search

»De tværer freelanceren ud over fortovet«

Mød fem freelancere, der føler sig usselt behandlet af et medie. »Det føltes simpelthen socialt ulovligt, det han gjorde,« siger en, som oplevede, at en fornærmet redaktør på Weekendavisen smed røret på med disse ord: »Det der gider jeg ikke, kan du have det godt, hej!«

For dårlig betaling. For sen betaling. Redaktører, der hidser sig op, når der opstår uenighed om en aftale, telefoner, der bliver smækket på, brudte løfter og mangelfulde tilbagemeldinger.

Næsten hver femte DJ-medlem er freelancer, og andelen af freelancere er vokset med otte procent på omkring tre år. Men kontakten med kunderne kan være hård, viser en række eksempler, som Journalisten har indsamlet blandt de frie mediearbejdere.

Her er eksemplerne i kort form, set fra freelancernes synspunkt:

  • Katrine Storgaard Carlsen fandt sin historie hos DR: »De læser min historie, lægger op til et samarbejde, trækker det halvt tilbage og vender ikke tilbage til mig,« siger hun.
  • »Han ville sørge for, at jeg blev blacklistet,« siger freelancer Mette Kjærsgaard om Ekko-redaktørs reaktion, da hun solgte historien til Euroman i stedet.
  • »Jeg blev chokeret, da jeg så den artikel,« siger Evelina Gold, efter at Information selv gik videre med hendes historie.
  • »Det der gider jeg ikke, kan du have det godt, hej!« Sådan lukkede Weekendavisens kulturredaktør, Joakim Jakobsen, for dialogen med freelancer Ea Ørum. Røret blev smidt på.
  • »Det er til grin, at man gerne vil vinde priser og sætte nye standarder, men ikke vil betale for det,« siger freelancer Jeppe Kondrup Adelborg efter et møde med Politiken.

Rå tone

Historierne viser, at der i flere tilfælde er noget galt med kundens attitude over for freelanceren, siger Sus Falch, formand for FreelanceGruppen i DJ.

»Jeg vidste godt, at tonen kan være rå, men jeg er overrasket over, hvor respektløs omgangen med freelancerne er i Journalistens eksempler. En stor del af mediernes stof produceres af freelancere, og man skal have respekt for de mennesker, der leverer gode ideer og stof til ens medie,« siger hun – og fastslår, at det er kompliceret at have en kontrovers med en redaktør, når man er løst tilknyttet og dermed afhængig af relationen:

»Freelancerne kan ikke rede en konflikt ud med redaktøren, når de ses på jobbet dagen efter. Derfor er debatten om, hvordan vi samarbejder, mindst lige så vigtig her som i forhold til de fastansatte,« siger hun.

Omvendt forklarer redaktørerne i Journalistens eksempler, at de oplever, at freelancerne til tider honorerer aftaler dårligt.

Flere redaktører peger på, at freelancerne er for hurtige til at gå videre med en ide og tilbyde den til flere medier på en gang, eller at de i overdreven grad tager ejerskab over deres stof:

»Jeg udfordrer præmissen om, at fordi man har beskæftiget sig med et emne, så skal man til tid og evighed krediteres for det,« forklarer redaktionschef i DR Sandy French i et af Journalistens eksempler.

Sen betaling

En række freelancere deler i denne artikel deres oplevelser og lægger navn til kritikken. Journalisten har talt med adskillige andre, der ikke vil stå frem, fordi de frygter at lægge sig ud med nuværende og potentielle arbejdsgivere.

Nogle sager er banale, men samtidig så belastende, at det kan undre, at mediet ikke løser problemet en gang for alle. Det handler for eksempel om sen betaling.

Freelancer Assia Awad fortæller, at hun holdt op med at skrive til Weekendavisen, fordi avisen betaler »for dårligt og for sent«:

»Da jeg skrev for Weekendavisen, var proceduren, at man fik lønnen udbetalt i slutningen af den efterfølgende måned, efter at artiklen var blevet udgivet. Så hvis artiklen kom i avisen den 2. februar, fik man altså løn den 31. marts. Nogle artikler kunne jo sagtens ligge et par uger eller tre, inden de kom i avisen, så der kunne nemt gå tre måneder, før der var penge på kontoen,« siger hun.

Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, forklarer, at selv om man leverer til Weekendavisen, gælder Mecom-koncernens betalingsbetingelser (og eksemplet stammer fra dengang, Mecom var ejer (red.)). De betingelser er hun ikke herre over:

"Men jeg kan forsikre, at vi på avisen bestræber os på at ekspedere vore udbetalinger, så hurtigt som det er muligt," skriver hun til Journalisten.

Dårlig aftaleskik

Dårlig aftaleskik er omdrejningspunktet i mange andre af tvisterne. For selv om gensidig tillid er fundamentet for mange samarbejder mellem freelancere og redaktører, slår en del sig netop i forbindelse med upræcise aftaler:

»Det går ofte galt, når kunden ikke er tilfreds med produktet, fordi det ikke er, som man havde tænkt sig, og så vil man ikke betale,« forklarer faglig konsulent i DJ Kirstine Baloti.

De sager kan ende hårdt:

»Nogle kunder opfører sig rigtig grimt, når de ikke vil købe noget, de har bestilt, og det eneste, de har at gribe i, er kvaliteten. De tværer freelanceren ud over fortovet og kalder deres produkt udueligt. Den får med hele grovfilen,« siger Kirstine Baloti.

Hun oplever sjældent, at dårlig kvalitet berettiger den kontante afvisning, men understreger, at der generelt »mangler en skriftlighed fra freelancernes side«.

En følelse af overgreb

Bedre aftaler og hård hud er hendes råd til freelancerne.

»Det er ikke mit indtryk, at freelancerne generelt bliver dårligt behandlet. Men der er chefer derude, som har dårlige manerer og udnytter, at de sidder et sted, hvor mange gerne vil se sin byline. Det bedste, man kan gøre, er at træffe sine forholdsregler ved at aftale på skrift og lade være med at tage det personligt, hvis medierne opfører sig dårligt.«

I Journalistens eksempler beretter freelancerne gang på gang om en følelse af afmagt over for almægtige redaktører, der ikke gør sig umage i relationen med en bidragyder, selv om de har takket ja til arbejdskraften.

Flere fremhæver ligefrem en følelse af overgreb.

»Det føltes simpelthen socialt ulovligt, det han gjorde,« siger en freelancer, der blev tilbudt 2.000 kroner som et plaster på såret, fordi parterne blev uenige.

»Det var, som om jeg kunne få penge for at holde mig væk, fordi han blev sur over noget, der ikke blev sat ord på. Jeg undrer mig stadig over, hvad der gik galt,« siger hun.

Blandt de freelancere, Journalisten har talt med, har flere stødt sig i kontakten med landsdækkende og prestigeprægede medier som Danmarks Radio og Politiken.

Ifølge Sus Falch har de store medier på en gang en særlig mulighed for at skabe best practice på området – og et særligt ansvar:

»Hvis du sidder på noget, mange vil have, følger der en forpligtelse med til at være et ordentligt menneske.«

 

Case 1: Spanske jordbær endte i DR

Freelancer Katrine Storgaard Carlsen fandt sin historie hos DR: »De læser min historie, lægger op til et samarbejde, trækker det halvt tilbage og vender ikke tilbage til mig,« siger hun. Sandy French fra DR afviser: »Det er jo ikke en unik graverhistorie, som hun har vredet ud gennem aktindsigt og hemmelige kilder.«

»Jeg håber, det her vil rejse en debat om etik og om, hvordan vi behandler hinanden,« siger freelancer Kathrine Storgaard Carlsen. Foto: Sif Meincke

 

Retten til idéen kan udløse komplicerede konflikter. Det oplevede Kathrine Storgaard Carlsen, der 18. februar 2013 publicerede et opslag på sin facebookprofil:

”Efter fem måneders research skrev jeg sidste år historien om de spanske jordbær, der plukkes af illegale indvandrere og ender i COOP og Dansk Supermarkeds butikker, til Magasinet Udvikling,” begyndte opslaget.

Kathrine Storgaard Carlsen lagde det også på facebooksiden for Danmarks Radios daværende madmagasin ’Bitz & Frisk’. Hun mente nemlig, at redaktionen bag programmet havde taget hendes historie:

”I aften ser jeg hele den historie, som jeg brugte måneder på at researche til og skrive, og som jeg – inden længe – havde tænkt mig at gå videre med, folde sig ud på flere af DR’s platforme,” skrev hun.

Omkring en måned tidligere var Kathrine Storgaard Carlsen blevet kontaktet af journalist på ’Bitz & Frisk’, Morten Brink Iwersen. Han havde læst Kathrine Storgaard Carlsens historie i Magasinet Udvikling.

Nu stillede han spørgsmål til hendes kilder og luftede ideen om, at Kathrine Storgaard Carlsen blev en del af et samarbejde med ’Bitz & Frisk’ om at folde historien ud på DR.

Kathrine Storgaard Carlsen havde tidligere boet i Madrid. Nu var hun flyttet hjem. Derfor kunne hun ikke være fixer i Spanien, og da Morten Brink Iwersen opdagede det, forklarede han, at han var nødt til at vende situationen omkring et samarbejde med sin redaktør. Inden samtalen sluttede, pointerede Kathrine Storgaard Carlsen, at historien havde krævet meget research. Hun forklarede, at hun planlagde at gå videre med den til nye platforme snart, blandt andet ville hun tilbyde den til Danmarks Radios ’Horisont’.

Omvendt forsikrede Morten Brink Iwersen, at ’Bitz & Frisk’ ikke ville vinkle, som Kathrine Storgaard Carlsen havde gjort. Han lovede at vende tilbage med svar på muligheden for et samarbejde, forklarer hun.

Men Kathrine Storgaard Carlsen hørte ikke fra ’Bitz & Frisk’ igen. Derimod tændte hun for sit tv den 18. februar 2014 og så en historie på skærmen, der lignede den, hun havde skrevet flere måneder tidligere.

”Halvdelen af jordbæravlerne ansætter illegal arbejdskraft, der tjener langt under minimumslønnen og har elendige arbejds- og boligforhold,” lød underrubrikken på Kathrine Storgaard Carlsens nyhedshistorie i Magasinet Udvikling.

På DR’s hjemmeside markedsførte ’Bitz & Frisk’ sin historie under rubrikken ”Spansk delikatesse plukkes af illegale immigranter”.

Sammenfaldet melle de to historier var markant, mente Kathrine Storgaard Carlsen. Derfor skrev hun en mail til Morten Brink Iwersen og hans kolleger på ’Bitz & Frisk’.

”I interviewer den ngo, som jeg interviewede. I interviewer den fagforening, som jeg interviewede. I besøger nøjagtig det samme sted i skoven som jeg. I interviewer [immigranten] Samba og flere andre af dem, jeg talte med. Og så laver I de samme kritiske interview med Mads Hvitved Grand fra Dansk Supermarked. Og med COOP,” opsummerede hun i mailen.

Magasinet Udvikling var i DR-programmet ikke krediteret for at have været først med historien.

Tværtimod bragte DR Nyheder i november sidste år en opfølgende artikel, der henviste til jordbær-historien som madmagasinets afsløring.

Redaktør på ’Bitz & Frisk’ Stine Skriver svarede på freelancerens kritik. I en mail til Kathrine Storgaard Carlsen undskyldte hun for, “at vi ikke kontaktede dig inden udsendelsen, som vi havde lovet. Det er en dum forglemmelse”.

Men i øvrigt var Stine Skriver ”uforstående over for, at du mener at have patent på en fortælling om spanske jordbær”.

Redaktionen researchede historien selvstændigt, og ”hverken lejre, beboere eller fagforeninger er hemmelige eller svære at finde”, skrev hun.

Kathrine Storgaard Carlsen afviser over for Journalisten, at hun følte, hun havde ”patent på historien”. Hun fastholder, at sammenfaldet i kilder var ”påfaldende”.

Mest stødt er freelanceren over fraværet af kollegial adfærd mellem en lille spiller og en kæmpestor:

»Jeg håber, det her vil rejse en debat om etik og om, hvordan vi behandler hinanden. Synes DR, at det her er loyalt over for en freelance-kollega? De læser min historie, lægger op til et samarbejde, trækker det halvt tilbage, vender ikke tilbage til mig og kører så en historie med flere af de samme kilder som mine, selv om de siger, at den vinkel ikke vil komme til at fylde meget i programmet. Hvorfor nævnte de ikke bare Magasinet Udvikling? Det er ikke forsvarlig adfærd over for den, der har lavet den første research,« siger hun.

Redaktionschef i DR Sandy French afviser kritikken over for Journalisten:

»Den er helt gal med præmissen. Det er det samme som at sige, at en journalist har lavet en historie om omorganiseringer på et dansk slagteri. Fire måneder senere laver DR en tilsvarende historie på samme slagteri. Skal man så kreditere en journalist, som for fire måneder siden lavede historien om det slagteri?«

Sandy French forklarer, at der på YouTube ligger masser af indslag om samme emne:

»I forhold til kilderne er der en fagforening i Spanien, som beskæftiger sig med immigranternes forhold, og det er den fagforening, man går til. Det er ikke en historie, Kathrine Storgaard Carlsen har gravet frem eller har patent på, det er en historie, som er udkommet på alverdens medier.«

Kathrine Storgaard Carlsen var den første, der fortalte, hvordan jordbær i danske supermarkeder plukkes af immigranter under tvivlsomme forhold. Nu undrer hun sig over, hvorfor I tager præcis samme sted hen, har samme line-up i kilder og kører samme vinkel?

»Hvis den præmis overhovedet skal holde, skal hun jo kreditere de hundredvis af YouTube-klip, der ligger derude. Det er jo ikke en unik graverhistorie, som hun har vredet ud gennem aktindsigt og hemmelige kilder. Det er en historie, som er produceret, til jeg ved ikke hvor mange medier og platforme. Jeg udfordrer præmissen om, at fordi man har beskæftiget sig med et emne, så skal man til tid og evighed krediteres for det,« siger Sandy French.

»Jeg udfordrer præmissen om, at fordi man har beskæftiget sig med et emne, så skal man til tid og evighed krediteres for det,« siger Sandy French, redaktionschef i DR. Foto: Agnete Schlichtkrull

 

Case 2: Ekko og freelancer i strid om interview

»Han ville sørge for, at jeg blev blacklistet,« siger freelancer Mette Kjærsgaard om Ekko-redaktørs reaktion, da hun solgte historien til Euroman i stedet. "Et afbud fra en for mig ukendt forfatter kan ikke vælte et nummer," siger Ekkos redaktør.  

I JUNI MÅNED for godt tre et halvt år siden var freelancer Mette Kjærsgaard ihærdig. Hun bed sig fast i ’Super Size Me’-dokumentaristen Morgan Spurlock under et besøg på dokumentarfilmfestivalen Sheffield Doc/Fest i Nordengland og skrev et interview, som Euroman bragte.

Men faktisk forsøgte Mette Kjærsgaard at sælge ideen til filmmagasinet Ekko først.

Redaktør på Ekko Claus Christensen takkede hverken ja eller nej:

"Jeg aftaler ikke på forhånd med skribenter, som vi ikke har arbejdet sammen med før. Men du er selvfølgelig velkommen til at sende en artikel, som jeg hurtigt vil tage stilling til," skrev han i en mail som svar på Mette Kjærsgaards henvendelse.

Mette Kjærsgaard havde først foreslået en personlig reportage fra Sheffield. Spurlock-interviewet kom hun på senere, da freelancer og redaktør havde flere samtaler i telefonen om andre mulige historier, forklarer hun.

Imidlertid lykkedes det stadig ikke Mette Kjærsgaard at få et klart ja eller nej fra Ekko, siger hun. Og da Euroman sagde ja, uden at historien skulle skrives først, slog hun til.

Derfor ringede hun til Claus Christensen for at sige, at hun havde lavet en aftale med et andet medie:

»Så flejnede han. Han sagde, at han kom i problemer med sin bestyrelse, at han havde regnet med historien, at han ville svine mit navn til og sørge for, at jeg blev blacklistet i hele branchen. Og det er jo mit levebrød! Jeg var oprigtigt bekymret og ked af det. Og der var ligesom ikke en tillidsmand, jeg kunne tage en kop kaffe med,« siger Mette Kjærsgaard til Journalisten.

Efter samtalen sendte hun en mail til Claus Christensen og beklagede, at de to havde misforstået hinanden. Men en aftale er ikke en aftale, ”når du først vil sige endeligt ja efter at have set den færdige artikel”, skrev hun.

Den redegørelse står hun ved i dag:

»Det svarer til, at du har en kommode til salg i Den Blå Avis. Du kan jo godt lave en aftale med en, der vil komme og se på den. Men hvis en anden ringer og vil købe den, så slår du til,« siger hun.

Claus Christensen kan derimod ”slet ikke genkende beskrivelsen”. Han mener ikke, det var Mette Kjærsgaard, der fik ideen til interviewet med Morgan Spurlock:

”Mette Kjærsgaard kontaktede mig via en e-mail, hvor hun foreslog at rapportere fra en af de mindre festivaler om, hvordan hun ”selv forsøger at få afsat mit dokumentarprojekt gennem networking, fester og work-shops på festivalen”, som hun skrev. Ud over dette indeholdt e-mailen ingen oplysninger om skribenten. Jeg ringede til Kjærsgaard og foreslog, at hun for Ekko kunne lave et interview med dokumentarinstruktøren Morgan Spurlock. Opgaven forudsatte naturligvis, at hun kunne få adgang til instruktøren på festivalen,” skriver han til Journalisten.

Claus Christensen mener også, at freelanceren løb fra aftalen:

”Uden at aftale det med mig tilbød Kjærsgaard nu Spurlock-interviewet til andre medier, heriblandt et større magasin, som hun endte med at foretrække, fordi hun ”som freelancer har behov for at komme bredest muligt ud” og kunne ”få en bedre pris”, som hun skrev i en afbudsmail,” skriver Claus Christensen til Journalisten.

Beskrivelsen af sin egen reaktion genkender han heller ikke:

”Lidt ærgerligt, når vi nu havde brugt en del tid sammen på at fastlægge artiklen med vinkel og omfang. Men et afbud fra en for mig ukendt forfatter kan ikke vælte et nummer, endsige være et bestyrelsesanliggende. Mette Kjærsgaard er da også meget velkommen til at henvende sig en anden gang. Men at udvikle en artikel er en proces, der efter min mening ikke kan sammenlignes med en auktion i Den Blå Avis.”

Claus Christensen, chefredaktør på Ekko, kan ikke genkende beskrivelsen af det forløb, freelancer Mette Kjærsgaard beskriver. Foto: Filmmagasinet Ekko

 

Case 3: Information gik »selv videre« med historien

»Jeg blev chokeret, da jeg så den artikel,« siger Evelina Gold, efter at Information selv gik videre med hendes historie. Informations chefredaktør, Christian Jensen: »Da Evelina Gold ikke bidrager med research, har vi ikke skønnet, at der var tale om en ny aftale.«

»Jeg følte mig enormt trådt på. Forløbet var i mine øjne langt ude,« siger freelancer Evelina Gold om sin oplevelse med Information. Foto: Sif Meincke

 

I april 2013 solgte journalist Evelina Gold en artikel til dagbladet Information om den afghanske tolk Asif Danishyar, som ikke kunne få asyl i Danmark.

Daværende indlandsredaktør Mette-Line Thorup og reporter Charlotte Aagaard traf aftalen med Evelina Gold, og det skulle gå stærkt. Information sagde ja til historien fredag omkring frokost med deadline nøjagtig to døgn senere.

Over telefonen aftalte Evelina Gold og Charlotte Aagaard, at freelanceren skrev case-historien om den afviste tolk, mens Charlotte Aagaard lavede en baggrundshistorie om truede tolke.

Den weekend interviewede Evelina Gold den afghanske tolk, skrev hans historie og samlede dokumentation for hans forklaring.

Det var et krævende arbejde.

For Asif Danishyar anede ikke selv, hvorfor han var nægtet asyl i Danmark. Afslaget var på dansk. Som en del af sin dokumentation oversatte Evelina Gold den tre sider lange tekst til engelsk og fik Asif Danishyars kommentarer til Udlændingestyrelsens begrundelser.

Evelina Gold brugte hverken afslaget eller tolkens kommentarer i sin artikel. Men hun afleverede begge dele til deadline sammen med historien.

»Jeg lavede rigtig meget ekstra arbejde til den artikel, både for at vise at jeg kunne løfte opgaven, og fordi der fra starten var lagt op til et samarbejde. Jeg tænkte, at den research kunne bruges fremadrettet,« begrunder Evelina Gold i dag.

Flere gange den weekend bad hun om respons på historien og stillede spørgsmål til dens disposition. Hun fik ikke svar på sine spørgsmål.

Først da artiklen var trykt mandag, hørte Evelina Gold fra sin redaktør. Mette-Line Thorup ringede og forklarede, at Information gerne ville gå videre med historien selv.

Evelina Gold, derimod, ville ikke hægtes af sit eget materiale.

Derfor aftalte freelancer, redaktør og reporter i telefonen, at Charlotte Aagaard skrev et udkast til næste historie og sendte kladden til Evelina Gold for at få input, inden teksten blev trykt:

»Vi aftalte, at vi skulle samarbejde om opfølgningshistorien, fordi den blandt andet ville bygge på den research, jeg afleverede sammen med den første historie,« siger Evelina Gold.

Men freelanceren modtog aldrig udkastet til den artikel, der var i avisen to dage senere.

Til gengæld genkendte hun sin egen research i historiens sidste tredjedel. Her var flere pointer fra oversættelsen af asylafslaget og Asif Danishyars kommentarer.

Måske var det dumt at aflevere bunken af ekstra arbejde med den første historie, erkender Evelina Gold. Måske har Information overholdt de juridiske retningslinjer i deres samarbejde.

De moralske blev derimod overtrådt, mener freelanceren. Hun er stødt over Informations omgang med klare aftaler og en freelancers indsats:

»Jeg blev chokeret og følte mig enormt trådt på. Forløbet var i mine øjne langt ude. De lagde hele tiden op til et samarbejde, der ikke var der, svarede ikke på det, jeg spurgte om, og lod på intet tidspunkt høre fra sig, så jeg indtil mandag morgen var i tvivl om, om historien overhovedet kom i. Men det værste var det forløb, der fulgte. Jeg blev fuldstændigt hægtet af min egen historie stik imod den aftale, der var indgået. Jeg synes, det er uforskammet, at man ikke overholder så klar en aftale og ikke engang gør sig den ulejlighed at kontakte mig med en forklaring,« siger hun.

Chefredaktør Christian Jensen på Information forklarer, at han er ked af, hvis Evelina Gold ikke føler sig ordentligt behandlet af Information:

»Det bestræber vi os på i vores løbende samarbejde med freelancere. Efter aftale med Evelina Gold har vi honoreret hende for case-historien om den afghanske tolk. Det er korrekt, at vi efterfølgende er gået videre med temaet i en ny historie, hvor der henvises til den tidligere artikel, men da Evelina Gold ikke bidrager med research, har vi ikke skønnet, at der var tale om en ny aftale.«

»Det er korrekt, at vi efterfølgende er gået videre med temaet i en ny historie, hvor der henvises til den tidligere artikel, men da Evelina Gold ikke bidrager med research, har vi ikke skønnet, at der var tale om en ny aftale,« forklarer Christian Jensen, chefredaktør på Information. Foto: Jakob Dall 

 

Case 4: Weekendavisen smed røret på

»Det der gider jeg ikke, kan du have det godt, hej!« Sådan lukkede Weekendavisens kulturredaktør, Joakim Jakobsen, for dialogen med freelancer Ea Ørum. Røret blev smidt på. Hun er rystet: »Det føltes simpelthen socialt ulovligt, det han gjorde.«

I marts 2014 sagde Weekendavisens kulturredaktør, Joakim Jakobsen, ja til en artikel af freelancejournalist Ea Ørum. Hun var i Los Angeles, og en mail fra redaktøren bekræftede aftalen om en historie, hun ville levere derfra.

I bekræftelsen angav Joakim Jakobsen deadline og en omtrentlig pris på 5.000-6.000 kroner.

Redaktøren havde samtidig nogle korrektioner til vinkel og kildevalg i den synopsis, Ea Ørum havde sendt, og han tilbød mere plads end de 7.000 anslag, freelanceren foreslog i sin skitse.

Samarbejdet begyndte godt, men derfra dalede stemningen markant.

Joakim Jakobsen svarede ikke, da Ea Ørum kvitterede med en mail, hvor synopsen var rettet til, og hun atter redegjorde for sit valg af kilder og artiklens opbygning.

Det gjorde han til gengæld, da artiklen blev afleveret til deadline den 7. april.

Redaktøren mailede, at historien var ”yderst velskrevet”. Alligevel kunne han ikke bruge den, da ”den lægger vægten forkert”.

”Jeg er ikke interesseret i ham Marco, for eksempel,” begrundede Joakim Jakobsen med henvisning til en kilde, Ea Ørum havde introduceret i den tilrettede synopsis og brugt i artiklen.

Efter afvisningen ringede freelanceren til redaktøren for at finde en løsning. Samtalen varede godt et minut. Ea Ørum forklarede, at hun havde fulgt den opbygning, hun havde mailet til Joakim Jakobsen. Hun tilbød også at skrive artiklen om. Men redaktøren bed hende af:

»Jeg blev skuffet over artiklen, så det kan jeg ikke rigtig bruge, det der,« sagde Joakim Jakobsen først.

Kort efter smækkede han røret på med følgende afsked:

»Så får du lidt penge, og så snakker vi aldrig mere sammen, okay, det er godt, hav det godt. Send en faktura til mig på 2.000, og så taler vi aldrig mere, det der gider jeg ikke, kan du have det godt, hej!«

Ea Ørum er sikker på ordlyden, for hun optog samtalen.

Tilbage sidder freelanceren med en følelse af at være kørt ned af en kraft, hun slet ikke havde til hensigt at udfordre:

»Det føltes simpelthen socialt ulovligt, det han gjorde. Og jeg fatter ikke, at han skriver, at historien er ”yderst velskrevet” og så vil kaste 2.000 kroner efter mig som betaling for hvad? Det var, som om jeg kunne få penge for at holde mig væk, fordi han blev sur over noget, der ikke blev sat ord på. Jeg undrer mig stadig over, hvad der gik galt.«

Hun forklarer, at redaktørerne sidder i elfenbenstårnet med en enorm magt.

»Hvem vinder ved, at magtfordelingen er så skæv, og at tonen er så grov?«

Joakim Jakobsen står gerne ved, at han og Ea Ørum havde en aftale. Til gengæld mener han, at Ea Ørum forrådte sin del af aftalen i sit valg af kilder til historien.

Han mener, at karakteren Marco overtog pladsen fra de kilder, han havde købt som artiklens omdrejningspunkt:

”Da jeg modtager artiklen fra Ea Ørum, undrer jeg mig. For der er ikke skyggen af en tekstforfatter, ”som har arbejdet med serien ’Californication’”, hvilket var den historie, jeg havde sagt ja til,” skriver Joakim Jakobsen til Journalisten.

Marco var ’Californication’-fan og tekstforfatter, men ikke bag serien. Derfor fastholder Joakim Jakobsen, at Ea Ørum selv var skyld i den kontante afvisning:

”Da Ea Ørum så i en efterfølgende telefonsamtale benægter, at aftalen gik ud på at interviewe en eller flere forfattere bag ’Californication’, bliver det for tosset. Og jeg svarer fuldstændigt, som det fremgår af lydfilen. Det er faktisk mit job at sørge for, at stof afleveres, som det er aftalt. Og nej, jeg havde ikke lyst til at have mere at gøre med en person, som i den grad forsøgte at forvanske en aftale.”

Journalisten har hørt lydfilen af samtalen mellem Ea Ørum og Joakim Jakobsen. Intet sted nævner Joakim Jakobsen de kilder, han mener historien mangler.

Hvorfor forklarede du ikke bare, hvordan du opfattede jeres aftale, og hvad der manglede?

”Hun har ikke gjort, som vi har aftalt, og det er jo meget klart. Når en person benægter aftalen på den måde, så vil jeg ikke være med længere. Det bliver absurd, hvis man skal diskutere, om hun har talt med en tekstforfatter bag serien ’Californication’, når hun ikke har. Hun har solgt noget på falske vilkår,” siger Joakim Jakobsen.

Først i forbindelse med Journalistens research har Ea Ørum fået klarhed over, hvad Joakim Jakobsen stejlede over. Foruden Marco interviewede hun flere andre kilder til artiklen, blandt andre forfatteren Jonathan Grotenstein. Han har skrevet en bog, som folkene bag tv-serien udgav i ’Californications’ hovedpersons navn, som en sammensmeltning mellem fiktion og virkelighed. På den måde har Jonathan Grotenstein hjulpet med at bygge seriens centrale karakter.

Ea Ørum mener stadig, at hun overholdt sin del af aftalen:

»Det fremgår ingen steder i vores korrespondance, at jeg skulle interviewe tv-seriens manuskriptforfattere. Jeg kan simpelthen ikke se, at der er noget, jeg har overset. Det virker, som om vi sammen planter et kim, og hver især ser det træ, det skal blive til, men det er ikke det samme træ. Jeg har svært ved at se, hvordan man kommer ud over disse misforståelser, når man både laver synopsis og kildeliste, og det stadig kan misforstås, hvilke kilder der er på tale,« siger hun.

Ea Ørum sendte aldrig en faktura på de 2.000 kroner. Men hun sendte mailkorrespondancen og lydfilen med telefonsamtalen til Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, for at orientere hende om forløbet.

Anne Knudsen har ikke svaret.

Ea Ørums artikel blev siden bragt på netmediet kongressen.com og danner forlæg for et kapitel i bogen ’Glimt af Amerika’, der udkommer på forlaget Rosenkilde & Bahnhof til marts.

»Jeg havde ikke lyst til at have mere at gøre med en person, som i den grad forsøgte at forvanske en aftale,« siger Weekendavisens kulturredaktør, Joakim Jakobsen, om forløbet. Foto: Jens Nørgaard Larsen 

 

Case 5: 8.000 kroner for »et guldæg« hos Politiken

»Det er til grin, at man gerne vil vinde priser og sætte nye standarder, men ikke vil betale for det,« siger freelancer Jeppe Kondrup Adelborg. Redaktør Per Theil, Politiken: »Vi betaler ikke for research, men i forhold til hvor stor artiklen er.«

»Min største anke omkring den ringe betaling er, at det er helt vildt uambitiøst af medierne. Det fordrer absolut ingen lyst til at lave noget ambitiøst, nyt, kreativt eller anderledes hos deres bidragsydere,« siger freelancer Jeppe Kondrup Adelborg. Foto: Sif Meincke

 

To en halv måneds research blandt unge københavnske undergrundsmusikere. Forsiden af Politikens 1. sektion, sektionsforsiden af IBYEN og otte sider i sektionen bar Jeppe Kondrup Adelborgs byline i december måned 2013.

»Et guldæg«, kaldte redaktør Per Theil hans ide og journalistik. Men da lønnen skulle forhandles, blev Jeppe Kondrup Adelborg forarget: 6.000 kroner for det omfattende arbejde var redaktørens udspil.

Jeppe Kondrup Adelborg og Per Theil har ofte arbejdet sammen, men denne gang fik de ikke forhandlet lønnen, før jobbet var gjort. Det var en fejl, erkender Jeppe Kondrup Adelborg.

Udspillet var mindre end halvdelen af det beløb på 15.000 kroner, freelanceren mente, historien skulle koste. Jeppe Kondrup Adelborg »eksploderede på mail«, som han forklarer, og endte med et honorar på 8.000 kroner.

Siden inviterede Per Theil sin freelancer på øl og burger og bragte sagen ud af verden mellem de to.

Men debatten om dagbladenes honorarer er principiel, forklarer journalisten:

»Min største anke omkring den ringe betaling er, at det er helt vildt uambitiøst af medierne. Det fordrer absolut ingen lyst til at lave noget ambitiøst, nyt, kreativt eller anderledes hos deres bidragsydere.«

Jeppe Kondrup Adelborg savner, at medierne tager journalistikken alvorligt:

»Det er til grin, at man gerne vil vinde priser og sætte nye standarder, men ikke vil betale for det. Fuck pengene, dem er jeg ikke interesseret i, men betalingens nærmest gennemsigtige tilstedeværelse er et signal på noget virkelig råddent og på, at mediet egentlig er helt ligeglad med, hvad det får leveret,« siger han.

Per Theil forklarer, at han er enig i, at det var en fejl, at der ikke blev aftalt honorar.

»Den tager jeg gerne på mine skuldre. Man kan jo altid diskutere, hvad der er rimeligt. De 8.000 kroner, som vi endte på, er efter mit skøn et absolut anstændigt honorar.«

Hvordan kan et honorar på 8.000 kroner efter din mening være »absolut anstændigt« for en researchkrævende artikel på næsten 5.000 ord – ikke mindst set i lyset af, at en gennemsnitsmånedsløn for Politikens fastansatte journalister er på 43.142 kroner?

»Enhver artikel til IBYEN kræver selvsagt en større eller mindre grad af research. Men vi betaler ikke for research, men i forhold til hvor stor artiklen er. Vi har vores faste takster, og det er ud fra de takster, at jeg finder 8.000 kroner anstændigt.«

»Vi betaler ikke for research, men i forhold til hvor stor artiklen er. Vi har vores faste takster,« siger Per Theil, redaktør på Politiken. Foto: Miriam Dalsgaard 

Kommentarer
2
Dorthe Meuer
28.01.15 21:15
Hvor er forbundet henne?

Hvor er forbundet henne?
Det er længe gået ud over grafikerne og fotograferne og nu er turen kommet til forbundet "stjerner" journalisterne.
Forbundet gør jo ingenting efterhånden!
Fremhævet af Journalisten
Lasse Glavind
04.02.15 10:06
Hallo, Gammel Strand, er der
Hallo, Gammel Strand, er der nogen på linjen? Er der hul igennem til DJ-toppen, eller håber I forsat på, at de arbejdsforhold og ledelsesprincipper, der beskrives i denne artikel, går væk af sig selv - hvis I bare sender folk til mindfulness og i øvrigt opretholder radiotavshed og lader som om de ikke findes?

Her er lidt pligtlæsning til HB og den næste formandsduo: http://www.ugebreveta4.dk/forsker-fremtidens-arbejdsmarked-truer-fagforeninger_19978.aspx
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen