For første gang fortæller Berlingske Tidendes medarbejdere Michael Bjerre og Jesper Larsen om arbejdet med Frank Grevil, muldvarpen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der nu kan koste dem fængsel.

NEDSMELTNING: »Det er ikke sådan, at man glæder sig til at sidde foran en dommer og blive aftvunget alle mulige forklaringer.«
Michael Bjerre og Jesper Larsen, 40 og 37, er de første journalister i mands minde – om overhovedet nogensinde – der risikerer fængsel for at have passet deres arbejde og offentliggjort korrekte oplysninger i deres avis.
I den tidligere vinter 2004 indledte de et hemmeligt samarbejde med reserveofficer Frank Grevil, der fra sin betroede stilling i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) kunne kaste lys over FEs vurdering af Saddam Husseins farlighed.
Vurderinger, der på flere punkter afveg fra, hvad regeringen havde meddelt Folketinget, før Danmark meldte sig til Irak-invasionen.
Artiklerne i Berlingske Tidende vakte opstandelse og satte statsminister Anders Fogh Rasmussen under pres. Ikke mindst var det sensationelt, at en agent fra efterretningstjenesten brød sin tavshedspligt og lækkede fortrolige oplysninger til pressen.
Som bekendt blev Frank Grevil senere afsløret som muldvarp og idømt fire måneders fængsel. Og i april var det journalisternes tur til at modtage en tiltale fra rigsadvokat Henning Fode og Københavns statsadvokat Karsten Hjort. Strafferamme: Seks måneders indespærring.
Samme tur venter Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør Niels Lunde – ham havde statsadvokaten i første omgang glemt at tænke på, da de menige journalister blev sigtet for to år siden.

FOR FØRSTE GANG taler journalisterne nu offentligt om den historie, flere mener de skulle have haft Cavlingprisen for, men som justitsvæsnet kræver straffet.
»Det er klart, at det giver et vist pres, når politiet begynder at jagte dine kilder,« siger Michael Bjerre, der i dag er søndagsredaktør på Berlingske.
Hans makker, nuværende politisk redaktør Jesper Larsen, supplerer:
»Ingen af os ligger søvnløse om natten og tænker på, at vi måske skal i fængsel. Vi ville gøre det samme igen, og alle i det journalistiske miljø siger samstemmende, at det var rigtigt. Men det ubehagelige er, når dine børn ser dig i avisen og spørger, om far er kriminel.«
Michael Bjerre: »Ja, det er underligt, at ens børn går og snakker om fængsel.«

FOR JOURNALISTERNE medførte det et regulært scoop, da en ægte efterretningsagent pludselig var i telefonen efter nytår 2004. Frank Grevil, mangeårig militærmand, Venstre-medlem og redaktør af bladet Reserveofficeren.
Grevil havde selv været med til at forsyne regeringen med trusselsbilleder fra Irak. Og mente ikke, at oplysningerne om masseødelæggelsesvåben m.m. var godt nok dokumenteret fra partnerne i England og USA.
»Vi vidste, at den kilde stillede helt ekstraordinære krav til os om beskyttelse. Vi havde en klar forventning om, at han ville blive jagtet, når vi begyndte at skrive. En indlysende måde at finde lækken var f.eks. at aflytte vores telefoner. Vi ved ikke, om det skete, men vi var altså kun to mod en hel stab ude på Kastellet. Derfor havde vi klare aftaler om, hvad vi kunne gøre og ikke kunne gøre. Herunder hvordan vi skulle holde kontakt, når sagen begyndte at brænde. De aftaler holdt vi.«
»Uden Grevil ingen sag. Det var ham, der satte alt på spil, og ham, vi skulle beskytte,« siger Michael Bjerre.
Journalisterne fortsatte med at skrive på baggrund af Grevils oplysninger – også da de vidste, at både forsvarets og politiets efterretningstjeneste havde startet jagten på deres muldvarp. Og efter at daværende forsvarsminister, Svend Aage Jensby, raslede med trusler om, at 'muldvarpens' gerninger skulle kunne medføre livsvarigt fængsel.
Jesper Larsen: »Vi skrev, mens de jagtede ham. Men holdt pause, den dag pressemeddelelsen om, at de havde fundet vores hemmelige kilde, blev offentliggjort.«
Michael Bjerre: »Heldigvis havde vi næsten ikke mere guf. Vi havde fyret sprængstoffet af. Når vi holdt pause, var det for at beskytte ham. Vi ville ikke skrive noget, der kunne give ham problemer, for vi anede ikke, hvor meget politiet vidste.«
Siden blev sagen yderligere skærpet, da det pludselig var de to journalister, der blev indkaldt til afhøringer hos Drabsafdelingen på Københavns Politigård, hvor de blev sigtet for at have offentliggjort strafbare oplysninger.
Det skete, selv om politiet end ikke havde deres artikler! Dem måtte journalisterne medbringe, og afhøringerne indskrænkede sig til, at de bekræftede, hvem de selv var, og indrømmede, at de var skribenterne. Dette scenarie gentog sig to gange:
Jesper Larsen: »Vi sagde ingenting. Og vi ville ingenting sige. Det nytter ikke at hjælpe politiet med noget i den situation. Kildebeskyttelsen står over alt andet.«
Af samme grund har de to makkere aldrig før udtalt sig offentligt om historien.
Politiets sigtelse tvang de to kolleger helt ud af den historie, som de selv havde startet. Nu var de blevet part i den og følte ikke mere, at de kunne dække den.
Michael Bjerre: »Det vakte stor irritation, at man skulle sigtes og selv blive del af en sag. Vi blev skubbet ud over et sidespor og måtte helt forlade vores egen historie. Da Grevil blev afsløret, ville vi ikke skrive. Da vi selv blev så stor en del af sagen, kunne vi ikke.«
Jesper Larsen: »Det var også ekstremt lærerigt, fordi man dybt ind i kroppen ved, hvad der er op og ned på en sag. Og ved, hvad der er noget vrøvl. Vi har hørt megen konspirationsteori fra folk i pressekredse. Alene af den grund, at Berlingske Tidende på lederplads støttede og støtter invasionen. Andre har beskyldt os for at slå hånden af Frank Grevil, fordi han pludselig blev en stor historie i andre aviser. Men vi hang jo sammen med ham, og vi stolede på hinanden. Det giver klart mere besvær, når man laver aftaler, der ikke er normale, og som man ikke kan tale om.«
»Vi indklagede B.T. for Pressenævnet, fordi de skrev, at vi ikke havde beskyttet Grevil ordentligt. Vi vandt med piber og trommer.«
Retssagen kan forventes at strække sig over flere år. Hvis anklagemyndigheden holder fast, stopper den med garanti ikke i byretten. Både Berlingske Tidende og pressens institutioner er klar til at køre den helt til tops hos den europæiske menneskerettighedsdomstol.
»Når man havner i en situation, hvor man føler sig presset, har man et virkeligt stort behov for at føle opbakning fra sin ledelse. Ikke kun 100, men 120 procent, og det skal alle redaktører være opmærksomme på.«

Justitsminister ikke spurgt

UVIDENDE: Selv om justitsminister Lene Espersen er øverste chef for anklagemyndigheden, blev hun ikke orienteret eller spurgt, før rigsadvokat Henning Fode besluttede at tiltale Berlingskes journalister:

»Jeg læste først om det i avisen og kontaktede straks ministeren. Hun havde heller ikke hørt om det, før hun så nyheden i Berlingske Tidende,« siger Lene Espersens presserådgiver, Morten Langager, til Journalisten.

Chefredaktør sigtet

MEDSKYLDIG: Ansvarshavende chefredaktør Niels Lunde blev i sidste uge også draget ind i sagen, da politiet sigtede ham for medansvar for de mere end to år gamle artikler. Ifølge statsadvokaten har han været 'glemt', men trues nu – under skærpende omstændigheder – med to års fængsel. Det er mere end journalisterne:

»Jeg er holdt op med at lade mig overraske over Københavns Politi i denne sag. Af principielle grunde er jeg tilfreds med sigtelsen. Det ville genere mig, hvis jeg skulle gå fri, mens avisens journalister skulle sidde på anklagebænken. At sigtelsen mod mig er udvidet i forhold til Jesper og Michael, får sikkert ikke den store praktiske betydning, for vi forventer at blive frifundet,« siger Niels Lunde.