Klik: Grinet forstummet
I begyndelsen af 1996 satte tre idérige nordmænd sig ned og udviklede et koncept til en ren Internetavis. Med en startkapital på 30 millioner kroner i ryggen gik Nettavisen på skærmen i november samme år. Ingen tog initiativet alvorligt.
Alle lo. Af ideen, og af os, som forlod vores sikre job for at blive ansat på Nettavisen," husker Charlotte F. Hartvigsen.
Da Nettavisen sidste sommer, efter fire års konstant fremskridt, eksemplificeret ved en fremgang fra 15.000 daglige hits i 1996 til mellem 1 og 1,5 million i dag, blev solgt til det svenske webfirma Spray for 200 millioner norske kroner, var der knap så mange, der grinede.
De tre initiativrige herrer, chefredaktør Odd Harald Hauge, administrerende direktør Knut Ivar Skeid og nu tidligere bestyrelsesmedlem Stig Eide Sivertsen, havde som pionerer på området skabt en Internetavis, der i dag kendes af 70 procent af den voksne norske befolkning, som citeres 20 til 40 gange om dagen af andre norske medier, der har sport og økonomi som de to store sektioner og som har gjort bagmændene til millionærer.
Vi tror, det skyldes, at vi har været dygtige. Vi sætter stærkt fokus på nyhederne, indholdet i artiklerne og de muligheder, som ligger på nettet, men teksten er vores kerne, ligesom det ville være på et hvilket som helst andet nyhedsmedie," fortæller Charlotte F. Hartvigsen, der smiler bredt på spørgsmålet om, hvorvidt hendes engagement i Nettavisen har forgyldt hende.
Og netop tanken om den lette million præger i øjeblikket den del af mediebranchen i form af en lykkejægermentalitet, der matcher optimismen i Californien i slutningen af 1800-tallets USA.

Klik: Friske nyheder
Nettavisen konkurrerer med Internetudgaverne af Dagbladet og Verdens Gang, der dog begge ifølge Charlotte F. Hartvigsen er plaget af en kannibaliserings-problematik".
Aviserne vil opleve en konflikt i forhold til, om gode historier skal gemmes til morgendagens avis eller lægges på nettet med det samme. De får en kannibaliserings-problematik", for jo bedre de bliver på nettet, jo mindre har de i papiravisen, som er deres hovedprodukt, dagen efter. Vi tror ikke, at aviserne kan klare begge dele," siger redaktionschefen på Nettavisen.
I dag er omkring 30 journalistiske medarbejdere ansat på Nettavisen. De er spredt ud på 17 redaktioner, der spænder fra forside og økonomi til sport og reklamer/medier. Og selv om journalisterne på redaktionen har løbeskoene på, så er der forbavsende stille, mens der bliver banket nyheder ud på: www.nettavisen.no.
Graden af friskhed er det, der gør en nyhed spændende. Nettavisen er der, når tingene sker, og vi behøver ikke gemme en historie til næste dags avis," siger Charlotte F. Hartvigsen, der før hun blev redaktionschef var journalist på økonomistoffet.
En anden fordel er, at vi kan hente en nyhed tilbage igen. Er der en fejl, så tager det et minut at rette den. Vi trykker ikke 100.000 fejl, som derefter bliver distribueret.

Klik: Forskel i tempo
Redaktionen på Nettavisen holder til i et overraskende smårodet kontorlandskab på størrelse med en tennisbane. I et hjørne sidder sportsredaktionen og skriver på Nettavisens populæreste sektion. To journalister er på vagt, blandt andre sportsredaktør Jon Hagebø, der nævner tempoet som den væsentligste forskel på et traditionelt journalistisk medie og Nettavisen.
Mens JOURNALISTEN er på besøg ser han VM i ishockey mel-lem Norge og Finland på Eurosport. Hvert femte minut lægger han et par linier på nettet om udviklingen i kampen. Når kampen er færdig, skriver han så en artikel.
I løbet af en dag er 50 procent af historierne på Nettavisens sportssektion hentet fra andre netmedier, derefter omskrevet, selvfølgelig med korrekt kildeangivelse.
Jon Hagebø savner ikke arbejdet på et traditionelt medie:
Det er de færreste journalister, der har mulighed for at lave dybdeborende journalistik, og det gjorde jeg alligevel heller ikke, hvor jeg arbejdede før. Men jeg savner dog at kunne lave historier om idrætspolitik og organisatoriske forhold, men det tillader vores bemanding ikke," siger sportsredaktøren, der forlod et job som redaktionschef på avisen Nationen i 1995 for at satse på et job i netmedierne, hvor nye arbejdsstrukturer og muligheder pirrede hans faglige nysgerrighed.
Jeg vidste, at nettet ville blive et vigtigt område med enorme muligheder, derfor gik jeg direkte efter at få et job i den del af branchen," siger Jon Hagebø.

Klik: Skriveglæden forsvinder
Når nyhederne skal afleveres i et højt tempo, bliver der slugt journalistiske kameler. Jan Christian Grandre, der er kriminaljournalist på Nettavisen, oplever et afsavn i forhold til skriveglæde og sprogligt spræl:
Tempoet i denne branche betyder, at finesserne og de fine overgange forsvinder i artiklerne, fordi sagen skal fremstilles enklere. Det er ulempen ved et netmedie. Skriveglæden kan forsvinde, men opvejes til gengæld af nyhedsræset og friheden til at lave mange forskellige vinkler," siger Jens Christian Grandre, der har arbejdet på Nettavisen siden efteråret 1996. Inden da arbejdede han blandt andet på Verdens Gang.
Som kriminalreporter sidder han tit i de norske retssale og skriver direkte hjem til websitet, når der sker en interessant udvikling i den pågældende sag. Og skal Jens Christian Grandre retur til en almindelig avis, så bliver det ikke uden forbehold:
Hvis jeg skal tilbage på en papiravis, så skal det være på en featureredaktion, hvor jeg kan få lov til at skrive igen," siger Jens Christian Grandre.
Charlotte F. Hartvigsen er klar over dilemmaet:
Journalistisk giver det store udfordringer. Produktionskravet er stort, det skal gå hurtigt og være korrekt," siger hun og indrømmer, at det kan være svært både at arbejde hurtigt og samtidig skrive med spræl.

Klik: Berøringsangst
Omvendt har avisens kulturjournalist, Vibeke Johnsen, det fint med Nettavisens skrivefacon:
Jeg har altid skrevet kort, præcist og stramt, hvilket passer godt til Nettavisens stil," siger Vibeke Johnsen, der fraråder folk med en forkærlighed for et blomstrende billedsprog at søge arbejde på en netavis.
Hun er på vej til filmfestivalen i Cannes, hvor festivalledelsen i første omgang var skeptisk over for en journalist fra en netavis. Men med meget møje og besvær fik Vibeke Johnsen alligevel sin akkreditering. Hun oplevede, at man i Cannes var usikker på, hvad Nettavisen var for en størrelse.
Samme berøringsangst har Jon Hagebø oplevet. Til sommerens EM-slutrunde i fodbold i Holland og Belgien har det europæiske fodboldforbund, UEFA, nægtet Nettavisen akkrediteringer. En situation rene danske netmedier også står i. Én begrundelse er, at netop netmedier ikke er dækket af en aftale mellem UEFA og The European Broadcasting Union, EBU. En anden er en usikkerhed over for nettet som et troværdigt nyhedsmedie.
Konsekvensen bliver, at Jon Hagebø og hans makker kommer til at se EM-kampene på tv et sted i Holland eller Belgien og derefter vil tage til stadion eller spillerhotel for at interviewe de norske spillere. Bagefter skriver de så historierne hjem til Nettavisen.

Klik: Som en fisk i vandet
I de seks dage, strejken stod på i Norge, sendte Nettavisen mellem 50 og 60 opdateringer, altså nye udgaver af allerede skrevne historier om strejken, ud på hjemmesiden per døgn. Og Nettavisen havde det som en fisk i vandet i et strejkeramt Norge. Både antallet af annoncer, som avisen lever af, og hits røg kraftigt i vejret. Avisen har endnu ikke overblik over de ekstra annonceindtægter i perioden, men antallet af hits steg i løbet af strejkeugen til 6,2 millioner i alt. I weekenden op til løsningen på konflikten, havde avisen dobbelt så mange besøg som på en normal weekend.