Henrik Kastenskov, fotojournalist og multimedieproducer:

Jeg er en del af den uddøende fotojournalistiske race og er bekymret over det manglende fokus, det faktum har i mit forbund. 

Skylden er til dels vores egen, vi har ikke været gode nok til at gøre mediebranchen opmærksom på vores kvaliteter.

Den generelle opfattelse af fotojournalister synes at være, at vi er til for at udfylde de huller, dagens aktuelle skabelon efterlader på en avisside. Uden for den snævre aviskreds er der ingen opfattelse af, at vi kan bidrage positivt.  

Lad mig give dig et eksempel på den problematik, der truer mit fag: I efteråret havde jeg som underviser på Update 10 kursister til mit kursus ’Fortæl historien med video’. De ni var skrivende i kommunikationsjob. Den tiende var fotograf. 

Jeg tror, det giver et ret godt billede af, hvor jobbene er, og hvem der har dem. Ironien i, at jeg underviser dem, der overtager mit job, og dermed er med til at save den gren over, jeg selv sidder på, er ikke spildt på mig.  

Vi er i runde tal cirka 900 medlemmer af Pressefotografforbundet. Jeg anslår, at maksimalt 100 sidder i faste stillinger på dagbladene. Resten er freelancere, der som jeg stykker et daglejeragtigt job sammen i et virvar af foto, video, undervisning, foredrag. 

Det absurde er, at fotojournalister i disse år sidder i en position, hvor vi er unikt begavede i forhold til at servicere transformationen fra de klassiske analoge til de nye digitale platforme. En fremskrivning af brugertal forudser, at 82 procent af al nettrafik i 2020 vil være drevet af video. Alligevel er det skrivende journalister med mobiltelefoner uden visuel træning, der leverer indholdet. 

Internettet er visuelt. Vi burde være selvskrevne til at stå i spidsen for den udvikling, medierne gennemgår i disse år. Fordi vi er rigtigt gode på alle de parametre, der driver mediekonvergensen. 

Mit postulat er, at når vi ikke sidder med ved det bord, så er det, fordi aftagerne ikke ved, hvad vi kan.  

Siden 2010 har fotojournalistelever hentet i hvert fald 24 priser, danske og internationale, for deres videodokumentarer i eksempelvis Årets Pressefoto. Vi er gode. Men ingen ved det. Den uvidenhed bliver vores død, og det kommer til at gå stærkt.

Jeg burde vide det, jeg er selv en del af problemet. Så derfor dette åbne brev, Lars. Kan der gøres noget, inden vi uddør? 

Svar fra Lars Werge, formand, DJ:

Tak for dit brev med nogle gode spørgsmål. Jeg beklager, at her ikke er plads til mange detaljer, men jeg håber, jeg får skitseret lidt af det, jeg synes kan være med til at løse udfordringerne. 

Allerførst vil jeg slå fast, at de knap 900 medlemmer af PF rigtignok rummer mange freelancere. Men knap 300 af jer er dog i faste stillinger ifølge de seneste tal fra DJ’s medlemsafdeling. Det er naturligvis ikke alle, der har job på dagbladene, for de har skåret ned på de faste stillinger. 

Jeg er helt enig i, at fremtiden på nettet i høj grad bliver visuel. Jeg er også enig i, at kvaliteten af dansk pressefotografi, videofotografi og -dokumentation er i verdensklasse. 

Men jeg er ikke enig i, at ”ingen ved det”. Både medier, Pressefotografforbundet og DJ gør ganske meget for at fortælle om og vise den høje kvalitet – lige om lidt er der eksempelvis kåring af Årets Pressefoto, og den udstilling kommer igen i 2019 rundt i landet.

Hvad angår finansiering, så har vi i DJ arbejdet for, at man som pressefotograf kan ansøge public service-puljen om støtte til projekter. Den pulje er jo blevet udvidet med det seneste medieforlig, og der er for mig at se ikke noget, der forhindrer, at også fotografer kan søge projektstøtte her. 

Men som med alt andet, så er der heller ingen tvivl om, at vi sagtens kan gøre det bedre. Vi kan tale fag og fagligheder og professionel styrke op, og det gør jeg gerne til en del af mit nytårsforsæt både i 2019 og årene fremover, at jeg vil tage på mig.