De kasteløse kæmper for deres eget magasin i et Indien, hvor medierne nødigt beskæftiger sig med fattiges vilkår. Hvor middelklassen lader, som om slumkvarterer ikke findes, og hvor alle de øverste kaster er enige om, at dette er Gandhis Indien – her lever alle i fred med hinanden.

INDIEN. I en kaotisk forstad til Chennai i det sydlige Indien ligger en skidengrøn beboelseskarré med trapper i rå beton. På anden sal, hvor flere af nabolejlighederne står tomme og ødelagte, kan man høre langsom klimpren fra en skrivemaskine. Lyden kommer fra Dalit Media Networks kontor, hvor bladet Dalit Murasu skrives og redigeres.

I Indien er alle hinduer en del af kastesystemet, som er en 3.000 år gammel inddeling af mennesker i grupper. Højkastefolk som brahminer bliver præster og får magtfulde stillinger i staten, mens lavkastefolk kun kan håbe på dårligt betalte jobs.

Helt nederst står de kasteløse. Fra gammel tid regnes de for urene af kastefolkene, og der er intet, de kan gøre for at ændre denne status. Man anser, at de har gjort noget forkert i et tidligere liv og nu straffes for det. De diskrimineres systematisk.

Redaktøren og en af grundlæggerne af Dalit Murasu, Mr. Pandiyan, er selv kasteløs – dalit. Hans far var lærer og gjorde alt for, at sønnen skulle få en uddannelse. Mr. Pandiyan blev sociolog, men valgte hurtigt en anden retning. Han følte, at han som uddannet dalit skulle give noget tilbage.

»Medier er magt. De skaber idéer og ændrer folks sind, men vi kasteløse var usynlige i medierne. Der var brug for et blad ejet af dalitter, skrevet og redigeret af dalitter for dalitter.«

Mainstream-medier i Indien ejes og redigeres af folk fra den øverste kaste, og de beskæftiger sig stort set ikke med dalitspørgsmål. Når det sker, skyldes det 99 ud af 100 gange voldsomme begivenheder som påsatte brande og mord, siger Mr. Pandiyan:

»Som dalit skal du være massakreret eller voldtaget, før du kommer i avisen, og så bliver det endda kun i en note.«

Mr. Pandiyan grundlagde sammen med en ven bladet Dalit Murasu i 1997. »Murasu« betyder at slå på tromme til kamp. De skrev bladet i hånden hjemme i stuen og arbejdede ved siden af for at have noget at leve af. Efter et par år var energien brugt op.

»Vi manglede penge og orkede ikke længere at lave bladet ved siden af vore andre job. Vi bad hver læser om at finde én ny læser, og det skaffede faktisk mange nye læsere.«

Annoncen fik en lokal organisation, Social Action Movement – der støttes af Folkekirkens Nødhjælp i Danmark – til at hjælpe bladet med penge til et kontor og en computer. Hen ad vejen blev der også løn til redaktøren og fem andre fastansatte kasteløse.

Op ad væggen i mødelokalet står en stålreol med samtlige numre af Dalit Murasu. Mr. Pandiyan slår ud med armen mod den og siger:

»Vores mål var at udkomme hver eneste måned i 10 år. Nu har vi lige rundet syv år. Han er tydeligt stolt og fortæller, at bladet har 5.000 abonnenter og sælger 5.000 eksemplarer i løssalg.

»Efter at vi begyndte at udgive Dalit Murasu, er der her i Chennai kommet fire-fem blade til, som også udgives og skrives af dalitter. Det er meget, meget godt, at de er kommet til – på trods af konkurrencen.«

Kastesystemet og de kasteløses vilkår er ellers ikke noget, som inderne beskæftiger sig synderligt med.

»Middelklassen og moderne kasteindere har meget travlt med at sige, at kastesystemet ikke påvirker hverdagen i Indien. De benægter eksistensen af de mange kasteløse, og at der skulle være tale om, at de er undertrykt i det indiske samfund,« siger Mr. Pandiyan.

De intellektuelle kritiserer Dalit Murasu. De mener, at det vil skabe splittelse i Indien, hvis de enkelte kaster begynder at udgive deres egne blade. Mr. Pandiyan forsvarer sig med, at landet allerede er splittet, og at de bare skriver om det:

»Indiske intellektuelle er hindu-intellektuelle, og deres hjerner og sind er forurenede af flere tusind år med kastesystemet. Jeg mener, at de bærer en stor del af skylden for, at vi i dag, 50 år efter selvstændigheden og lige så lang tid efter, at kasteløshed og urørlighed blev forbudt, stadig må trækkes med kastediskrimination og talrige overgreb mod dalitter hver eneste dag,« siger han.

Men de intellektuelles kritik er ikke den eneste modstand. Det har været svært at finde lokaler til redaktionen. Udlejerne vil helst ikke leje ud til dalitter, og slet ikke til et kritisk magasin. De prøvede mere end 50 udlejere, men hver eneste gang blev de afvist.

»Endelig fandt vi en mand, der sagde: 'Det blad kender jeg, jeg vil gerne leje ud til jer.' Vi var chokerede. Det viste sig senere, at han var dalit.«

Magasinet har problemer med at nå sin målgruppe. Mange dalitter i Chennai skjuler, at de er dalitter. Derfor vil de heller ikke abonnere på bladet, men vælger at købe det ved en kiosk, hvilket også kan være svært. I storbyen Chennai er det nødvendigt at få frivillige til at sælge bladet på markeder og andre steder, fordi kioskerne ved for eksempel busstationer og togstationer ikke vil sælge bladet.

Mere alvorligt er det at manøvrere i et samfund, hvor pressefriheden ikke er fuldstændig:

»Vi ved, at politi og myndigheder holder et vågent øje med os. Politiets efterretningstjeneste har forhørt sig rundt omkring for at finde ud af, hvem vi er, og hvor vores penge kommer fra. Men vi er meget klar over lovens rammer, og vi gør ikke noget, der strider i mod forfatningen. Den siger, at man skal arbejde for social retfærdighed, det gør vi. Den siger, at de undertrykte klasser skal sættes fri – og det arbejder vi på. Vi bringer de artikler, som vi synes er vigtige, og så må vi jo forholde os til det, hvis der er nogle, der synes, at det er et problem.