet på hovedet, grinet og gyset af de mennesker, der udtrykker vrede, angst eller desperation. Uanset om deres svar har været at støtte Gyldent Daggry, Podemos, Alternative für Deutschland, Jeremy Corbyn, Bernie Sanders – eller Alternativet herhjemme for den sags skyld.
Vælgerne affejer etablissementet i desperation. Og vi reagerer ved at overtage etablissementets forklaringer, begreber og sprog. Vi formår ikke i tilstrækkelig grad at forklare fænomenet, udfordre systemet og de etablerede magthaveres præmisser. Vi kan vel dårligt blive overraskede, når læserne, lytterne og seerne vender os ryggen og finder svar blandt ligesindede på sociale medier?
Den gode nyhed er, at vi nu får et forsøg igen, når vi skal dække Trumps kamp mod Clinton. Hvis du ligger inde med en god opskrift på søm og gamle hatte, hører jeg og mine kolleger gerne fra dig.
Oliver Routhe Skov er udenrigsjournalist i DR Nyheder, tidligere USA-korrespondent og politisk reporter
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Massakren i kærlighedens by, Orlando, har med øjeblikkelig virkning skabt den efterspørgslen på had-retorik, som Trumph udbyder, og som kan føre ham til præsidentembedet.
Hvor der var tradition for ikke øjeblikkeligt at kaste sig over en sådan ulykke med det slet skjulte formål at instrumentalisere den i en politisk sags tjeneste, der slår Trumph til i egen sags tjeneste, uhæmmet og med fuld styrke.
Hvis nogen endnu var i bekneb med at finde en forklaringer på fænomenet, er udfordringen nu at se bort fra, hvordan den ene ulykke nærer den anden ved sit bryst;
En kandidat og et vælgerkorps domineret lemfældig omgang med sandheden om sig selv og alt andet, bruger forskellen mellem godt og ondt, ret og uret som sin egen alt for menneskelige konstruktion, fiktion, der demokratisk tjener enhver, der indskriver sig på det ondes side hos dem, som de forvolder sine onde handlinger mod.
Dynamikken med dens love er ubønhørlig. Den vestlige magtelite havde brug for fjender. 9-11 var startskuddet på en epoke. Bush, Fogh og Blair holdt sig ved magten ved at fodre på dynamikken.
Resultatet bliver Trumph.
På Jyllandsposten så man, hvad man gerne ville se.
Andre steder havde man svært ved at tro, hvad man så.
Min lærermester, Luhmann, betjener sig primært af det andet øjekast, dvs. han fokuserer på perspektivet frem for at se "med-mennesket".
Men opgaven er at forklare fænomenet.
Min forklaring er der ikke salg i:
http://modkraft.dk/artikel/donald-trumps-l-gne-afsl-rer-den-herskende-ordens-manipulation
https://ing.dk/debat/finanskriser-og-farlige-hoejresving-183653
http://arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=279
Til gengæld forveksler jeg ikke dens sandshedsværdi med dens markedsværdi.
En del af min forklaring går på, at sandheds- og lødighedskriterierne er gået under for kravet om markedsværdi.
Hej Oliver,
Spændende input. Jeg vil dog hævde, at du har været lidt for hurtig på aftrækkeren. I Det Ovale Kontor på Jyllands-Posten.dk har vi behandlet Trump med samme seriøsitet og tyngde, som de øvrige kandidater fra dag 1. Og vil blive ved med det. Ingen kandidat kommer så langt, uden at det er et udtryk for en bølge blandt befolkningen i mange lag.
Mvh Lars Mathiasen, Jyllands-Posten TV