Som teenager plejede jeg at rulle med øjnene af enhver snak om ligestillingsproblemer i Danmark. Så vidt jeg kunne se, var der ikke nogen grænser for, hvad kvinder kunne drive det til. Hvis de ikke kom frem, måtte det være, fordi de ikke var modige nok til at indtage arenaen.
I dag ved jeg, at jeg tog fejl. For godt nok er den formelle forskelsbehandling på kønnene afskaffet. Og ja, kvinder skal lære at leane in og turde tage teten. Men der er stadig forskel på, hvordan kvinder og mænd bliver behandlet. Det oplever jeg selv som kvindelig ekspert i amerikansk politik. Mange journalister ringer ganske enkelt aldrig til mig, og så vidt jeg kan se, ringer de heller ikke til de andre kvindelige eksperter inden for feltet.
Det er ikke engang kun mænd, som er reelle eksperter i amerikansk politik, medierne foretrækker at kontakte. De bruger også gerne mænd – ofte andre journalister – der hverken har studeret amerikansk politik, forsket i det eller arbejdet direkte med det, som kilder. Imens sidder jeg ved siden af en telefon, der ikke ringer, selv om jeg besidder en kombination af faglig indsigt og praktisk erfaring, som jeg er den eneste i Danmark, der har: En toårig mastergrad i amerikansk politik fra et Ivy League-universitet samt erfaring som rådgiver i amerikansk politik ved blandt andet FN i New York og den danske ambassade i Washington, DC, foruden min tid som med-leder af et kampagnekontor i New Mexico på Obama-kampagnen i 2008 og min ansættelse fra begyndelsen af dette år som ekstern lektor i amerikanske valgkampe på Statskundskab på Københavns Universitet.
På et intellektuelt plan er den typiske danske journalist selvfølgelig ikke sexist. Tværtimod. Vedkommende bryster sig af at være progressiv og moderne i sit syn på ligestilling. Erklærer sig enig i, at der skal flere kvindelige eksperter i medierne. Men når programmet eller artiklen skal produceres, og journalisten skal vælge en ekspert, så ender det alligevel næsten altid med at være en mand, vedkommende ringer til.
På samme måde som amerikanerne er ved at få øjnene op for, at racismen ikke blev afskaffet, bare fordi de fik en (halv-)sort præsident, er journalister i Danmark nødt til at indse, at sexismen ikke er afskaffet, bare fordi vi har haft en kvindelig statsminister. Utallige undersøgelser har vist, at journalister – uanset deres bevidste holdninger – har tendens til at vælge eksperter, der passer til deres ubevidste forestillinger om, hvordan en ekspert ser ud. Forestillinger, som er baseret på, hvordan eksperter plejer at se ud.
Man kan dårligt bebrejde journalister, at det falder dem mere naturligt at ringe til en mand, når der er tale om en psykologisk automatreaktion. Men man kan bebrejde dem, hvis de ikke gør noget ved det. Vores vaner har det med at halte efter vores erkendelser. Derfor skal medierne bevidst prioritere at normalisere brugen af kvindelige eksperter. Det er den eneste måde, man kan forandre og udvide de stereotype forestillinger om, hvordan eksperter ser ud: Brug kvindelige eksperter bevidst, indtil det føles lige så naturligt at ringe til dem som til mændene.
Jeg mener grundlæggende ikke, at jeg har et særligt perspektiv at bidrage med i kraft af, at jeg er kvinde. Min opfattelse er, at jeg har et særligt perspektiv at bidrage med i kraft af, at jeg er Mette – at netop mine erfaringer, min viden og mine analytiske evner besidder en værdi, som det er værd at lytte til. Og jeg er rent ud sagt røvtræt af, at mine kvalifikationer bliver ignoreret, bare fordi jeg også har bryster.
Mette Nøhr Claushøj er USA-ekspert tilknyttet Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
21 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
At Mette ikke bliver ringet op, kan måske også skyldes, at hun - på trods af sin indsigt og uddannelse - er enormt tendentiøs i sin udlægning af både USA-sager og kønsproblematikker.
Hør for eksempel hendes nedsabling af Jaleh Tavakoli i P1 debat fra 31/1-17.
Der var godt nok ikke meget videnskab eller analyse over det!
Hun er kæmpe modstander af Trump og været meget med hos demokraterne. Jeg synes det er relevant om der er behov for flere åbenlyse Clintinstøtter i steder for mere upartiske folk
Med fare for at gå ind i en kønsdiskussion: KU og forskere fra Universiteterne er generelt ret dårlige til at få deres udmærkede kompetencer i spil, så der faktisk optræder mindre vidende folk på skærmen. Måske er problemet, at man sætter sig og venter på at telefonen skal ringe? De "eksperter" der er spil, gør sig selv spilbare på en bred flade af medier - også sociale medier - før telefonen ringer. For den ringer ikke af sig selv, selvom man har det bedste cv.
Med de bedste intentioner om at du får dine kompetencer i spil
Benjamin Rud Elberth, et produkt i medierne af det, jeg lige skrev ovenfor
Jeg forsøger ofte at ringe til kvindelige eksperter, som jeg eksempelvis finder på Kvindfo eller via KU's, AAU's, AU's websider. Men de tager sjældent telefonen, og når de gør, vil de ofte ikke deltage - alene fordi, det er nogle år siden, de har skrevet en afhandling om emnet. Selv om de har en betydelig indsigt i emnet, vil de ikke. Enkelte gange har jeg antydet, de som offentligt lønnede i forskerstillinger passende kunne bidrage offentligheden den kundskab, de vitterlig har. Men nej. - Det er flere år siden, de forskede i det, svarer de - så svaret vil være gisninger. - Ja tak, mad mig få dit bedste bud, forsøger jeg så. Men nej. Kvindelige eksperter vil ikke. Desværre.
Uh... Kvinder kan da fint være eksperter. For eksempel havde TV2 da Ulla Terkelsen i USA til præsidentvalget. Og hun er ekspert - i alt. Stephanie Surruge er også kvinde. Jeg har lidt svært ved at æde præmissen. Jeg har aldrig i mit arbejde valgt ekspertkilder ud fra køn.
Flere