‘De Sorte Spejdere’ – over and out

Lyttermagneten 'De Sorte Spejdere' sender for sidste gang den 19. december.

Lyttermagneten 'De Sorte Spejdere' sender for sidste gang den 19. december.

Finanskrisen er skyld i mange ting, men krisen er ikke årsagen til, at radioprogrammet 'De Sorte Spejdere' stopper på P3 den 19. december. De to værter Anders Breinholt og Anders Lund Madsen har besluttet ganske frivilligt at slukke for programmet, som ugentligt har op mod en million lyttere.

»Vi er så heldige, at lytterne ikke er trætte af os endnu, så vi selv kan vælge at trække stikket. Jeg er stolt af De Sorte Spejdere, og det har været skidesjovt. Men efter fire år har både Anders og jeg også lyst til at prøve kræfter med andre ting,« siger Anders Breinholt ifølge dr.dk.

Efter nytåret er Anders Breinholt den ene halvdel af det nye værtspar på TV 2s 'Go' Morgen Danmark'. Den anden halvdel er Camilla Walsøe fra TV 2 News. Anders Lund Madsen har premiere på showet 'Ingenting er, som De tror – alting er, som De forestiller Dem' på Bellevue Teatret 19. februar, som blandt andet handler om søvn, hypnose og trance.

'De Sorte Spejdere' kan høres på P3 mandag til fredag klokken 14.03-16.00 til og med 19. december 2008.

1 Kommentar

Michael Kjeldsen
14. NOVEMBER 2008
Re: 'De Sorte Spejdere' - over and out
Det var vist cirka det samme, Tæskeholdet gjorde i sin tid, og det har - i mine øjne ihvertfald - været et klogt træk.