search

De udvalgte

"Ligestillingsperspektivet skal fuldt integreres i forbundets arbejde, så alle i forbundet medtager ligestillingen som en naturlig del af det faglige arbejde." DJ's hjemmeside.  

"Ligestillingsperspektivet skal fuldt integreres i forbundets arbejde, så alle i forbundet medtager ligestillingen som en naturlig del af det faglige arbejde." DJ's hjemmeside.

Gad vide, hvad de delegerede, der højtideligt udvalgt af deres bagland drager til møde 13. april, tænker om det triste ritual, der udspiller sig i hovedbestyrelsen, hver gang delegeretmødet nærmer sig. De kvinder, der med store stemmetal blev valgt ind i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse på seneste delegeretmøde, rækker nu fingeren op og siger, at det politiske arbejde forekommer dem udsigtsløst, hvorfor de ikke genopstiller.

Et vist frafald er naturligt, et vist stofskifte er kun sundt – men når en bestemt gruppe gang på gang protesterer i samlet gruppe, så er det en advarsel om, at noget er helt forkert. Og hvis de delegerede, og dermed medlemsdemokratiet i den veldrevne forretning DJ, overhovedet skal tages alvorligt, så skal der findes en forklaring og en løsning.

Denne gang genopstiller fire ud af fem kvinder ikke. Og den store port i Gammel Strand 46 ryster lidt efter dem. De synes blandt andet, at mødekulturen er en hæmsko for de diskussioner, de selv finder er fremadrettede. Scenariet er ikke nyt. På delegeretmødet i 2007 blev fire unge kvinder valgt ind i hovedbestyrelsen. Det udløste efterfølgende en voldsom selvransagelse i HB, fordi kvinderne fandt mødeformen meget maskulin.

DJ må gøre op med sig selv, om det er de delegerede, der vælger de forkerte. Den vurdering har næppe gang på jord. Eller om mødeformen skal reformeres, så vi ikke en gang til skal konstatere, at det repræsentative demokrati i DJ halter. Når kvinderne gang på gang bliver valgt med store stemmetal, er det en tilkendegivelse af, at forbundets medlemmer ønsker kvindernes kvaliteter ind i det politiske arbejde. Det kan der være gode grunde til – blandt andet, at de udgør 40 procent af medlemsskaren.

Kvinder er stadig de mest oplagte til at minde DJ om, hvor omkostningsfulde bløde beslutninger kan være for karrieren og lønnen. Men også om, hvor vigtigt det er, at arbejdslivet kan indrettes efter karrieren som forældre. Alene derfor – men også fordi kvinders valg af arbejdsplads og -funktion adskiller sig fra mænds – skal de have naturligt sæde i DJ's hovedbestyrelse.

DJ kan ikke på den ene side argumentere for nødvendigheden af at integrere ligestilling på arbejdsmarkedet og samtidigt lade kvinderne gå til bunds i HB-arbejdet. De er valgbare og er blevet valgt. Derpå er det DJ's ansvar at sikre, at de enten skoles til den mødeform, DJ insisterer på. Eller – måske mere fremadrettet – at justere mødeformen, så den også tilgodeser dem og deres mange stemmer.

Vi skal huske: De er valgt ind af dem, der betaler hele gildet. Medlemmerne.

De udvalgte

"Ligestillingsperspektivet skal fuldt integreres i forbundets arbejde, så alle i forbundet medtager ligestillingen som en naturlig del af det faglige arbejde." DJ's hjemmeside.  

 

Medierne vrimler med almindelige mennesker som aldrig før. I dette tema sætter vi fokus på casting som det værktøj, stort set alle slags mediearbejdere i dag benytter sig af for at give formidlingen et menneskeligt ansigt.

Medierne vrimler med almindelige mennesker som aldrig før. Hr. og fru Danmark optræder i reality-programmer, i quizzer, livsstilsprogrammer og gameshows. Men også i dokumentar-udsendelser, fortællende journalistik og som cases i den daglige nyhedsformidling. Hver eneste af dem er nøje udvalgt – i reglen castet til at spille rollen som sig selv.

I dette tema sætter vi fokus på casting som det værktøj, stort set alle slags mediearbejdere i dag benytter sig af for at give formidlingen et menneskeligt ansigt.

Måske bliver de slagtet

Nadia og Rico er med i reality-programmet Strandvejsvillaen. De er castet som programmets hippier. De ved, de kan blive offentligt henrettet på tv i morgen, men ifølge folkene bag programmet skal vi ikke have ondt af dem.

DRØMMEN. Der er focaccia-sandwiches, kolde colaer og højt humør i TV Danmarks hovedkvarter i Mileparken i Skovlunde. SE og HØR er her. B.T. er her. Vigtige led i fødekæden.

Det er dagen, hvor TV Danmark, anført af Thomas Mygind, præsenterer pressen for de første sammenklippede teaser-minutter af stationens nye reality-satsning 'Strandvejsvillaen', og det er her i studiet med de gyldne nøgler, at Journalisten møder det unge par, Nadia og Rico.

»Det er et nyt program og et nyt koncept. Det er fedt, at man skal gøre noget, bygge noget op sammen og ikke bare sidde stille og være psykologisk. Jeg vil gerne se, hvad jeg rummer som menneske, og hvad Rico og jeg kan gå igennem som par,« siger Nadia.

769 par meldte sig. Noget færre end de cirka 2.500 personer, der gerne ville have en skønhedsoperation i TV Danmarks udgave af det amerikanske koncept 'Extreme makeover', som bliver sendt senere på året. Men 769 er mange, fordi det er par.

Nadia og Rico er et af de 14 par, der slap igennem castingen, og de har selv en fornemmelse af, hvorfor de blev valgt:

»Vi har begge været udenlands et par år, og vi har faktisk ikke noget sted at bo. Vi er meget laidback og vil have one family, one love,« siger Rico, og Nadia griner:

»Vi er lidt hippie-agtige, vi lever uden sikkerhedsnet, 100 procent ud fra en gut feeling. Vi elsker det, vi gør og står for. Er lidt crazy. Vi vil gerne have en Strandvejsvilla, en kanon hyggelig Strandvejsvilla, som er åben for, at mennesker kan komme forbi og føle, at de kommer til et kærligt hjem med masser af charme. Der skal være hængekøjer og plads til kreativitet, farver, lys og bløde former. Og vi vil have en Christiania-bike i indkørslen i stedet for en bil,« siger Nadia.

– Tænker I på, når I bliver filmet, at I har rollen som de alternative?

»Nej, jeg tror ikke på at spille et særligt spil. Vi gør vores bedste og lever i det,« siger Rico.

»Nadia og Rico er valgt, fordi de er alternative. Samtidig er de stærkt sympatiske, umiddelbare og velformulerede. Velformuleret betyder ikke, at man skal være magister i sammenlignende litteratur, men at man er i stand til at sætte ord på sine følelser. Det er en vigtig del af casting-processen. Hvis folk ikke kan formidle deres følelser i et casting-interview, kan vi af gode grunde sjældent bruge dem,« siger Jeppe Juhl, der er producent på Strandvejsvillaen og ansat på TV Danmark.

Jeppe Juhl er en garvet ræv i reality-genren. Han har været redaktionschef på de første seks Robinson-ekspeditioner på TV3, med til at caste alle holdene og har, som han siger, 'en organisk, journalistisk fornemmelse for, hvad der fungerer'. Han er uddannet journalist og fik i 1989 Cavling-prisen for at afsløre korruption på Københavns Rådhus for sin avis Ekstra Bladet.

»Casting handler om, hvad vi kan få ud af en person i forhold til det univers, vi beskæftiger os med. Hvis du skal lave en tv-nyhed og har seks kilder, der er enige i præmissen, vil du typisk vælge den, der bedst muligt og kortest muligt kan fortælle historien i letforståelige overskrifter,« siger Jeppe Juhl.

»I reality-programmer typecaster vi. På en kommerciel tv-station er det allervigtigste ord identifikation. Derfor leder vi generelt efter fire-fem let identificerbare arketyper. Ud fra en idé om, at når programmet starter, gælder det om at få en krog i seerne hurtigst muligt, derfor skal der være nogle typer, det er let at forholde sig til lige med det samme. Men den bedst castede person er den, der har flere dimensioner, og et af de bedste eksempler er Biker-Jens, som under rockeren gemte noget mere,« siger Jeppe Juhl.

Idéen i Strandvejsvillaen er, at 14 par sammen skal bygge en drømmevilla. Undervejs stemmer parrene hinanden hjem på husmøder, og det par, der bliver tilbage, vinder villaen, der har en salgsværdi på cirka tre millioner kroner.

Ifølge Jeppe Juhl og TV Danmarks programdirektør, Jacob Mejlhede, er Strandvejsvillaen et blødere program end Robinson. Det er ikke primært et bygge- og boligprogram, men et reality-program, der lægger vægt på interaktionen mellem mennesker, når de skal tage et valg.

»Alle, der har prøvet at samle et Ikea-møbel med deres kæreste, ved, at man skal tænke sig grundigt om. Så vi har en formodning om, at der vil være en del spændingsfelter parrene imellem,« siger Jeppe Juhl.

– Caster I ud fra, at der skal være spændingsfelter og konfliktstof i deltagerne?

»Som tilrettelæggere af reality-programmer bliver vi altid beskyldt for, at vi monomant og ensidigt fokuserer på konflikt, men det er en sandhed med modifikationer. Konflikt er godt fjernsyn, jeg ville være en hykler og løgner, hvis jeg sagde andet. Men i det øjeblik, du har en harmonisk gruppe, og temaet er, at du skal fjerne én hver gang, behøver man ikke være rocket scientist for at regne ud, at det også giver godt fjernsyn. Så ud fra en kold kommerciel betragtning kan harmoni være lige så godt som konflikt,« siger Jeppe Juhl.

»En historie består af kontraster,« siger programdirektør Jacob Mejlhede. »Hvis den store harmoni skal opstå, skal det sgu ikke bare være lige ud af landevejen. Vi skal caste med henblik på at fortælle den gode historie.«

Jeppe Juhl tager over:

»Pointen er jo, at harmonien stopper på et tidspunkt. Det ligger i sagens natur, fordi det er stem-hjem-programmer. There can be only one, og det er styrken i de her ting. Det er jo historien om den offentlige henrettelse, og den er stærk. Helt tilbage fra 1789, hvor folk sad på torvet og strikkede, mens hovederne rullede, har den offentlige henrettelse været et tilløbsstykke,« siger han.

Der er altid et element af kvalificeret gambling i casting, er Jeppe Juhl og Jacob Mejlhede enige om – og også, at det er blevet sværere at caste til reality. Som tilrettelæggere sidder de i et dilemma, for nu, hvor Robinson kører på syvende år, er reality ikke så jomfrunalsk, som det var engang. Mange vil gerne være med i programmerne, nogle spiller skuespil, og andre kan ikke levere varen.

»Vores job er at sætte et filter op, at adskille, hvad der er ægte, fra hvad der ikke er ægte. Vi er jo ikke interesserede i skuespillere, men i ægte personlighed, og det er super super svært. Og det bliver sværere og sværere, fordi folk inden for de her kendte formater ved, hvad de går ind til, og de tror også, de ved, hvad vi vil have,« siger Jeppe Juhl, og Jacob Mejlhede nikker:

»Jeg tror, vi bliver nødt til at raffinere casting-processen nu. Vi bliver nødt til at gå længere med for eksempel psykologtests, for vi lever af de medvirkendes autenitet,« siger programdirektøren, der på TV Danmark altid godkender det endelige cast.

Der er psykologtests allerede i dag. Ikke på Strandvejsvillaen, for det ligger inden for 'normalsfæren'. Men i for eksempel Robinson, hvor man udsætter folk for ting, der ligger ud over dagligdagen. På Robinson blev testene indført fra starten i 1998, fordi der i forbindelse med programmet havde været et selvmord i Sverige året forinden. Men det var, som Jeppe Juhl siger, 'en ren psykopatprøve, uanvendelig til casting'.

»Jeg ville gerne have,« siger Jacob Mejlhede, »at der til castingen og undervejs i optagelserne sidder en person ved siden af Jeppe Juhl, og som Jeppe kan spørge: 'Hvad sker der med Hans, hvis jeg gør sådan og sådan?' Og at han så svarer: 'Han begynder at flæbe.' Så er vi dér, hvor vi kan få castingen til at gå op med den journalistiske, den dramaturgiske og den psykologiske dimension.«

»Ja, det ville være fantastisk, hvis jeg havde et orakel, der kunne sige, at hvis jeg stresser Hans, så ryger han helt ned med flaget,« siger Jeppe Juhl.

»Ja, eller sige: 'Han kæmper, til han brænder sammen, og det gør han med et brag.' Det ville give os det sidste. Det ville lette tilrettelæggelsen og sandsynligheden for at få et program med mange spændingsfelter, fordi vi altid kan gribe ind, hvis det står stille. Selvfølgelig vil det forlænge casting-processen og øge omkostningerne, men vi ville allerede i udgangspunktet øge chancen for at stå med et dynamisk cast uden svage led,« siger Jacob Mejlhede.

– Kan man forestille sig, at deltagerne så efterfølgende ville være mere udsatte, når for eksempel SE og HØR og B.T.s mediekværn maler?

»Måske,« siger Jeppe Juhl, »men jeg er benhamrende hård. Reality er ikke længere jomfrunalsk. Deltagerne ved, hvad de går ind til, alle kender møllen, og man har mindre og mindre ondt af folk, fordi de både bliver klædt på og kender betingelserne for at være med. Specielt hvis det er de højprofilerede reality-programmer, hvor der ingen kære moster er i pressen, særdeles ikke i ugebladene eller tabloidpressen. Der er jeg iskold og på ingen måde frelst. Honestly: Hvis de vil være med, så er de med, og så behøver vi sgu ikke have ondt af dem.«

Læs også:
Den gode, den onde og Klamme Erik
»Uden cases kan vi godt pakke sammen«
Fra privat til hvermandseje

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen