Dansk radio står over for store forandringer. Denne gang selve måden, de unge forbruger radio på. Det kan få konsekvenser for mediets fremtid. På torsdag og fredag mødes 600 radiofolk fra hele Europa i København for at give svaret.
Du har muligvis hørt om Spotify. Og helt sikkert TDC Play. Men hvad så med WIMP og alle de andre nye streamingtjenester, som sender musikken ud via nettet?
I radiobranchen hilses de dog ikke velkommen af alle med lutter begejstring. For online-musikken har nemlig på få år overhalet radioen blandt de yngre aldersgrupper. Allerede for et par år siden slog Spotify sin betydning fast som fremtidens medie.
Og nu begynder den gamle garde af radioentusiaster at blive bekymret. Den voldsomme udvikling er således et af dette års hovedtemaer på Radiodays Europa, som torsdag og fredag i denne uge samler 600 deltagere fra mere end 40 lande – fordelt på fem kontinenter.
Men for ikke at stå tilbage som tabere så lægger konferencen op til, at radiobranchen i stedet rækker ud efter de brancher, der er beslægtede med radio, og som i disse år udgør den nye konkurrence.
Derfor er der stor fokus på hele mobilområdet, digitalisering af radio samt udvikling af indhold til radio.
"Spotify, WIMP og andre streamingtjenester er med til at ændre måden, hvorpå de unge lyttere forbruger radio, og derfor har få særligt fokus på mobilområdet og de unge lyttere. Taber radio de unge lyttere, er slaget tabt, og derfor kommer nogle af de centrale aktører på markedet også som talere. Det gælder blandt andet Per Einar Dybvik, der er CEO for Aspiro Music, der står bag streamingtjenesten WIMP," fortæller Christian Kjeldsen, der er hovedmanden bag Radiodays Europe.
For at få et svar på, hvor lytterne bevæger sig hen og hvorfor, deltager tillige forskere og medieanalytikere fra en lang række lande.
Det er anden gang, Radiodays Europe finder sted. Og på programmet er en lang række oplægsholdere, der på hver sin måde og i forskellige verdensdele er med til at sætte dagsordenen.
"Topcheferne fra både kommerciel radio og public service fra hele verden er på programmet," fortæller Christian Kjeldsen og nævner i flæng cheferne fra Clear Channel USA, Sharon Dastur og Dennis Clark samt BBC´s radiochef, Tim Davie, og CBC´s radiochef, Chris Boyce.
Mere om Radiodays Europe her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.