Navn: Jens Otto Emmich, 60 år.
Nyt job: 1/1 fra Kvindernes Fagblad til freelance.
Uddannelse: Er oprindelig uddannet typograf, men blev efteruddannet på Grafisk Højskole i 1972. Læste Visuel journalistik på Åben Uddannelse på CFJE i 2002 og 2003.
Jobforløb: Var efter Grafisk Højskole på Land og Folks tegnestue. Arbejdede herefter som fotograf, blandt andet et halvt år i Barcelona. Var på Børn & Unge 1977-98 og kom så til Kvindernes Fagblad. Var i 1997 med til at starte Visuelt Forum (Journalistforbundets specialgruppe for grafikere, red.) og sidder indtil videre i bestyrelsen.
Hvorfor går du freelance? Kvindeligt Arbejderforbund bliver fusioneret med SiD og kommer til at hedde 3F. I den forbindelse bliver Kvindernes Fagblad nedlagt og indgår i SIDs Fagbladet. Af en eller anden grund er der ikke plads til mig i det nye forbund. Sandheden kender jeg ikke, men det kunne godt have noget med alder at gøre. Jeg er blevet bedt om at tage en frivillig fratrædelse. De tænkte nok, at jeg ville gå på efterløn, men jeg er slet ikke færdig med arbejdsmarkedet endnu. Jeg holder utroligt meget af det, jeg laver, så tiden er slet ikke inde til at holde op. Desuden vil jeg gerne selv bestemmme, hvornår det skal ske. Jeg har lovet at blive her, indtil de kommer og henter computerne, det er nok omkring den 22. december.
Hvad sker der på Kvindernes Fagblad? Det er sørgeligt. Det første blad udkom jo tilbage i 1904. Der er en meget mærkelig stemning herinde. Fire går, og de tre andre har selv valgt en frivillig fratrædelse. Jeg synes, det er sørgeligt at nedlægge bladet, og jeg er bekymret for, om de særlige kvinde-vinkler på ligeløn og ligeberettigelse bliver tilgodeset i det nye blad. Man står i hvert fald over for en stor opgave.
Hvad nu? Jeg får et års løn fra Kvindernes Fagblad, og første januar åbner jeg mit nye firma, »zentens«. 3F har lovet mig noget arbejde, og jeg har også kontakt til andre. Desuden vil jeg lave bøger, pjecer, tidsskrifter og hjemme-sider. Ud over at layoute laver jeg også selv illustrationer via fotografiet, ligesom jeg bruger journalistikken til at skrue det sammen med. På CFJEs kursus i Visuel journalistik fik jeg nogle journalistiske værktøjer, jeg absolut kan bruge i forhold til formidling af visuelle budskaber. Det har været godt for min udvikling.
Hvordan tør du? Arbejdsløsheden blandt medlemmer af Visuelt Forum er på 23 procent. Jeg tror, at fjernelsen af portostøtten har stor betydning for mange journalistiske arbejdspladser, men omvendt kan jeg mærke, at jeg har et godt netværk – og et godt ry, har jeg fundet ud af.
Hvad er godt layout? Der er modebølger ligesom inden for tøj, men det altafgørende er, at teksten, billedet, farven og formen hænger sammen, så budskabet bliver appetitligt. Du skal kunne nyde det som forret, hovedret og dessert. Der er dog stadig nogle grundregler, der ikke er til at komme uden om, og som har været gældende i alle de år jeg har været med.
Hvor ser man spændende design? Hvad magasin-design angår, er det nok M!, der er førende. Der er mange trends i øjeblikket, ikke alle er lige kønne. Det er som med tøj. Moden skifter. Men hvor det virkeligt sner, det er i Spanien og England. Jeg har blandt mange andre efteruddannelseskurser været på et DjE-kursus i magasindesign i London. Der er et magasinmarked, der siger spar to til alt, men landet har også en passende størrelse til at kunne udgive mange magasiner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.