Men hvordan skulle det være anderledes, når medierne i Danmark i grove træk ikke interesserer sig for, hvad de mange penge går til, og hvad der kommer ud af det? Bevares, der skrives om katastrofer og laves pligtomtale, når der er en stor indsamling, men det er svært at få øje på en oprigtig interesse for resultaterne (eller udfordringerne hen ad vejen).

Argumentet fra redaktionerne er generelt, at ulandsstof mangler identifikation for deres brugere. Det, redaktører og journalister glemmer, er, at mange af deres læsere og seere har haft pungen oppe af lommen og derfor har en klar personlig interesse i at høre lidt om, hvad der kommer ud af det.

Et eksempel: I Costa Rica findes en nationalpark, danskerne har været med til at frede, som i dag bliver besøgt af turister fra hele verden. Ironien er, at mange af dem, der købte regnskovscertifikater dengang, slet ikke ved, at den eksisterer.

Da kampagnen stod på sit højeste i begyndelsen af 90’erne, svinede Ekstra Bladet danskernes fredningsprojekt til med overskrifter som ”Skolebørn snydt for regnskov!” Og selv om artiklerne var groft misvisende, så har Ekstra Bladet den dag i dag endnu ikke villet ulejlige sig med at undskylde og forklare danskerne, at der rent faktisk står en velbevaret regnskov i Costa Rica takket være dem.

Der var over 200.000 danskere, der købte regnskovscertifikater dengang – og for dem er det en interessant historie, hvad deres penge har skabt. I 2011 lavede jp.dk en lille artikel om en fotoudstilling fra områderne med rubrikken “Ejer du regnskov?” Den blev ikke taget op af andre medier, men den blev delt flittigt blandt gamle certifikatejere – inklusive to ministre – på Facebook. Inden for de næste 48 timer var der over 4.000 besøgende, der klikkede sig ind på Verdens Skoves hjemmeside for at se billeder af “deres” regnskov.

Min egen konklusion er efterhånden, at de konstruktive historier om resultater fungerer bedst på Facebook. Traditionelle medier gider ikke tage dem, men brugerne vil hellere end gerne læse dem og dele dem. Så hvorfor ikke gå helt uden om mellemmanden og etablere egne kanaler til dialog med danskerne om, hvad der kommer ud af deres støtte? Så kan vi samarbejde med de traditionelle medier om traditionelle, dystre – og ofte nødvendige – nyheder om skovødelæggelse og politisk ansvarsforflygtigelse.

Spørgsmålet er dog, om det på sigt er den bedste løsning for ulandsorganisationerne, medierne og danskerne at dele medieverdenen sådan op? Personligt så jeg hellere, at medier kom på banen med en konstruktiv og kritisk interesse for resultaterne – og det tror jeg egentlig også, at deres brugere ønsker. Hvis fladskærme, teater og frosne pizzaer kan anmeldes, så kan udviklingsbistand vel også?

Tim Whyte, leder af kommunikationsafdelingen, Verdens Skove – foto: Ulrik Jantzen/Das Büro