Sådan tænkte jeg i hvert fald, da Journalisten som optakt til Årets Pressefoto 2014 begyndte af opsøge nogle af de mennesker, der gennem årene har lagt ansigt, liv og historie til fotos, der senere har udløst kollegiale skulderklap til fotografen.

Man kan høre kildernes ekko for sig: »Jeg sagde ja til at blive fotograferet, men vidste ikke, det ville komme i avisen!«

Eller: »De sneg sig bare ind. Og nu bliver det billede brugt igen og igen!«

En ung mand, der græder foran kameraet, fordi det børnehjem, han bor på, lukker. Nu skal han bo alene.

En dansk turist i Thailand, der bliver fotograferet på en strand raseret af tsunamien. Alligevel ligger hun i bikini og slikker sol.

Lone Thomsen, der i 2012 begravede sin 21-årige søn, der var blevet stukket ned i København. På billedet er hele hendes krop og udtryk en stor skælvende sorg.

Kort sagt: De oplagte ofre. Men Lone Thomsens budskab er ikke en forudsigelig mediekritik, der trykker vores troværdighed længere ned i sølet.

Tværtimod. Hun ønsker den dag i dag, at billedet får endnu større udbredelse. Og hun er kun glad for opmærksomheden:

»Måske skulle det op på muren af Politiken inde på Rådhuspladsen, så flere kunne se det. Meningen med billedet – tror jeg – er at vise, hvor slemt det er at miste sin søn. Hvis jeg var nyhedsfotograf, ville jeg føle, at der skulle være et budskab, der kunne påvirke så mange mennesker som muligt.«

Og sådan er det med alle de billeder, vi har valgt at bore lidt i.

Hvorfor?

Fordi fotograferne har villet noget vigtigt. Og gjort det, så godt de kunne.

Og her kunne jeg godt moralisere over, at vi er for mange, der for tit har for travlt. Jeg kunne skyde på cheferne og de mange nedskæringer og tempoet online.

I stedet siger vi blot: Det kan lade sig gøre!