Debat

Debat: ”Den blinde vinkel er fortsat blind”

”Strukturel racisme og diskrimination og komplet mangel på repræsentation både foran og bagved mikrofonen er stadig dansk journalistiks største blinde vinkel,” skriver journalist Kristian Lindhardt

Vi kan ikke kalde det, vi laver i #dkmedier for journalistik, så længe 96,5 % af kilderne er hvide/etniske majoritetsborgere primært fra den hvide øvre middel- og overklasse.

Strukturel racisme og diskrimination og komplet mangel på repræsentation både foran og bagved mikrofonen er stadig dansk journalistiks største blinde vinkel.

Det er det, fordi medierne fortsat næsten udelukkende består af den hvide middel- og overklasse. Branchen, der skal fortælle os om samfundet, vi lever i, og verden omkring os, er stadig en af de allermindst repræsentative brancher i Danmark overhovedet.

Medierne kan, men vil ikke

Det fortsætter, fordi medieledelserne ikke vil ændre det – ikke fordi de ikke kan. Da det blev påpeget i én enkelt kronik sidste år, at der manglede lokaljournalistik, oprettede flere af de største medier spritnye lokalredaktioner i løbet af få dage.

Men efter årevis med demonstrationer, protester, rapporter, statistikker, utallige artikler og debatindlæg osv. er der stadig ikke sket noget i forhold til repræsentativ dækning ud fra etnicitet. Det er faktisk blevet værre.

Det er efterhånden naivt at tro, at medieledelserne nogensinde kommer til at ændre det her på eget initiativ. Det svarer til at tro, at fossilindustrien helt af sig selv pludselig stopper med at grave efter olie og gas og begynder at lave vedvarende energi.

Derfor må de enten udskiftes og/eller gøres overflødige. Og det kan kun ske gennem pres nedefra og alternative tilbud udefra. Vi skal kræve en repræsentativ og retfærdig dækning. Vi skal kræve god, grundig og ordentlig journalistik. Og vi skal lave den uden om de store medier, hvis de ikke ændrer kurs.

Den skæve dækning fortsætter nemlig også, fordi alt for få journalister gør oprør. Der er en langt større villighed til at bide den i sig og sætte sin egen personlige integritet og samvittighed på pause end at risikere at miste sit arbejde.

Komplet afkoblet fra virkeligheden

Et øjeblik, der for nyligt tydeligt illustrerede, hvor skidt det står til, opstod, da Ansvarlig Presse præsenterede deres seneste rapport på Hovedbiblioteket i København sidste måned. Frihedsbrevets fremmødte journalist, Maya Tekeli, spurgte daværende indlandsredaktør, nu chefredaktør på Politiken Amalie Kestler, der sad i panelet, hvad de konkret havde gjort, siden en af deres egne medarbejdere, Lucia Odoom, for to år siden demonstrerede mod sin arbejdsplads og resten af mediebranchen i protest mod manglende repræsentation i medierne og på redaktionerne.

Svaret fra Amalie Kestler var en forvirrende mumlen om, at det jo er et komplekst problem, men at de havde lavet nogle workshops på redaktionen, der havde givet lidt mere diversitet i Forbrug- og Liv-sektionen.

Selv om det her er noget, jeg har beskæftiget mig en del med, føles det stadig absurd at være vidne til, hvor stor dissonansen mellem virkeligheden og forståelsen af den er hos de ansvarlige, der kunne ændre det her med det samme, hvis de ville.

Hvor lidt de har indset omfanget og alvoren af et langvarigt komplet demokratisk svigt, og hvor abstrakt og besværligt de formår at fremstille så utroligt konkret og løsbart et problem.

Løsninger:

Til mediechefer og redaktører: 

Hvis vi skal tro på, at det nærmest ubestigelige bjerg virkelig er så stejlt, som I gør det til, og det næsten er umuligt at skrue jeres samtale med minoritetsgjorte mennesker op fra 3,5 % (ud af 14 % af befolkningen), foreslår jeg i stedet at gøre det nemmere for jer selv og starte fra toppen af bjerget – 100 % – og langsomt og forsigtigt fire jer ned derfra:

Tag en dag, en uge eller en måned, hvor I udelukkende interviewer de mennesker, I har overhørt, og laver de historier, I ikke har lavet. Se, hvad det gør ved jeres dækning. Se, hvilke historier I sagtens kan bringe alligevel. Se, hvilke nye der kommer til. Og se også, hvilke historier I ikke kan lave. Det ville faktisk være en historie i sig selv, hvis I bringer en tom avis.

Erstat tilvalgskurser og mangfoldighedsworkshops med reelle, helt konkrete ændringer på redaktionen og i den daglige arbejdspraksis.

Ansæt mennesker, der faktisk gør jeres arbejdsplads og dækning mere mangfoldig, repræsentativ og kvalificeret i stedet for at hyre flere mangfoldighedskonsulenter til at lave powerpoints.

Til kilder:

Hav en liste med krav til jeres medvirken klar. Søg hjælp og sparring hos fx Ansvarlig Presse og Pluralisterne, og kontakt journalister, I stoler på, og bed om råd og støtte. Sig nej til interviews, hvor I ikke er sikre på at blive behandlet ordentligt.

Til journalister: 

Gør oprør. Gør det anderledes. Insister til redaktionsmøderne. Sig fra over for racistiske stereotyper og misvisende skarpvinklinger fra redaktøren. Sig op, hvis ikke der sker noget. Start jeres egne medier og fællesskaber og vis, at det sagtens kan gøres bedre.

Repræsentativ og retfærdig journalistisk dækning er ikke en ekstra frugt, man kan komme i journalisthatten, hvis man på et tidspunkt får lyst. Det er udgangspunktet.

For at komme tilbage dertil – eller nok snarere derhen for første gang – skal der ske en omgående korrigering af den skæve, biased, udemokratiske, samfundsundergravende og strukturelt voldelige praksis, der finder sted i dag og har stået på alt for længe.

Når det sker, og først dér, kan vi med troværdighed kalde os selv for journalister og det, vi laver, for journalistik.

Kristian Lindhardt er journalist

 

data_usage
chevron_left
chevron_right