Jeg har fået et skærebræt, et nøglebræt og i går en iPhone – tror såmænd, det er en klassisk 4S – af min niårige knægt, der har forelsket sig i træskærerarbejdet i klubben efter skoletid.

Den skal være mit digitale nikotintyggegummi, når jeg forsøger at være offline i familiens skød.

Og reelt ville jeg i denne valgkamp ikke være gået glip af noget som helst, hvis jeg kun downloadede på træfinér-telefonen.

Det er den måske væsentligste konklusion, hvis medieindsatsen efter tre ugers valgkamp skal evalueres.

For selv om dygtige digitale eksperter som Benjamin Rud Elberth og Astrid Haug nu er rykket ind i gammelmediernes sendeflade med analyser af den stigende digitale hittepåsomhed, så er sandheden, at intet nok så godt stunt rykker ved de afgørende stemmer i havet af tvivlere.

Samtalen om den stigende digitale aktivitet blandt politikere, spindoktorer og kommentatorer udspiller sig i et lukket kredsløb, der er ude af kontakt med både substantiel politik og den brede befolknings hverdag.

Vi hygger os om det digitale lejrbål, men strålevarmen når kun de indforståede.

Lad os tage det seneste eksempel. I morges på TV 2 News blev Morten Østergaard, formand for De Radikale, og Kristian Thulesen Dahl, ditto for Dansk Folkeparti, interviewet på hovedbanegården i København.

Østergaard havde helt efter de digitale spilleregler forberedt et mediestunt – der kan ses her.

Mens Morten Østergaard bliver interviewet, hiver han Ekstra Bladets forside fra i dag frem. Her står ”I dag er jeg dansk matchvinder” og nedenunder ”#engangvarjegflygtning”.

Østergaard overrækker forsiden til Thulesen, der holder den op. Og Østergaard tager et billede – hans telefon var rigtig og ikke snittet i finer.

Derpå stilles der tilbage til studiet – hvor værterne meget symptomatisk får meget travlt med at udlægge teksten. Med andre ord: Det digitale stunt skal nu oversættes til menigmand – vælgerhavet.

Vi får en forklaring om, at fodboldspilleren, der er på forsiden af Ekstra Bladet, og som engang var flygtning, hedder Pione Sisto. Han har scoret det afgørende mål i det danske u21-landsholds sejr i åbningskampen mod Tjekkiet.

Hvis forklaringen havde været lidt længere, ville vi også få at vide, at kampagnen ”#engangvarjegflygtning” er sat i gang af et radikalt folketingsmedlem.

Hvad er den samlede politiske substans i dette digitale stunt med tilsat forklaring? Absolut ingenting. Det er en selskabsleg mellem politikere og medier. Det er spild af demokratisk tid.

Den egentlige historie, som vi ikke får nogen steder, er, at Dansk Folkeparti ønsker, at reglerne for at få dansk indfødsret og dansk statsborgerskab – forudsætninger for at kunne optræde for det danske fodboldlandshold – skal være skrappe.

Som det hedder i partiets program:

”Efter 2001 har Dansk Folkeparti haft afgørende indflydelse på betingelserne for at få dansk indfødsret. Det har betydet, at antallet af udlændinge, der her erhvervet dansk indfødsret, er faldet, og at de udlændinge, der får dansk indfødsret, kan tale dansk på et vist niveau samt har et grundlæggende kendskab til Danmark og danske samfundsforhold.”

Og:

”Gebyret for indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret forhøjes fra 1.000 til 10.000 kr.”

Morten Østergaard forsøger altså at pointere, at hvis det stod til Dansk Folkeparti, ville nationen – som Dansk Folkeparti jo værner om – stå sig dårligere på fodboldbanen.

Dannebro ville så at sige blafre mindre lystigt over stadion i Tjekkiet.

Og selv om Østergaard altså får sit budskab om dansk flygtningepolitik sendt effektivt i omløb og tilmed plantet på de gammelmedier, der jo kan flytte vælgere, så kommer samtalen aldrig til at handle om det væsentlige i budskabet.

For hvad svarede Kristian Thulesen Dahl på hovedbanegården, da Morten Østergaard satte seancen i gang? Talte de om flygtningepolitik?

Nej. Thulesen sagde storsmilende noget i retning af:

”I går var det Mortens fødselsdag. Jeg gav ham en kop kaffe. I dag giver han mig en avis.”

Tvistet er så kringlet, ligegyldigt og uafkodeligt, at jeg kort sagt lige så godt kunne have trukket budskabet ud af min nye, fine træ-iPhone.

Og sådan er digitale mediers væsen: De bekræfter eliten – jeg har ikke et bedre ord – i, at eliten er med, hvor tingene sker.

Problemet er så, at der reelt intet er sket, bortset fra at Thulesen, Østergaard, Rud og Haug nu kan grine ad gimmicken og tale længe om den.

Eksemplet er langtfra enestående:

Når Lars Løkke Rasmussen i duellen på DR i aftes overrækker Helle Thorning-Schmidt et brev, hvor Venstres politik skulle fremgå klart og tydeligt, så ved jeg jo godt, at nu gløder de digitale medier med indholdet af brevet. Iscenesat af Venstres bagland.

Og jeg ved også, at nu skal Socialdemokraterne svare digitalt igen. Og jeg ved også, at nu skal Rud, Haug & Co udlægge teksten. Den digitale golfstrøm er sat i gang.

Og jeg ved i øvrigt også, at Alternativet ifølge kommentatorerne har lavet en video, der er gået såkaldt ”viralt”.

Og jeg ved også …

Og jeg ved også, at det er ligegyldigt.

Ligesom jeg også er ligeglad med, at Vestager og Thorning spillede bordtennis i Det Sorte Tårn. Selv om Vestager fotograferede det!

Jeg har opgivet at få mine børn på 14 og 15 år til at lytte til journalisternes formidling af det politiske budskab.

Og her er så den egentlige kerne: Skidt med, at politikerne bytter digitale glansbilleder online. Men når vi begynder at lade legen fylde det rum, hvor vi skulle drøfte politisk substans, så er journalistisk redigerede medier ved at overflødiggøre sig selv.

Nu fremstår jeg så selv som en gammel træmand hevet ud af Emils værksted og potentiel maskinstormer. Fred være med det.

Jeg anerkender #SoME. Bruger og misbruger dem selv. Men den politiske samtale skal ikke handle om digital performance og formen på budskabet.

Samtalen skal handle om indholdet.

Tak for påmindelsen – og telefonen – søn!