Er det vigtigt, om 30, 40 eller 55 procent af de danske journalister ved nyhedsmedierne er ansat og lønnet af statsejede medier?

Eller er det vigtigere at forholde sig til, om det pres, som samtlige danske medier er under – og har været under i de seneste 10 år, hvor nettet og globaliseringen for alvor har taget fart – kan modstås?

Mens diskussionen hen over foråret og sommeren har stået ganske meget omkring det første forhold, så har der efter min mening været for lidt fokus på det sidstnævnte forhold.

Det er uden for tvivl, at mediehusene i Danmark er presset. De private medier af års omlægning af læse- og købemønstre væk fra papir og til nettet med alskens (gratis) nyheder, og de elektroniske public service-medier af streaming og web-tv.

Annoncerne falder i pris og forsvinder reelt mere og mere fra de danske medier og websider. Og antallet af journalister og mediearbejdere ved nyhedsmedierne falder og falder i en tid, hvor output og medieforbrug modsætningsvis stiger og stiger.

Fra 2007 til 2015 faldt antallet af beskæftigede DJ-medlemmer ved nyhedsmedierne fra godt 5.500 til knap 4.300. Det er næsten 22 procent – og vi ved, at antallet af ”nyheds-enheder” i form af historier, indslag osv. i samme periode kun er gået op.

Dén udvikling har konsekvenser på flere fronter.

For den enkelte kollega øges arbejdspresset, og vi ser i disse år desværre flere og flere tilfælde af sygdom som følge af dårligt arbejdsmiljø. Mange har for travlt til daglig.

For branchen som helhed (private, såvel som public service-medierne) betyder den øgede travlhed en øget risiko for fejl. En øget risiko for mindre tillid til medierne. Og en øget risiko for faldende opbakning til mediernes betydning for demokratiet og samfundet.

Derfor er det efter min bedste overbevisning forkert, når Danske Mediers repræsentanter fokuserer på særligt DR’s størrelse og virkefelt, som om det er selve årsagen til deres problemer.

Til gengæld er der heller ikke tvivl om, at kampen om medie-forbrugerens tid er benhård. Der er ikke tvivl om, at den digitaliserede medie-forbrugers tid anvendes mere og mere énsporet, med ”hjælp” fra logaritmer etcetera – og dét er vel den største udfordring samlet set for den samlede danske mediebranche?

Diskussionen om de private medier handler også om samspillet med public service-medierne, og den bør tage udgangspunkt i og sigte på, hvordan der sikres en fortsat, og gerne forøget, mediemangfoldighed i Danmark.

Dette er en særlig udfordring, når trykket kommer fra udenlandske, kommercielle aktører med fuldt fokus på underholdning og forbrug. Google, Youtube og så videre kommer jo ikke ind i det danske marked med et publicistisk, demokratisk sigte; de kommer for at tjene penge på danskernes medie- og netvaner.

Her ligger det store pres på de danske medier. Ja, på det danske samfund som helhed – og at løse dette indebærer for mig at se ingen spareøvelse for politikerne på Christiansborg. 

Det politiske ansvar for at sikre, at demokratiet fortsat ventileres af stærke, danske medier med publicistisk sigte, kan ikke undervurderes.

Det betyder samlet set en styrkelse af journalistikken. Det betyder en udvikling i platforme, fortælleformer og innovation.

Men det forudsætter også en dansk mediebranche, der kæmper sammen i stedet for imod hinanden. Kun derved kan vi i fællesskab komme væk fra det pres, som danske medier er under i disse år.