Ad forskellige veje frem til i dag har vi oplevet, at troen på det fælles i mange sammenhænge er blegnet til fordel for den vilde jagt på de individuelle styrker og sejre.

Det gælder i DJ, men det gælder i virkeligheden i endnu højere grad i andre dele af fagbevægelsen. Store faglige organisationer er blevet meget mindre.

LO-familien var i sin storhedstid oppe på mere end 1,5 millioner medlemmer. I dag, hvor LO og FTF netop har besluttet en fusion, når det samlede medlemstal for begge hovedorganisationer ikke engang så højt op.

De gamle, velkendte fællesskaber ser ud til at have svært ved at tiltrække nye generationer. Undersøgelser viser, at unge i dag har et begrænset kendskab til, hvordan det danske arbejdsmarked er skruet sammen.

Vi skal som fagforening løfte den opgave.

Kan vi i DJ sige os fri for en fornemmelse af, at det også godt kan blive vores tur næste gang?

Selv om vi i hele forbundets historie aldrig er gået ud af et år med færre medlemmer, end vi startede året med, så er der jo ingen naturlov, der garanterer, at det vil fortsætte på den måde.

Fagforeningen er det faglige, kollegiale fællesskab mellem mennesker. Solidaritet er den lim, der binder kollegerne sammen i en enhed, som det giver mere mening at være med i end at stå udenfor.

Det må vi tro på. Det skal vi blive ved med at formulere og holde hinanden fast på. Det er det, jeg tænker, når jeg synger sangen af Halfdan Rasmussen – den sang, der hedder ’Kæden’:

Kun den som er sig selv bevidst

kan ændre denne ulvetid.

Der findes ingen ønskekvist

som kan erstatte kamp og strid

Det eneste vi har i dag

at sætte op mod magt og vold

er styrken som udspringer af

de svages stærke sammenhold

De svages stærke sammenhold. Det er dét, vi har set udspille sig på det offentlige overenskomstområde i løbet af foråret.

Sammenholdet har fået titlen ’Musketér-eden’, og den binder den danske fagbevægelse sammen i én stor kæde. Det har givet fornyet styrke til fagbevægelsen, og det er, som om vi igen har fundet troen på begrebet solidaritet.

Det kommer af, at den enkelte lønmodtager tror på fællesskabet. Og dermed selv får styrke. Jeg tror, vi alle har set rørende billeder og beskrivelser af, hvordan kolleger af enhver art på det offentlige område går lidt rankere i ryggen i disse uger, hvor det netop var deres sag, den samlede danske fagbevægelse har kæmpet.

Vi har set, hvordan pladsen foran Forligsinstitutionen i København har været fyldt med hundredvis af lønmodtagere, der bakkede deres forhandlere op. Det har faktisk været alles kamp med alle, og det har været meget positivt.

Dét er kernen i, hvorfor man er medlem af en fagforening, der forhandler overenskomster. Det er den fortælling, vi skal udvikle, for den forstår også de unge generationer, de unge kolleger.

Det er den solidaritet, der skal til, når der ikke findes en ønskekvist, der kan erstatte kamp og strid. Det må vi tro på, det må vi agere efter.