Sidste efterår havde jeg en snak med en af mine redaktører. Jeg skulle lave et portræt af Donald Trump til ’21Søndag’, og redaktøren og jeg blev enige om, at vi skulle skynde os. For hvor længe mon Trump kunne fortsætte?

Portrættet af Trump går ikke over i tv-historien som noget særligt. Men jeg var lykkelig over, at vi nåede at sende det, før Trump blev tvunget til at trække sig fra valgkampen på grund af en skandale eller svigtende opbakning. Det var jo utænkeligt, at han skulle vinde primærvælget – endsige blive præsident i USA.

Vi ryster lidt på hovedet, når vi tænker på den dag i oktober. Men i dag fortæller den mig noget mere alvorligt:  Vi har dækket Trump som en underholdende og umulig kandidat, der siger vanvittige ting til sine gale tilhængere. Og her tænker jeg ikke kun på DR. Det gælder samtlige danske og internationale medier.  

Glem alt om Ny Alliance, Alternativet og stråhatte i marinade. Kommentatoriet har meget større ting at sluge:

“Jeg vil – for the record – æde en spand rustne søm, hvis ejendomsspekulanten med det høje hår nupper den republikanske nominering.” Sådan skrev CNBC’s økonomikorrespondent, Ben White, den 17. juli i sin klumme. Og Huffington Post besluttede ligefrem at placere samtlige historier om Trump i underholdningssektionen på deres site. Det er jo lettere at grine af hans hårpragt end undersøge årsagerne til hans succes.

Man kan finde kommentarer, hvor jeg og de fleste af mine danske kolleger har sagt og skrevet noget lignende. Vores sædvanlige redskaber har ikke været i stand til at registrere og behandle folkebevægelsen bag Trump. Meningsmålingerne har været fejlagtige, og vi har læst dem forkert. Mange amerikanere er desperate, og den bevægelse har vores seismograf ikke opfattet. Vi har selvfølgelig lænet os op ad vores amerikanske kolleger, men vi er ikke et hak bedre selv.

Men det er ikke et amerikansk fænomen. Vi har ikke i tilstrækkelig grad forstået og forklaret fløjenes succes i international politik i kølvandet på finanskrisen. Vi overså tendenserne i de amerikanske valg i 2010, 2012 og 2014. Vi har skiftevis rystet på hovedet, grinet og gyset af de mennesker, der udtrykker vrede, angst eller desperation. Uanset om deres svar har været at støtte Gyldent Daggry, Podemos, Alternative für Deutschland, Jeremy Corbyn, Bernie Sanders – eller Alternativet herhjemme for den sags skyld.

Vælgerne affejer etablissementet i desperation. Og vi reagerer ved at overtage etablissementets forklaringer, begreber og sprog. Vi formår ikke i tilstrækkelig grad at forklare fænomenet, udfordre systemet og de etablerede magthaveres præmisser. Vi kan vel dårligt blive overraskede, når læserne, lytterne og seerne vender os ryggen og finder svar blandt ligesindede på sociale medier?

Den gode nyhed er, at vi nu får et forsøg igen, når vi skal dække Trumps kamp mod Clinton. Hvis du ligger inde med en god opskrift på søm og gamle hatte, hører jeg og mine kolleger gerne fra dig. 

Oliver Routhe Skov er udenrigsjournalist i DR Nyheder, tidligere USA-korrespondent og politisk reporter