search

de tomme stole.

Tomme stole og nye rutiner. En skillevæg, der kan flyttes, efterhånden som medarbejderne forsvinder. Og vægure, hvis batterier for længst har givet op.

Tomme stole og nye rutiner. En skillevæg, der kan flyttes, efterhånden som medarbejderne forsvinder. Og vægure, hvis batterier for længst har givet op.

Det er en udsøgt tirsdag morgen. Sjælland er badet i sol, og de døende blade lyser smukkere og mere nuancerigt end nogensinde. Journalistens reporter og fotograf er på vej vestover i en arbejdsdags bilrush gennem et avisdanmark under forandring. Fyringssæsonen satte ind tidligt i år, og den satte aldrig ud. Næsten hver måned i 2012 har haft sine historier om afskedigelser og besparelser, særligt på avisredaktionerne.

Men det er ikke de store strukturelle forandringer, vi er kørt ud efter. Det er de små vidnesbyrd, de små ændringer på arbejdspladserne og i de arbejdshverdage, der nok hvirvles op af afskedigelserne, men alligevel på en eller anden måde lander som hverdage igen.

holbæk.
Første stop er havnen i Holbæk. Fra parkeringspladsen er der kun få meter op til Mediehuset Nordvestsjælland. Medarbejderne ville have haft verdens bedste udsigt over fjorden, hvis ikke nogen dengang i begyndelsen af 60'erne havde valgt at lægge den store trykkerihal mellem havnen og redaktionslokalerne. I fem år har hallen stået tom.

Trykpressen står i udkanten af byen.
»Forandringerne bliver rutine,« fortæller tillidsrepræsentant Allan Rasmussen, der sidder i redaktionssekretariatet. Da krisen slog bunden ud af annoncemarkedet, og fyringerne på redaktionen begyndte i 2008, var der opstandelse og frustrationer. Da ledelsen i oktober meldte ud, at hver fjerde arbejdsplads skulle nedlægges, var reaktionen behersket. Men man kan vænne sig til meget.

Til venstre for Allan Rasmussens skrivebord står en blå væg. Ved første øjeblik lægger man ikke mærke til andet end væggen og dens garnering af reoler med ordbøger og Karnovs lovsamling. Men væggen står på fødder. Det er en opstillet væg, der for nogle år siden blev sat op for at dele det rum, der udgjorde redaktionssekretariatet. Siden har man rykket den flere gange for at tilpasse rummet til antallet af medarbejdere.
»Og det har der faneme også været brug for,« lyder det fra Flemming Ravnemose, der sidder skråt over for Allan Rasmussen.

For få år siden havde han 11 kolleger omkring sig i sekretariatet. Når spareplanen, som netop er meldt ud, er gennemført, vil der være tre tilbage.
»Den væg er ligesom en gyser – den kommer tættere og tættere på,« siger Ravnemose.
Han kom til Holbæk for 23 år siden fra en stilling som lokalredaktør i Jyderup. Dengang sad der tre journalister i Jyderup. Det var dengang. Snart er Ravnemose selv en del af den naturlige afgang, der gør, at antallet af fyringer kan holdes nede, selv om antallet af medarbejdere ikke kan holdes oppe.

Allan Rasmussen viser rundt i bygningen. Den tomme trykkehal, der nu bruges som galleri eller ved større arrangementer. Kælderen med arkivskabene, øl-automaten, der nu kun har sodavand, og pedellen Michaels hule af en rodebutik. Oppe i frokoststuen kan man skimte fjorden skråt bag trykkeriet. Man kan også se over i Mogens Flyvholms – chefredaktørens – kontor, der ligger noget mere belejligt for fjordudsynet.
»Så vi ruller altid persiennerne ned, når vi holder medarbejdermøder,« fortæller Allan Rasmussen.

At gå fra 12 til tre mand til det samme arbejde over få år lyder vanvittigt. Men teknisk set kan det godt lade sig gøre. Fremover vil indlands- og udlandssiderne blive købt færdige hos Ritzau, der altså sætter siderne som standardpakker. De øvrige sider bliver prioriteret dagen før, så redaktionssekretærerne ikke skal gøre andet end fylde tekst i spalterne og korte til, så det passer med den i forvejen fastlagte artikellængde.

Der kommer mere stød i 'sekretær'-delen af hans arbejdstitel, og jo, det tager da noget arbejdsglæde, erkender Allan Rasmussen. Men så er der andre ting at glæde sig over.
»Nogle artikler har jo sådan set meget godt af at blive kortere. Og så får man jo andre funktioner. Jeg sidder meget med nettet i dag,« fortæller han.

Foto: Thomas Nielsen

ebeltoft.

Over Mols Bjerge er skyerne ved at trække sammen. Fra det gamle torv i Ebeltoft ses konturen af bakkerne som et mørkt kurvediagram, skarpt markeret af efterårssolen, der glimtvis bryder igennem skydækket og sender et orange lys ned over Ebeltoft Vig. En smuk udsigt, og den bliver kun endnu bedre, når man bevæger sig op på anden sal til Århus Stiftstidendes gamle redaktion på Torvet.

Det gør Stiftens journalister imidlertid ikke længere. Da man købte ugeavisen Ebeltoft Folketidende, var det et led i aftalen, at redaktionen skulle flyttes ned i Folketidendes lokaler, som ligger en spytklat nede ad den brostensbelagte Juulsgade.
I nummer 12 boede grundlæggeren, og ved siden af lå trykkeriet. Der ligger Stiftens Ebeltoft-redaktion i dag.

Men vi kommer midt i endnu en opbrudstid. Otte dage før vores besøg blev journalisterne på Djursland samlet på redaktionen i Grenå. På bordet lå syv kuverter – en til hver. I fem af kuverterne lå en fyreseddel. Det var op til hver især, hvor man ville åbne sin kuvert.
Henrik Ask valgte at gå ud og sætte sig i sin bil. Ligesom de andre vidste han ikke, om han var købt eller solgt, og reaktionen, når han fandt ud af det, ville han gerne holde for sig selv.

Det var ikke en fyreseddel. Til gengæld skulle han skifte arbejdsplads til Grenå, hvor han og en kollega fremover skal udgøre Djurslands sidste journalister.
Derfor står bordene i Ebeltoft mere eller mindre tomme. De to fra redaktionen, der blev fyret, har pakket og fjernet deres ting. Tilbage på bordene står kun telefoner, fladskærme og docking-stationer til de bærbare computere. Og de ting bliver nok stående nogen tid endnu. Der er ingen, der skal bruge elektronikken eller de borde, den står på. Og da lejeaftalen omkring lokalet løber i nogen tid endnu, kan de lige så godt blive stående.

»Ude i Favrskov står alle borde og stole der stadig. Det fungerer sådan set bare som et kæmpe reservedelsrum,« fortæller Per Schultz-Knudsen, der er fællestillidsrepræsentant i Midtjyske Medier. 
Han var med i Grenå, da kuverterne skulle uddeles, og den slags triste køreture har der for ham været lidt for mange af i de senere år.

I Ebeltoft gør Henrik Ask sig så småt klar til at rykke ud. Det samme gør Marianne Eilertsen Balslev. Hun er på deltid og skriver artikler til tillæggene på Stiften, men da hun bor på Djursland, har hun foretrukket at arbejde i Ebeltoft. Når redaktionen forsvinder, vil hun fremover arbejde hjemmefra.
»Hov, hvad med Avisanden?« spørger Marianne Balslev pludselig Henrik Ask, idet hun tager en hvid porcelænsand ned fra en reol.
»Den skal du da have,« svarer han.

Det var hende, der i sin tid købte Avisanden til journalistklubben på Djursland. Den gik på omgang til dem, der lavede 'en and' i deres respektive avis. For journalistklubben udspringer af en tid, hvor Djursland var en endog meget veldækket egn. Dengang fandtes der tre konkurrerende aviser. Ud over Stiften var det Dagbladet Djursland med redaktion i Grenå, som Marianne Balslev selv kommer fra. Endvidere var Ebeltoft Folketidende en ganske seriøs spiller på banen, som satte sig på mange af de dagsordensættende historier i området – med Henrik Asks ord: Et dagblad, der kom en gang om ugen.

Så der var kamp om lokalstoffet, men ikke mere end at konkurrenterne mødtes i hyggeligt samvær efter arbejde.
Nu skal hele Djursland dækkes af Henrik Ask og hans kollega fra Grenå. Men som Ask bemærker, det er dog bedre at sidde med en kollega i Grenå end at sidde helt alene i Ebeltoft.


Foto: Thomas Nielsen

auning.
De første regndråber rammer forruden midt på Djursland. På vejen mod Randers slår vi et knæk op omkring Auning, hvor Per Schultz-Knudsen vil vise os et mere eller mindre ukendt fænomen i den danske avisverden: En ubemandet redaktion.

To journalister har fra den lille lokalredaktion i Auning leveret stof til Stiften og Randers Amtsavis samt til ugeavisen Folkebladet Djursland. Det er slut efter de seneste nedskæringer. Redaktionen skal dog ikke nedlægges. I hvert fald ikke i første omgang. Men om der nogen sinde skal sidde en journalist på redaktionen, er uvist, fortæller Per Schultz-Knudsen på vej ind i den lille by, der nok er mest kendt for herregården Gammel Estrup og blandt mediefolk for det tidligere Datagraf-hovedkontor.

Der er lys i vinduerne på Auning-redaktionen, der ligger i stueplanet af en mindre bygning, få meter fra det gadekryds, der markerer byens centrum.
»Nå, der er vi heldige. Det er nok en af de tidligere medarbejdere, der går og rydder op,« siger Schultz-Knudsen, da vi svinger ind på parkeringspladsen.

Det skal vise sig, at Schultz-Knudsen kun har delvist ret. Det er ganske vist Stiftens Auning-journalist gennem mange år, John Pedersen, der går rundt på redaktionen. Men han går ikke og rydder op, han arbejder.
»Kontrakten mellem Folkebladet og Handelsudvalget er lige blevet genforhandlet. Så nu bliver jeg lige og hjælper det lidt på vej, og så må vi se …,« fortæller han.

Den lille redaktion, der reelt består af et rum, der snor sig rundt på etagen, kunne ellers godt ligne en arbejdsplads under afvikling. Det ene skrivebord er ryddet, i et hjørne står der fyldte papkasser, og i køkkenet er komfuret rykket ud fra sin plads og står midt på gulvet.

Men det har vi helt misforstået, forklarer John Pedersen. Her skal ikke lukkes noget ned, og komfuret står, hvor det altid står.
»Nogen har været så smarte at placere termostaten til gulvvarmen inde bag komfuret, så vi er nødt til at rykke det ud for at justere varmen. Så indtil videre lader vi det bare stå ude på gulvet,« siger han.

Når han fortsætter sit arbejde i Auning, handler det ikke så meget om ham selv, forklarer han. Men på avisens vegne frygter han den situation, hvor der ikke sidder nogen journalister i byen.
»Folk kommer jo ofte herned, når de skal fortælle om noget, der er sket. Men du får sgu ikke nogen til at køre til Grenå,« siger han.

I entreen hænger et enormt vægkort. Det er et smukt, halvgammelt kort, og målestoksforholdet er så lille, at man reelt kan se alle bygninger aftegnet som sorte firkanter. Set lidt på afstand er det som et kæmpe rige, med Auning som hovedstaden i midten.
»Han har jo været her i over 30 år, så Auning er hans et og alt,« forklarer Per Schultz-Knudsen i bilen på vej mod Randers.

randers.
Mørket kommer hurtigere, end man tror. Ved firetiden er det allerede begyndt at skumre i Randers' myldrende gader.
Amtsavisen er et stykke kulturhistorie. Den gamle bindingsværksbygning, som avisen siden sin grundlæggelse i 1810 har ligget i, vrider sig til højre og venstre og op og ned efter århundreders åg.

Vi går dog ind fra baggården. Her ligger det gamle trykkeri i en lidt nyere industribygning, men også her er trykpressen rykket ud, og i stedet er det de lokale retsmyndigheder, der er rykket ind. Den tredje statsmagt har afløst den fjerde.

Det gamle hus er næsten som en labyrint af krinkelkroge og skæve vinkler. Nogle rum ligger ubenyttet hen, andre er i brug. Oppe bag avisens 'newsroom' ligger den gamle tegnestue.
»Gud, der har jeg aldrig været inde,« siger en ansat i sekretariatet, selv om hun sidder få meter fra døren, hvor lyset strømmer ud gennem et lille vindue foroven. Men i dag er lyset i tegnestuen altid slukket, selv om pultene står, som om tegnerne næsten lige har forladt dem. Blot står der 2008 på de små notitser, der ligger spredt rundt i lokalet.

Randers Amtsavis har ikke haft afskedigelser i år. Men den gamle avis har holdt hårdt for de seneste år. I dag er man 16 redaktionelle medarbejdere, engang var man dobbelt så mange, anslår Per Schultz-Knudsen.
Nede på første sal sad omegnsredaktionen. Det var Lise, Karin, Jan, Lone og Trille. Man kan se navnene på den planche, hvor de indførte deres interne slanke-regnskab – nøje fulgt med vægt og livmål uge for uge.

Ovenover har omegnsjournalisterne opsat forskellige ure, der viser tiden i New York, Tokyo, Bagdad og andre storbyer. For ligesom at markere delagtigheden i den store verdens dunkende nyhedspuls.

Batterierne i de små verdensure på væggen er for længst løbet tør. Men rummet lever stadig. I dag sidder freelanceren Rasmus Skovbo her sammen med tre andre freelancekolleger. De skriver freelance for Amtsavisen, men har fået lov at overtage kontor, hæve-sænkeborde, nye computere og gamle skrivebordsstole i blåt firser-betræk. Det er Rasmus Skovbo glad for.

»Det er jo ikke sådan, at vi kommer med til redaktionsmøderne, men det er rigtig fint at sidde i huset som en del af et redaktionelt miljø og være tæt på dem, jeg arbejder sammen med,« fortæller han.

Slanke-regnskabet har freelancerne ikke rørt ved. Heller ikke de to uspecificerede læderstole, der stod, da de flyttede ind, er der blevet rørt ved. Måske en lille smule respekt for dem, der var.


Foto: Thomas Nielsen

aarhus.
Det er aften, og vest for Aarhus flokkes bilerne i begge retninger for at nå hjem til børneinstitutioner og aftensmad. Vi når ikke vores aftale på Jyllands-Posten i Viby, hvor redaktionen i år har mistet omkring otte journalister. Omvæltningen sker stille og roligt. Efterhånden som arbejdspladserne forlades, rykker man sammen på kontorerne. Det redaktionelle område skrumper langsomt og giver plads til nye funktioner i JP's store hus.

Snart flytter Ekstra Bladets Aarhus-redaktion ind.
»Det er næsten uhyggeligt, så hurtigt man vænner sig til hverdagen uden dem, der er fyret,« fortæller tillidsrepræsentant Maria Dalhoff i telefonen.
Vi beslutter alligevel at slå et smut forbi Viby, hvor JP-komplekset ligger, næsten som en fæstning, beskyttet af checkpoints og et massivt stålhegn, og tage et par billeder.

På færgen til Kalundborg ringer fotografens telefon. Det er Østjyllands Politi, der søger ejeren til en bil, der er blevet set uden for JP, mens en mand fotograferede bygningerne. Fotografen erkender sine synder, og samtalen sluttes i god forståelse.
»Vi passer jo på dine kolleger,« siger politimanden.

Kommentarer
1
Flemming Bülow poulsen
29.11.12 17:30
Re: de tomme stole.

I skriver "Nede på første sal sad omegnsredaktionen. Det var Lise, Karin, Jan, Lone og Trille. Man kan se navnene på den planche, hvor de indførte deres interne slanke-regnskab - nøje fulgt med vægt og livmål uge for uge".

Det er da uvederhæftigt, alle de nævnte journalister er på avisen endnu...

Kan man så tro på, hvad I i øvrigt skriver???

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen